Kærlighed og sex
1. september 2025

Parterapeut deler videoer af skænderier mellem ham og hans hustru: “Der er generelt meget skjult vrede i parforhold”

Videoerne vækker skarpe reaktioner, og nogle mener, at Frej Prahl er for feminin i videoerne. Det er dog ikke så sært, siger han selv.
Af: Nina Pratt
Det var Frej Prahl, der fik idéen til at tage parterapien til et nyt niveau på sociale medier sammen med hans hustru. 

Det var Frej Prahl, der fik idéen til at tage parterapien til et nyt niveau på sociale medier sammen med hans hustru.

Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Manglende sexlyst, tøjvask, rengøring, skrigende småbørn og alt for lidt alenetid.

Det er konflikter, de fleste nok kender fra parforholdet. Det gør psykolog og parterapeut Frej Prahl og hustruen Vibeke Prahl også – og i den seneste måneds tid har de filmet netop sådanne konflikter og lagt videoerne op på sociale medier.

I én video spørger Frej Prahl hustruen, om han må tage ud med vennerne og se Champions League finale.

Passivt aggressivt svarer Vibeke Prahl, at det “lyder som om, det er det, han skal gøre”, også selv om han allerede har været ude med vennerne en del på det seneste.

I en anden video spørger Frej Prahl, om han og hustruen skal “hygge” senere på aftenen. Tøvende spørger hun, om de ikke kan lave en fem-minutters kommunikationsøvelse i stedet.

Videoerne, der ganske vist er opstillede, er typisk akkompagneret af en tekst, der forklarer, hvad der giver årsag til konflikt i lige netop dén situation. Og det er åbenbart lige, hvad publikum har gået og ventet på.

Annonce

– Det er stukket fuldstændigt af, siger Frej Prahl, da vi fanger ham over telefonen.

– Vi har kun lavet det en måneds tid, og det er bare væltet ind med kommentarer og visninger. Det er som en dynamit, der bare har ligget klar til at blive antændt, også fordi vi kan se, at det virkelig vækker følelser hos folk.

Han tager ikke fejl. Én video er oppe og ramme over 820.000 visninger. Men hvorfor er folk så interesserede i at se en eller anden hverdagskonflikt udspille sig mellem et par?

Selv tror Frej Prahl, at videoerne vækker debat, fordi de får folk til at føle sig set – på godt og ondt.

Annonce

– Der er mange, der bakser med følelsen af ikke at føle sig set eller forstået, og der er generelt meget skjult vrede i parforhold. Vibeke og jeg bliver hurtigt en projektionsskærm for følelser, siger han og fortsætter:

– Hvis der er en, der ikke har fået sex i mange år, så bliver de enormt provokeret af, at Vibeke stiller sig frem og afviser mig, eller hvis en kvinde har set sig sur på sin mand, fordi hun står med det hele derhjemme, kan det føles provokerende, at vi begynder at nuancere det billede, fortæller han.

Annonce

60 procent skuespil, 40 procent ægte

Det var Frej Prahl, der fik idéen til at tage parterapien til et nyt niveau på sociale medier. Han og hustruen har som terapeuter altid haft lyst til at endevende og forstå de konflikter, de lander i gang på gang.

Begge har tidligere leget med skuespil og optrådt for terapeutstuderende med små skuespil, der viser en typisk parforholdskonflikt. Det hjalp på læringen, siger han. Og så tænkte han, at det var bedst at show, don’t tell.

– Jeg har brændt mig meget på sætninger som ‘jamen, i denne situation, skal du bare sige eller gøre sådan her’. Vi ville gerne vise, hvordan det ser ud i virkeligheden.

Annonce

Mange tror, at det er Frej og Vibeke Prahls ægte skænderier, som bliver streamet live til publikum. Det er det ikke, men idéen er ikke helt off, siger han.

– I virkeligheden er vi nok 60 procent skuespil og 40 procent ægte? Noget er fra vores eget parforhold, noget er fra vores venner, og noget er fra vores klienter. Det er jo ikke svært for os at lave skuespil, for vi kender det jo! Selv om jeg er ham parterapeuten fra TV, så har jeg da også stået i de her problemer. Det er OK at være lidt fucked up som par, det er det, vi prøver at være rollemodeller omkring: At man ikke skal være et perfekt par. Jeg tror, mange er inspirerede af, at vi tør lufte det beskidte undertøj på den måde.

Annonce

Mange af de temaer, parret tager op i videoerne, er centreret omkring kønsroller. Og der er da også forskel på, hvilke problemer mænd og kvinder typisk kommer med i parterapi, fortæller Frej Prahl.

Ifølge ham kæmper kvinder generelt mere med udmattelse og og frygten for, hvordan andre ser på hende. Omvendt kæmper mænd oftest mere med frygten af, hvordan hans partner ser på ham og er ligeglad med, hvordan de andre forældre nede i børnehaven ser på ham.

Begge parter kan dog lære noget af hinanden.

– Der kan kvinder lære af mændene, at de kan slappe mere af. Samtidig er der områder, som kvinder, meget generaliserende, har andre følelser omkring. Det kan være områder, som har med børn og hjem at gøre, som han også skal lære at tage alvorligt. Mænd skal også lære at udvikle modet til at stemple ind i parforholdet.

Annonce

En “følelsesfims”

Reaktionerne på videoerne viser også, at der stadig er mange holdninger til kønsroller ude i landet. Nogle synes eksempelvis, at Frej Prahl ikke er maskulin nok i videoerne.

Der er i hvert fald en særlig mande- og kvindetype, der mener, at man da “ikke skal spørge om lov”, hvis man har lyst til at se fodbold og har lidt sådan en “nu skal mændene stoppe op og tage sig sammen”-holdning. Nogle mænd og kvinder kan synes, at jeg er for vattet eller en følelsesfims. For dem bliver de videoer sådan noget rundkredspædagogik, og den karakter, jeg spiller, kunne godt have gavn af at skære mere igennem og være mere maskulin.

Annonce

Det er ikke så mærkeligt, for, ifølge Frej Prahl, for den samtale taler ind i en tid, hvor vi diskuterer, om mænd er for feminiserede.

– Jeg tror, der er nogle mænd, der i forvejen føler sig lidt ekskluderet, som bliver vrede over det, og som sidder fast i de klassiske kønsroller. Men vreden er ærlig talt lige fordelt mellem mænd og kvinder. Mange føler sig svigtede, ikke set, mødt og forstået. Svaret på den smerte bliver hurtigt at give det andet køn skylden, fortæller han.

Ægteparret agter ikke at stoppe den nyfundne SoMe-succes foreløbigt.

Annonce

Næste skridt bliver måske at udspille en konflikt, der omhandler deres egne tre børn. De synes, forældrenes nyfundne berømmelse er “sjov”, siger Frej Prahl.

– Det er ikke noget nyt for dem at have nogle forældre, der stikker ud og er pinlige, griner han.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.