Nu står Amalie frem efter 10 år i politiet. Reaktionerne har "blæst hende bagover"

Hvor går grænsen for jokes på arbejdspladsen egentlig?

Afsenderen af spørgsmålet er politibetjent Amalie Niewald Refshauge. I et LinkedIn-opslag tilbage i december råbte hun vagt i tjenestepistol, når det kommer til hverdagssexisme og ekskluderende jokes på arbejdspladsen.

Ifølge hende er der nemlig stor forskel på de jokes, man fortæller til sine venner, og de jokes, man fortæller til sine kollegaer. Efter ti år hos politiet er det Amalies indtryk, at især én slags jokes gør mere skade end andre.

– Det, jeg har slået mig på i politiet, er, at man laver jokes om minoriteter på arbejdspladsen, som eksempelvis kvinder, og det er sjældent en god idé. Det er en ubevidst måde at ekskludere mindretallet fra fællesskabet på, mener Amalie.

Amalies opslag fik over 250 kommentarer, 4800 reaktioner og nåede ud til over 350.000 brugere på LinkedIn, ligesom hendes indbakke var fyldt.

Amalie holder dog fast i, at humor er en vigtig del af at være på en arbejdsplads – og endda særligt i politiet, fordi det også er en måde at ventilere på i forskellige situationer, hvor det kan være tiltrængt. Men hun har oplevet, at de små “jokes” i mange forskellige situationer har marginaliseret kvinder og subtilt nedgjort dem og deres kompetencer:

“Du virker lidt pirrelig, er det den tid på måneden?”

“Det gik så hurtigt i dag på skydebanen, for der var ingen kvinder med.”

“Vi sender en hønsepatrulje” på vej ud på opgave med en anden kvindelig kollega, eller “ryk lige over på passagersædet, den plads tilhører vist dig” i patruljevognen.

– Når man ikke har en samtale på arbejdspladsen om, hvad der er okay at sige, og hvad der ikke er okay at sige, så kan det være ekstremt svært at sige fra, når grænsen overtrædes.

Hvis Amalie har sagt fra, har oplevelsen været, at de fleste kolleger har undskyldt - og været oprigtige omkring det. Men det er stadig en måde at fastholde en kultur, der ikke er givende for diversitet, inklusion og ikke mindst arbejdsfællesskab, mener hun.

Vil også bare gerne passe ind

Selvom Amalie i de fleste tilfælde har fået en undskyldning, så har hun andre gange derimod fået af vide, at ”sådan er det bare her, og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man finde et andet sted at være”.

– Jeg har lyst til at kalde det minoritetsstress, selvom det er et stort ord at bruge om den følelse, jeg har haft i kroppen i mange forskellige situationer. Men jeg vil også bare gerne passe ind og ikke ødelægge den dårlige stemning.

Amalie vil gerne kunne det samme, som nogle af hendes mandlige kollegaer fortæller, de gør:

“Jeg lægger mit køn ved døren, når jeg går ind på mit arbejde – fordi uanset om man er mand eller kvinde, skal opgaven løses objektivt og professionelt”.

– Til de kollegaer må jeg bare sige, at det er da vildt dejligt, at de har det sådan, men sådan har jeg det ikke. Det skyldes, at jeg i forskellige dele af organisationen er blevet mødt med, at det er et problem, at jeg er en kvinde.

Det er ikke første gang Amalie Niewald Refshauge er med til at sætte fokus på omgangstone, inklusion og diversitet i politiet.

I efteråret 2023 var hun én ud af en lang række anonyme kilder fra politiet, der medvirkede i femina-serien ‘Har du min ryg, hvis jeg siger fra?’ om arbejdsmiljøet i politiet. I serien delte kilderne ud af erfaringer fra at være kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor den interne tone kan være hård, grov og til tider kamme over i sexisme og chikane.

For to år siden var det blandt andet frygten for at være en, der “stikker ud”, der holdt Amalie fra at stå frem med ansigt og navn, ligesom hun af ældre kvindelige kollegaer dengang fik at vide, at hun skulle være opmærksom på, at det potentielt kunne have konsekvenser for hendes karriere og egen position i politiet.

Den frygt har hun ikke længere. Udover både samfundets og politiets øgede bevidsthed på diversitet og inklusion - og at hun nu har opbakning fra ledelsen - så handler det også om erkendelsen af, at selvom hun ikke har lyst til at stikke ud, så gør hun det nok alligevel, som kvinde på en arbejdsplads domineret af mænd, fortæller hun.

– Jeg bliver alligevel aldrig “one of the boys”.

I dag udgør kvinder lige over en tredjedel af alle faggrupper i politiet, mens kun hver femte polititjenestemand er en kvinde. Men der skal endnu flere kvinder ind i politiet, og derfor er der nu sat et strategisk mål for 2026 om, at diversitet og inklusion fremmes, og flere kvinder skal i ledelsen.

– Det er godt at sætte strategiske mål, især i den verden vi lever i lige nu, hvor DEI-tiltag desværre rulles tilbage mange steder, siger hun og fortsætter:

– Det er mit håb, at jeg ved at stille mig frem er med til at skubbe på i forhold til den bevægelse, som allerede er i gang internt i politiet.

Blæst bagover af reaktionerne

Efter Amalie har stillet sig frem og åbent sat spørgsmålstegn ved den mandsdominerede kultur, der stadig gør sig gældende i politiet, er hun blevet bekræftet i, at det ikke kun er i politiet, der er brug for at tage et opgør med hverdagssexisme og jokes på arbejdspladsen.

Blandt kommentarerne på hendes LinkedIn-opslag beskriver en bruger blandt andet, hvordan kvindelige ambulancereddere er blevet kaldt ting som “dukkevogn”, “sækkevogn” og “Barbie-bil”, imens en anden bruger fortæller om voksne kvinder, der i finansverdenen omtales som “piger”.

– Det har faktisk overrasket mig, at der er så stor opbakning og lydhørhed. Selvfølgelig er der nogen, der har været nysgerrige omkring det, og nogen, som har sagt, at de ikke er helt enige i mine betragtninger. Det er jo helt fair, der skal være plads til alle, siger Amalie. Hun tilføjer:

– Men dybest set er jeg virkelig bare blevet blæst bagover af ikke at stå alene med det her. Jeg kan både høre og se på de beskeder, jeg får, at der er mange, der har haft samme oplevelse og går med den samme følelse – uanset om de er politi, djøffer eller håndværkere.

Selvom der er kommet større fokus på omgangstone, inklusion og mangfoldighed i politiet, så er der ifølge Amalie stadig lang vej, før Politiet er i mål med inklusionen.

– Vi er godt på vej, og der er lydhørhed. Det er det vigtigste, synes jeg.