Anne Wittorff Rusbjerg
Samfund

Når døgnrapporten bliver gennemgået, falder en særlig kommentar. Undskyld, hvad foregår der i det danske politi?

13. september 2023
Af Anne Wittorff Rusbjerg
Foto: Emma Line Sejersen
I politiet hersker der stadig en forestilling om, at der sjældent er hold i anmeldelser om voldtægt, lyder det fra flere af femina updates kilder. Det vigtigste er, at vi arbejder med kulturen, svarer HR-chef. Jeg er ret sikker på, at ofre for voldtægter og overgreb har andre prioriteter, skriver femina updates chefredaktør Anne Wittorff.

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

– Der er nogle af mine kollegaer, der har en opfattelse af, at hvis en kvinde anmelder en voldtægt, så er det, fordi hun kom i tanke om, at hun ikke ville alligevel, eller fordi hun var sin kæreste utro og skulle finde på en undskyldning.

Sådan fortæller Ida (opdigtet navn), der arbejder i Københavns Politi. Hun oplever, at det er helt normalt, at der bliver talt nedsættende om kvinder på hendes arbejdsplads.

Og Ida er ikke alene. De seneste måneder har femina update bragt interviews med seks forskellige ansatte og tidligere ansatte i politiet, der genkender den sexistiske kultur. Og det er ikke et problem, der findes i fortiden. Kulturen hersker stadig, fortæller flere af dem.

Det giver sig selv, at det skal være trygt for alle at gå på arbejde. At man ikke skal latterliggøres på baggrund af sit køn.

At alle fortjener at blive taget seriøst.

Men det bør vække ekstra opsigt, at vi her taler om politiet. Det er ikke hvilken som helst arbejdsplads.

Politiet skal gribe de mennesker, der finder styrken til at troppe op på stationen og anmelde voldtægter og overgreb.

Noget, der i forvejen er svært.

På trods af samtykkeloven er der stadig ganske få voldtægtsforbrydere, der rent faktisk får en dom.

Og det er altafgørende, at ofre har tillid til, at politiet vil behandle deres sager professionelt.

I den nyeste artikel fortæller betjenten Camilla (opdigtet navn), at der hersker en fortælling i politiet om, at der sjældent er hold i anmeldelser om voldtægt, forsøg på voldtægt eller anmeldelse af andre seksuelle overgreb.

Hun fortæller, at det kommer til udtryk, når døgnrapporten gennemgås om morgenen.

– Hvis der har været et eller flere eksempler på den type anmeldelser på vagten før, så er fortællingen ofte, at anmelderen nok fortrød, gerne ville have noget opmærksomhed, eller havde været sin kæreste utro. Det bliver ofte nedgjort, fortæller Camilla.

Så hvordan skal vi have tillid til, at anmeldelser om overgreb bliver taget alvorligt? Når vi får at vide, at der bliver joket med ofrene.

Hvordan skal vi have tillid til, at de samme betjente, der i lukkede rum nedgør ofre, gør alt hvad de kan for at finde frem til sandheden?

Det er dybt alvorligt, fordi vi som samfund har brug for, at ofre anmelder forbrydelser. At kvinder - og mænd - giver myndighederne mulighed for at handle.

Men det er ikke gratis for ofrene.

Om serien: Har du min ryg?

I jobbet som politibetjent skal man møde enhver person i øjenhøjde og med en udstrakt grad af empati. Man er forpligtet til at leve op til et særligt krav om værdighed og agere professionelt og ordentligt. Ifølge politiets etiske retningslinjer skal det interne sprogbrug også være i overensstemmelse med politiets grundlæggende værdier, og man skal udvise respekt over for sine kollegaer.

Men femina update har talt med en række tidligere og nuværende betjente, der fortæller en anden historie. De har oplevet, at den interne tone kan være hård, grov og til tider kamme over i sexisme og chikane. De fortæller, at det kan være svært at sige fra, når ens grænser bliver overskredet, særligt som kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads.

I en række artikler går femina update tæt på arbejdsmiljøet i politiet og forsøger at finde ud af, hvordan kulturen på arbejdspladsen hænger sammen med risikoen for at blive udsat for seksuel chikane på sin arbejdsplads.

Det gør vi, fordi alle fortjener at føle sig trygge på deres arbejdsplads. I særlig grad må man forvente, at politiet, der skal varetage resten af befolkningens sikkerhed og tryghed, også selv oplever, at deres arbejdsmiljø er sikkert og trygt.

Og det absolut mindste, man kan forlange, er, at politiet behandler sagerne professionelt. Og ikke møder borgerne med en overbevisning om, at deres anmeldelse er usand - ovenikøbet lang tid før deres sag er afgjort.

Vi har talt med en række kilder, der har enslydende historier fra forskellige politikredse. Men faktum er, at vi ved meget lidt om omfanget af sexisme i politiet.

En rapport fra analyseinstituttet VIVE fra 2020 viser, at 33 procent af alle kvindelige betjente har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en leder eller en kollega.

Spørger man politiet selv, henviser de til deres årlige trivselsmålinger. I 2020 (samme år som rapporten fra VIVE) og 2022 svarer mindre end én procent ja til, at de har oplevet seksuel chikane fra en kollega eller leder.

I den ene undersøgelse fra 2020 er det altså hver tredje, der oplever et problem, mens tallet er mindre en procent i en trivselsmåling fra samme år.

Flere eksperter, femina update har talt med, peger på, at måden, man spørger i trivselsmålingerne, kan give en underrapportering.

Men hos politiet mener man ikke, at der er grund til at undersøge omfanget nærmere.

– Jeg mener ikke, at vi på nuværende tidspunkt har behov for et mere samlet overblik, lyder svaret fra Rigspolitiets HR-direktør.

Som dog anerkender, at det er svært at danne sig et fuldstændigt overblik.

Og her bliver jeg forvirret. For hvordan løser man et problem, man ikke kender omfanget af?

– For mig er det vigtigste, at vi arbejder med kulturen, konstaterer HR-direktøren.

Okay. Men er det egentlig det vigtigste?

Det vigtigste for de betjente, der hver dag skal gå på arbejde i sexistisk miljø - og konstant leve med at blive nedvurderet på grund af deres køn.

Det vigtigste for de mennesker, der på de værste dage skal finde styrken til at tale med politiet.

Nej vel?

Christiansborg taler man forsigtigt om at undersøge problemet nærmere. Og det er da virkelig det mindste, man kan gøre.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også