
Min veninde er forarget over mit nye køb. Nu tør jeg slet ikke tage den på, hvis hun er til stede

Anna Mejlhede svarer på et spørgsmål fra en læser, der involverer et køb, som veninden ikke kan acceptere.
Foto: Mew
Hej Anna
Jeg er havnet i en lidt skæv situation med min veninde. Forleden, da vi stod i min entre, opdagede hun en vinterfrakke, jeg lige har købt. Det er en, jeg har sparet sammen til i to år, for den var meget dyr, lige omkring 5.000 kroner kostede den. Til gengæld er den i så god en kvalitet og så klassisk smuk, at jeg ved, jeg kommer til at bruge den de næste mange år.
Hun kendte godt mærket og hev med slet skjult forargelse ud i den og spurgte, hvordan jeg kunne få mig selv til at bruge så mange penge på et stykke tøj. Det endte i en større diskussion, for jeg er meget imod alt det billige bras, man kan få på diverse hjemmesider. Det er i min optik langt mere fornuftigt at købe lidt, men godt – også selv om det kan virke som mange penge, lige når man investerer i det.

Til sammenligning så har min veninde lige købt et TV til 10.000 kroner, og sidste vinter var hun på Bali med sin mand. Det nævnte jeg for hende. Men hun kunne overhovedet ikke se, hvordan det havde noget med min frakke at gøre.
Nu tør jeg slet ikke tage den på, hvis jeg skal noget, hvor min veninde er med. Har du en ide til, hvordan jeg får min veninde til at ændre holdning?
Kærlig hilsen den ekstravagante veninde
Amalie kørte træt i jagten på en kæreste. Så udviklede hun en metode, der virkede
Kære ekstravagante veninde
At få andre mennesker til at ændre holdning, er ikke det letteste i verden. Men måske behøver du heller ikke din venindes godkendelse? Ret beset kommer det jo ikke hende ved, hvordan du vælger at bruge dine penge. Hun spurgte vel heller ikke dig til råds, dengang hun købte sit TV eller tog afsted på en dyr rejse.
Det kan vække store følelser, når vi kritiserer hinandens måde at forvalte vores forbrug på. Mens nogle har det bedst med at købe tøj og ting billigst muligt, sparer andre i stedet på mængden. I mine øjne er én frakke, der holder i mange år, en ganske fornuftig investering, både hvad økonomi og miljø angår.

Hver gang jeg går tur med min hund, bliver jeg skældt ud af en kvinde på min vej
Selv om du ikke får din veninde til at forstå, at dit frakkeindkøb således ikke er ekstravagant, går glansen af hendes forargelse nok af, hvis du lader den prelle af på dig. Brug nu din nye frakke flittigt og med glæde – og lad dig ikke diktere at din venindes mening om den sag.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.



