
Hvordan fortæller jeg mine forældre, at de skal skrue ned, uden at gøre dem til dårlige bedsteforældre?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma.
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
For knap ni måneder siden blev jeg mor for første gang. Det betød også, at mine forældre blev bedsteforældre til deres allerførste barnebarn i samme ombæring. Selvom vi bor knap halvanden times kørsel fra hinanden, bestræber jeg mig på, at mine forældre ser vores søn et par gange i måneden.
Jeg holder meget af mine forældre, og det rører mig at se dem med ham. Men: Sommetider tager det desværre overhånd, og det er her, mit dilemma opstår.
Når vi er på besøg hos dem, er det ofte som at være i Tivoli for mit barn. Der er ingen begrænsninger for fjol og dikke-dik, de store smil har aldrig været større, og tonelejet aldrig højere. Stemningen er nærmest euforisk – så euforisk, at den kammer over til at være overgearet.
Det er ikke kun drænende for mig at være i de omgivelser en hel weekend, når vi overnatter der; det er også udmattende for min søn, der ofte ender med at blive overtræt og umulig. Og gæt, hvem der skal trøste? Det skal jeg.
Så kære brevkasse: Hvordan fortæller jeg mine forældre, at de skal skrue lidt ned for tivoliet, uden at såre deres følelser og gøre dem til “dårlige bedsteforældre”?
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk
Svar 1
Kære dig
Det første, der slår mig, når jeg læser dit dilemma, er, hvor dejligt det er, at dine forældre så gerne vil bruge tid med din søn, og at du som deres datter og mor til deres barnebarn prioriterer, at de ser deres barnebarn ofte.
Jeg er selv mor til to, og mine egne forældres kærlighed og glæde over deres børnebørn er noget, jeg værdsætter utrolig meget. Og det er en taknemmelighed, der kun er vokset, efterhånden som tiden er gået, og børnene er blevet større, og deres forhold er blevet styrket.
I din situation tror jeg derfor også, at jeg først og fremmest ville fokusere på det gode i, at de så gerne vil din søn, og at deres "tivoli og dikkedik" er noget, de gør af kærlighed og fordi de ikke ved bedre. At de så "misforstår" hans behov, særligt nu hvor han er lille og hurtigt kan blive overstimuleret, er selvfølgelig frustrerende, men det er noget, jeg tror, du kan komme omkring med et par småændringer i "rammen" for jeres besøg – og som ikke vil virke sårende eller som en kritik af dine forældre.
Et forslag er, at du dropper overnatningen og i stedet kommer tidligt om morgenen og tager hjem sidst på eftermiddagen – det vil "begrænse" tidsrummet, hvor din søn potentielt kan blive overstimuleret. En anden løsning kunne være at opfordre til flere gåture og tid udenfor.
Her tænker jeg, at det er begrænset, hvor overgearet og euforisk det kan blive, fordi den udendørs ramme lægger mere op til ro og gåture, hvor din søn kun stimuleres af det, han ser fra sin barnevogn/klapvogn, eller hvad der er i deres have.
Hilsen Emilie Bech Zerlang
Digital redaktør og mor til to under seks år. Elsker alle film og serier, der rimer på romantik eller forbrydelser – og elsker at se mine yndlings igen og igen. Jeg misunder folk, der glæder sig til at løbe en tur – og drømmer om at blive en af dem en dag.
Svar 2
Kære førstegangsmor
Det, du beskriver, tror jeg, at mange førstegangsforældre oplever. Du skriver, at du generelt sætter pris på dine forældres samvær med din søn, og at det kun sommetider kammer over. Det er jo superdejligt.
Men næste gang din søn reagerer negativt på at få så meget opmærksomhed fra dine forældre, ville jeg nævne for dem, at det er din fornemmelse, at det skyldes, at han er overstimuleret, og at du gerne vil aftale, at du trækker i bremsen næste gang, der er optræk til det.
Hvis du er ligesom mig, bliver det ikke det eneste tilfælde, hvor du må trække nogle grænser over for omverdenen, fordi du kender dit barn bedst og ved, hvad det har brug for. Måske kan det hjælpe dig at se situationen, som en helt naturlig del af at være blevet mor. For med ansvaret for et andet menneske følger et ansvar for at skærme det.
Gør du det på en kærlig, men bestemt, måde, er jeg sikker på, at dine forældre vil være forstående. For de kan jo med egne øjne se effekten på din søn.
Selvom de ikke forstår, skal du stå fast på, hvad du mærker er bedst for din søn og for dig selv. Du er ikke længere kun dine forældres datter, men din søns mor. Og sidstnævnte vejer altid tungest.
Hilsen Tine Brødegaard Hansen
Chefredaktør, der fortsat øver sig på at sætte grænser for både sig selv og sin søn - og nogle gange ville ønske, at forældreansvaret var noget, man kunne tage af og på som en lun efterårssweater.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Udvalgt indhold

”Tabubelagt” emne er vigtigt at tale med din ægtefælle om, før det er for sent

Det er sensommer i Lotte Buurs insektvenlige og frodige have på Samsø. Det betyder, at der er masser at spise
