Hvem fanden gider gå fem år på universitet for at tjene mindre end 50.000 om måneden? Mig. Jeg er åbenbart den idiot

Anne-Sophie Bogetoft Mortensen er ekstern lektor på Københavns Universitet og klummeskribent. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden var jeg til et ganske overdådigt middagsselskab på restaurant Apollo. Det var skønt, alle var søde og spændende, maden var god (tomatconsommé, danske blommer og knasende chiliolie, åh), vinen var mineralsk og pissedyr, og der blev serveret grappa og affogato til dessert. Bellissima. De fleste af os havde faktisk ikke rigtig råd til at sidde der. Det talte jeg med en enkelt gæst om, da vi sent på aftenen stod udenfor og røg en sidste cigaret:

“Fuck, det her kommer til at gøre ondt i morgen,” sagde min medgæst og smilede sadomasochistisk, imens hun pegede mod forlommen på sin halvlurvede trenchcoat.

For ja, det var sidst på måneden og vi var en gruppe på 12, der alle arbejder med kultur, en branche der er notorisk kendt for at underbetale sine ansatte. Vi er ansat på forlag, kunstmuseer, universiteter, højskoler, dagblade etc., enkelte er fastansatte, de fleste andre er i det man ville kalde en prekær jobsituation: korte kontrakter, sjældent fuldtid og oftest uden pension eller mulighed for barsel. Til gengæld får vi betalt rejser til Marseille og Milano, inklusive gavmilde diæter. Vi får vores navn skrevet i døren til udstillinger og bliver inviteret til bogreceptioner, hvor vi dimser rundt med bobler i den ene hånd og tynde cigaretter importeret fra Portugal i den anden. Med andre ord, hvad vi mangler i økonomisk kapital, vejer vi op for i kulturel og social. Er vi privilegerede? Helt sikkert. Er vi rige? Ikke rigtig. Vi sad der om bordet og skålede og var glade, vel vidende, at de færreste af os indkasserer mere end 30.000 kroner om måneden, og at den her middag ville resultere i røde tal på lønkontoen i morgen. Desværre talte vi ikke om det. Men det burde vi.

Kun et par dage forinden havde jeg haft den diametralt modsatte oplevelse, da jeg overhørte to jurastuderende i kantinen på KUA diskutere studiejobs og deres fremtidsambitioner. En af de studerende, en ung, blond kvinde med en Proenza Schoular-taske, jeg genkender fra min egen ønskeliste på Vestiaire Collective, satte sin halvbillig islatté lidt hårdt ned i kantinebordet, lænede sig tilbage i stolen og sagde med fuld overbevisning i stemmen: “Ja jeg satser da i hvert fald på det private. Hvem fanden gider gå fem år på universitet for at tjene mindre end 50.000 om måneden, når de er færdige?”

Mig. Jeg er åbenbart den idiot. Jeg var på én gang forfærdet over et så ublu pengegrisk udsagn og samtidig dybt inspireret. For selvom jeg aldrig selv har arbejdet for pengenes skyld, så ved jeg jo godt, at min livskvalitet stiger betydeligt når jeg har penge mellem hænderne. Lad os nu være ærlige: Money makes the world go round. Og de gør det i hvert fald en del sjovere at være på Apollo en lørdag aften.

Jeg altid selv har været relativt åbenmundet, når det kommer til min personlige økonomi, men jeg har egentlig aldrig fuldt ud artikuleret, hvor meget jeg ville ønske, at vi talte mere om penge. Så selvom jeg er ret sikker på, at vi nok stemmer i to forskellige ender af det politiske spektrum, så indså jeg også den dag, at den blonde, hørklædte, islatte-drikkende, pengegriske jurastuderende faktisk ikke er min fjende når det kommer til penge: hun er min allierede.

