Skal vi digte historier, når vi er sammen med vores demente far for at dække over virkeligheden?

Kære Anna

Vores far kom på plejehjem for et år siden. Han har fået konstateret Alzheimers, og vi søskende kan alle mærke, hvordan han langsomt glider væk. Han kan dog stadigvæk godt huske os, roder en smule rundt på navnene, men det er jo ligemeget. Bare det at han genkender os som sine børn.

Vores mor døde for 2 år siden, men det kan han ikke huske, han tror blot, at hun ikke vil besøge ham, hvilket er meget smertefuldt. Han er også begyndt at spørge til sine forældre, som jo er døde for mange år siden. En dag, jeg var hos ham i mange timer, forsøgte jeg så pædagogisk som muligt at forklare ham, hvem der levede, og hvem der ikke gjorde. Det medførte så megen forvirring og ulykkelighed hos min far, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre.

Han blev ved med at gentage: ”Hun kan da ikke være død, jeg så hende jo i går” om både vores mor og sin egen mor. En af plejerne på plejehjemmet har på et tidspunkt sagt, at man bliver nødt til at gå lidt med ind i den dementes virkelighed.

Nu er mit spørgsmål til dig: Kan det således være rigtigt, at vi skal til at digte historier, når vi er sammen med vores far for at dække over virkeligheden? Og hvor går grænsen mellem det og så decideret at lyve?

Kærlig hilsen Janne

Kære Janne

Det er graveret så dybt ind i vores samvittighed, at det altid er bedst at sige sandheden. Vi forbinder jo ofte ordet løgn med at gøre andre mennesker ondt. Jeg forstår derfor godt, at du har det svært med ikke at fortælle din far, hvordan verden reelt ser ud.

Men i din fars situation er reelle fakta ikke nødvendigvis det bedste svar på alting. For han er ikke i stand til at bearbejde dem og få dem til at passe sammen med sin egen oplevelse af virkeligheden.

Dengang min mor blev dement, begav jeg mig også ud i en række velmenende forsøg på at holde hende fast til virkeligheden. Men uanset hvilke pædagogiske formuleringer, jeg pakkede alting ind i, blev min mor utrøstelig over at høre, at hendes mor ikke længere var i live. Til trods for at min mor selv var fyldt 96 år på det tidspunkt, og at min mormor således ville være rundet de 130 … Al form for logik og sædvanlig opfattelse af begrebet tid, liv og virkelighed kunne min mor ikke forholde sig til.

Alzheimerforeningen har en rådgivning, man kan ringe til for at få gode råd. En af de ting de fortæller er, at en demenssygdom ofte betyder, at visse dele af fortiden forsvinder. Også forestillingen om fremtiden fortoner sig. Din fars tilstand kan svinge fra time til time, og derfor er det bedste, I kan gøre for ham, bare at være sammen med ham, som de nærværende og kærlige børn I er.

Mød jeres far der, hvor han er lige netop den dag. Også selv om det betyder, at I må ”digte lidt med” på hans version af virkeligheden. Sandheden bor ikke kun i måden, vi forvalter virkeligheden på. Den findes i lige så høj grad i selve den forbindelse, vi har til hinanden. I den kærlighed, der strømmer imellem os.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.