”Aj, mormor, det der er du da alt for gammel til,” udbrød mit barnebarn. Hvordan får jeg hende til at forstå, at det er en del af mig?

Kære Anna

Jeg er en frisk kvinde på 83 år med masser af mod på livet og kærligheden. Det er flere år siden, jeg mistede min mand, og igennem nogle måneder har jeg netdatet på en side for ”modne singler” og mødt flere skønne mænd derigennem. Både nogle, jeg bare har drukket kaffe med, nogle jeg også har spist hyggelige middage med og overnattet sammen med – men dog ingen soulmate endnu.

En dag, hvor mit søde barnebarn på 13 år var og besøge mig, stod min computer fremme på køkkenbordet med datingsiden åben. ”Aj, mormor, det der er du da alt for gammel til,” udbrød hun. Først blev jeg ret ked af det, men i hælene på det egentlig også lidt vred. Det gjorde jeg mig dog umage med ikke at vise hende.

Jeg elsker mit barnebarn over alt på jorden, men hvordan får jeg hende til at forstå, at jeg jo ikke kun er ”Mormor” men også ”Mig”?

Mange varme hilsner fra ”Den pinlige mormor”

Kære ”pinlige mormor”

Hvor er det vidunderligt at høre, at du er fyldt med mod på kærligheden! Den livsgejst må ingen tage fra dig. Heller ikke dit barnebarn. En teenagers udsagn om, hvad der er pinligt, og hvad der ikke er, skal man tage med ikke bare et gran salt – men med et helt kilo.

Min erfaring er nemlig den, at mange teenagere synes, at det meste af det, voksne gør, er pinligt. Der skal såmænd ikke mere til, end at man synger med på sit yndlingsnummer eller går i noget bestemt tøj … Når man er barn og teenager, er det heller ikke usædvanligt at synes, at alle over 25 er de rene oldtidsfund.

Selv blev jeg engang til en børnegudstjeneste spurgt af en lille pige, om jeg var over 100 år. Da jeg grinende fortalte, at jeg altså kun var 50, lignede hun ét stort spørgsmålstegn. For hende kom tallene 50 og 100 nemlig ud på et. Det var bare en konstatering af, at jeg i hendes verdensbillede nødvendigvis måtte være ”en gammel dame.” For jeg passede jo ikke ind under kategorien barn – eller ung. Og den betragtning lå der ikke noget som helst bedømmende i.

I dit barnebarns bevidsthed er du fuldstændig sammenflettet med bevidstheden om, at du er HENDES mormor. Den rolle har hun endnu ikke tilstrækkelig livserfaring til at forene med, at du naturligvis også har et selvstændigt privatliv fyldt med kærlighed og romantik.

Så bliv endelig ved med at fortælle dit barnebarn, hvad det vil sige at være et menneske. Jeg tror, at lige præcis du kan vise hende, at lige så langt, højt og dybt livet er, lige så mange muligheder for kærlighed, glæde og samhørighed rummer det. Uanset hvad der står på vores dåbsattest.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.