Nu sætter jeg lige min pointe helt på spidsen: Det er ikke usolidarisk gerne at ville tjene mange penge, præcis som Proenza Schouler-taskeejeren, ej heller er det forkert at kunne og ville klare sig for få, som mine kulturarbejdende venner. Men det er meget usolidarisk ikke at ville tale om penge. Både dem man har, dem man ikke har, dem man selv har tjent, dem man har arvet, giftet sig til eller været så heldig at tjene på det ret forudsigelige pengemarked, vi kalder det københavnske boligmarked. Det er usolidarisk ikke at dele, at ens forældre har kunnet låne en til udbetalingen på en villalejlighed i Brønshøj eller ikke at ville afsløre overfor din kollega, hvad du fik i kompetencetillæg ved årsskiftet. Det er usolidarisk at sige ting som: ”Jeg er bare virkelig god til ikke at klatte pengene væk”, når det i virkeligheden drejer sig om, at din partner indkasserer 70.000 kroner om måneden, og at det er, derfor du med ro i pengepungen kan kalde det dit job at skrive to tendensartikler til et stort dansk dagblad om måneden (den slags betaler oftest imellem 3000-4000 kroner per styk, kan jeg afsløre).

Så nu starter jeg selv, bare for en god ordens skyld. Her har I det, min personlige økonomi lagt til frit skue:

Jeg har på nuværende tidspunkt 1.475.000 i boliggæld. Til gengæld har jeg ingen SU-gæld, forbrugsgæld eller lignende.

Jeg har hen over en årrække lånt 750.000 kroner af mine forældre i form af et rentefrit familielån samt modtaget et arveforskud og 180.000 kroner af min mormor. Begge beløb blev skudt i en andelsbolig som hen over en periode på seks år steg til det dobbelte. Så ja, jeg var næsten millionær inden jeg fyldte 27.

Jeg er timeansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet, så min indtægt varierer betydeligt, men de næste fem måned indkasserer jeg rundregnet 25.600 kroner om måneden og freelancer mig til småpenge ved siden af.

Mine faste månedlige udgifter, inklusiv min søns vuggestue, ligger på 12.500 kroner.

Alle de her tal gør måske ingen særlig meget klogere, men summa summarum er, at jeg tilhører den del af befolkningen, der har fået meget forærende, både af min familie og af andelsmarkedet, og som reelt set selv har tjent ganske lidt. Er det pinligt? Det ved jeg ikke. Jeg har altid arbejdet en del, både ved siden af fuldtidsstudie og efter jeg blev færdiguddannet, men jeg er desværre indenfor en branche, hvor der er mange om buddet, lønnen er lav, også når du er både flittig og dygtig, og hvor det nærmest forventes, at du lægger mindst 20 procent ekstra oveni din lønnede arbejdstid ud af ren passion. Men alt det til trods kunne jeg utvivlsomt have tjent mere, hvis ikke jeg var en person, der var drevet af interesse over penge.

Det sidste skyldes helt sikkert, at jeg er vokset op uden at skulle frygte at mangle penge. Os der ikke er bange for at tjene for lidt, kommer ofte fra en baggrund, hvor der ikke har manglet midler. Det siger jeg bare ud fra det lille antropologiske feltstudie, jeg har bedrevet i min vennekreds igennem de sidste femten års tid. Vi frygter ikke opkaldet fra banken eller udbetalingen på en andelsbolig, i hvert fald ikke i samme grad som dem af vores venner, der skulle betale husleje derhjemme det øjeblik, de fyldte 18. For nogen af os er penge en succeshistorie, for vi er født med en større eller mindre guldske i munden, for andre er det en lang falliterklæring, pun intended.

Så måske er det ikke pinligt, at jeg ikke er god til at tjene penge, men bare en kende forkælet. That’s just me. Men lad os nu bare tale om det og få skammen op af pengepungen og ud på (restaurant)bordet. Havde vi talt om penge den aften på Apollo, var vi nok stadig endt med at bruge flere af dem, end nogen af os egentlig havde råd til, livet skal jo leves. Men vi havde nok også givet et ekstra langt kram sidst på aftenen og aftalt, at næste gang stod den bare på pizza og dåseøl.