Jeg testede, hvad det gjorde for antallet af matches, hvis jeg havde et billede af min kat på min profil. Resultatet kom bag på mig

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

For snart et år siden kom der en i mit liv og gav mig noget, jeg i lang tid havde længtes efter og drømt om. En, der putter sig ind til mig om natten, kysser mig i panden, altid er glad for at se mig uanset mit humør, og som derudover elsker at bruge tid sammen med mig uanset om det er havearbejde en dag på sofaen.

Da jeg bad til universet og de højere magter om at få en partner, der kunne give mig alt det ovenstående, havde jeg (med hånden på hjertet) håbet på en tall, dark and handsome-en af slagsen. I stedet blev Bellis sendt til mig. En gudsbenådet kat af racen British Shorthair på nu 1 år som giver mig alt det, jeg ønskede, og mere til.

Dét at have kat har nemlig lært mig mange ting. Det har blandt andet lært mig at gå på kompromis, at værdsætte uforstyrret søvn og at stå til ansvar for et andet væsen, der er afhængigt af mig.

Jeg har også lært, at jeg med erhvervelsen af en kat, er havnet i en udsat og stærk stigmatiseret gruppe: Kattedamerne.

For mens vi i samfundet de sidste mange år har haft travlt med at afstigmatisere og aftabuisere alt fra seksualitet til psykisk sygdom, så er der en gruppe mennesker, der stadig venter på at blive afstigmatiseret. Os med katte.

Den enlige, excentriske kvinde, der som regel bor alene med sin kat og ikke kommer så meget ud. Hun bruger i stedet sin tid på at google “er min kat glad?”, “elsker min kat mig?” og “kat slikker mig i panden betyder?” Hun har sågar opfundet et særligt sprog, hun taler med sin kat, og fornærmer du kattens følelser, fornærmer du også kattedamens.

Jeg ved det, fordi jeg officielt er en af dem nu. Jeg elsker min kat, men jeg hader at skamme mig over det.

Hvad er det, den vestlige verden har imod kattedamer?

Sandheden er, at det at være kattedame har sine begrænsninger. Lad mig komme med et eksempel fra det virkelige liv. På datingappen Hinge er der en funktion, hvor man kan krydse af, om man har et kæledyr eller ej - og i så fald om det er en hund eller kat. Fra det øjeblik, jeg krydsede katte-boksen af, faldt antallet af matches markant.

Så jeg lavede et eksperiment og testede, hvad det gjorde for antallet af matches, hvis jeg havde et billede af min kat på min profil, eller hvis jeg i det hele taget omtalte hende i min bio. Resultatet? Tæt på nul matches. (Det skal nævnes, at vi taler om mænd, der beskriver sig selv som labrador og golden retrievers på deres profiler.)

Det er som om, det er socialt acceptabelt at hade katte, hvorimod du risikerer at blive stenet, hvis du stiller dig et offentligt sted og råber, at du hader hunde. Lad mig bare understrege, at ingen katteejer gider at høre på, hvor meget du hader katte. Knyt sylten. Jeg kunne jo heller aldrig drømme om at sige “jeg hader børn”, hver gang nogen fortæller mig om deres afkom, vel?

Hadet mod kattedamerne blev for alvor synliggjort, da den amerikanske vicepræsident J.D. Vance tilbage i et interview i 2021 kaldte demokrat og præsidentkandidat Kamala Harris og flere af hendes mest magtfulde demokratistøtter for “en flok barnløse kattedamer, der lever ulykkelige liv grundet de valg, de selv har taget. Derfor vil de også have, at resten af landet er ulykkeligt.” Og nå ja, så hentydede han desuden også til, at vi, os barnløse kattedamer, er sociopater.

Det er en myte, som forskere fra University College London heldigvis har undersøgt i et studie, og surprise: Myten er intet andet end en hundeprut i en hornlygte. Helt konkret undersøgte studiet, hvorvidt mennesker, der vokser op med kat, har større risiko for psykiske sygdomme, fremgår det af Videnskab.dk. Undersøgelsen dokumenterede ingen sammenhæng mellem psykotiske symptomer og tidligt katteejerskab. Phew.

Så hvorfor ulmer hadet stadig mod kvinder med katte? Det skal jeg fortælle dig. Det handler om noget langt mere komplekst end bare forskellen på hunde- og kattemennesker og skøre republikanere. Ifølge en artikel fra The Guardian ligger svaret gemt i 1300-tallet og skal graves frem hos vestens originale kattedamer: Heksene.

I den indflydelsesrige håndbog om hekseri fra 1486, ‘Heksehammeren’ (en bog, der blandt andet blev brugt til at identificere, retsforfølge og straffe hekse), finder man en folkehistorie fra det 13. århundrede.

Historien handler om tre kvinder, der forvandler sig til katte, som var de Professor McGonagall fra Harry Potter, hvorefter de overfalder en mand på gaden. Tænk: Halle Berry i filmen ‘Catwoman’. Efterfølgende anklager de tre kvinder manden for at være den, der overfaldt dem og ikke omvendt, skriver journalisten i The Guardian.

Siden da menes katte at være åndsfæller med kvinder, og de to i fællesskab udgør åbenbart noget “farligt”. Hvad det “farlige” er, kan muligvis spores tilbage til det gamle Egypten og gudinden Bastet, der er personificeret som en kvinde med et hoved, der forestiller en kat.

På det tidspunkt var katte et symbol på femininitet, sensualitet og kvindelig urkraft, skriver CNN i en artikel; en urkraft, der af en vis tyndhåret amerikansk præsident opfattes som truende og nødvendig at undertrykke. Det fik han gjort tydeligt med ordene: “Grab ‘em by the pussy” i 2016. Som reaktion marcherede hundredvis af kvinder verden over i protest - en halv million alene i Washington - iført såkaldte “pink pussy hats”, altså pink huer med små katteører på.

Da verdensstjernen Taylor Swift generobrede begrebet og reclaimede “Childless Cat Lady”-titlen for et år siden i forbindelse med præsidentvalget, kravlede endnu flere stolte kattedamer ud af skabene. Det var endnu et søm i kisten, hvori den gamle misogyne opfattelse af begrebet kattedame ligger begravet. Tænk sig, for syv hundrede år siden var det mig, der ville ligge i den kiste; slået ihjel for at elske min kat så højt, som jeg gør. Siden da er begrebet “bare” blevet brugt til at afseksualisere intelligente og selvstændige kvinder.

Men lad det være slut nu. At være kattedame anno 2025 er at være feminin, forførende og sensuel. Akkurat ligesom gudinden Bastet blev tilbedt for at være for femtusinde år siden. Og særligt én ting har jeg lært af min åndsfælle Bellis: at være ligeglad med, hvad andre vil have mig til, eller hvad de tænker om mig.

Derfor må jeg også bare konkludere, at de mænd, der swipede til venstre under mit dating-app-eksperiment, ikke var i stand til at håndtere den urkraft, jeg besidder.

Det kræver åbenbart en særlig slags mand at kunne konkurrere med en kat.