Jeg forlod en midnatsdate, der lige havde købt en stor øl til mig og kunne ikke kende mig selv. Nu har jeg taget konsekvensen

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg traf beslutningen om at gøre det endegyldigt forbi på Langfredag. Det var gået jævnt dårligt mellem os i en længere periode. Jeg kunne ikke længere genkende mig selv, og jeg følte mig slidt op. Jeg havde ikke mere at give af.

Imens der i mange hjem blev spist sild og skålet i snaps i anledningen af Jesu Kristi korsfæstelse, så jeg ingen anden udvej end at hamre endnu en ting fast på korset: min datingapp.

Det er ikke første gang, jeg sletter datingappen på min telefon. Langt fra. I virkeligheden har mit on/off forhold til apps som først Tinder, så en hurtig affære med Happn og Bumble, dernæst Feeld og til sidst Hinge, stået på, siden jeg var omkring 20 år, hvor jeg var på min første Tinder-date nogensinde.

Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre i Vestjylland, og en weekend hvor jeg skulle besøge min søster i Aarhus, stod jeg af toget i Silkeborg. Min Tinderdate boede i en lejlighed, der bedst kan beskrives som en ungkarlehybel, hvor en vag lugt af hash hang i luften.

Efter vi havde spist en akavet omgang sløj pasta fra det lokale pizzeria og vendt og drejet vores forhold til Roskilde Festival (det eneste, vi havde til fælles), hoppede jeg på toget videre mod Aarhus. Kontakten stoppede stort set i samme øjeblik, og set i bakspejlet skulle jeg måske bare have droppet min store karriere som swiper lige dér.

I stedet fulgte ti år i den digitale datingkarrusel, der ser nogenlunde sådan her ud: Jeg downloader en datingapp, swiper, pauser, aktiverer, swiper, sletter. Downloader på ny, swiper, sletter, starter forfra igen.

Om og om igen, som regel i et mere eller mindre cyklisk mønster afhængig af årstiden - herunder spring fling season, der byder på forårsflirten under kirsebærtræernes blomstren, og cuffing season, hvor det er tid til at ligge i ske på sofaen og se serier, imens regnen banker ind på ruden.

Hver gang lige forhåbningsfuld i starten og lige skuffet til sidst, alt imens min tro på kærlighed i den mellemliggende periode har penduleret frem og tilbage med samme fart som en teenagers hormoner.

Men nu skal det være slut. Jeg er færdig med datingapps. Jeg har sagt det før, men denne gang mener jeg det altså.

Når jeg har fortalt mine veninder om det store break up - og at det denne gang er for altid, har de kigget på mig med et mistroisk blik. Fordi hvad har egentlig ændret sig?

Datingapps har bragt mig mange gode oplevelser; jeg har haft det virkelig sjovt, og udover at lære en masse dejlige mænd at kende, så har jeg også lært mig selv bedre at kende. Men datingapps har også bragt mig dårlige oplevelser, ligesom jeg har fået det tiltagende dårligt af at være på dem.

Jeg har oplevet at blive behandlet som skrald, men hvad endnu værre er, så har det medført, at jeg også selv er begyndt at behandle andre som skrald. Som eksempelvis på sidste års Roskilde Festival, hvor jeg forlod en midnatsdate fem minutter efter, vi mødtes, og han havde købt en stor øl til mig. På vej ned campen smed jeg øllen i græsset og slettede matchet. Ud, duer ikke.

Det gør mig ked af det at tænke på det, da jeg har decideret svært ved at genkende mig selv i gerningsøjeblikket. Det er ikke sådan et menneske, jeg har lyst til at være. Det er blandt andet den erkendelse, der gør, at jeg nu rent faktisk tror på, at det er forbi.

Jeg har nemlig altid søgt efter noget ægte, om det så har været på den korte eller lange bane. Men det er aldrig rigtig lykkedes mig at finde netop det.

Det har i sidste ende ledt til en seriøs omgang dating-app fatigue, som er følelsen af at være udbrændt. Den eneste symptomlindring er, at jeg langt fra er alene om at have det sådan.

Faktisk viser en undersøgelse lavet af Forbes Health sidste år, at hele 80 procent af millennium-generationen, som jeg er en del af, i en eller anden grad føler sig udbrændt af at være på datingapps. For generation Z gælder det 79 procent.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Aktierne i det amerikanske teknologiselskab Match Group, der driver verdens største portefølje af online datingapps, herunder Tinder, Hinge og OkCupid, er faldet med over to tredjedele i løbet af de sidste fem år.

Det samme gør sig gældende for konkurrenten Bumble Inc, hvis aktier er faldet med næsten 95 procent siden under pandemien, hvor niveauet var på sit højeste.

Årsagen er, at der ikke længere er nok mennesker, der betaler for deres datingapps. På trods af at antallet af betalende brugere på Hinge steg med 290.000 sidste år, stoppede hele 679.000 personer med at betale for Tinder. Så selvom nogle brugere har valgt at skifte Tinder ud med Hinge, er det langt fra nok til at opveje dem, der har fået nok af den digitale og overfladiske måde at date på og er logget ud for sidste gang.

For mig er det dog ikke et spørgsmål om, hvorvidt mit datingliv er blevet overfladisk og gamificeret, men snarere en erkendelse af, at jeg helt har mistet troen på, at den digitale søgen efter kærlighed kommer til at bringe noget frugtbart med sig. Heller ikke det er jeg alene med.

I 40 procent af tilfældene skyldes udbrændtheden, at det ikke lykkedes at få en god forbindelse med nogen.

I løbet af de ti år, jeg har været på datingapps on/off, har jeg været på over tredive første dates. Eller deromkring, jeg er stoppet med at tælle. Ud af de plus tredive mænd har jeg måske mødtes med knap halvdelen mere end én gang, og i sidste ende har jeg i tidens løb kun udviklet noget, der minder om ægte følelser, for tre af dem.

Det er ikke fordi, jeg ikke har været åben - selvom jeg ved, at mit optrin på Roskilde Festival kan få det til at se sådan ud. Men sådan har det altså ikke altid været.

Jeg har datet yngre mænd og ældre mænd. Jeg har datet på bodegaer, ølbarer og vinbarer. Jeg har været på restauranter, museer, parker og ikke mindst vadet rundt om søerne som en anden kærlighedshungrende jubelnar.

Jeg har været på formiddags-, eftermiddags- og aftendates, og selvfølgelig også på de helt sene. Jeg har sågar danset salsa på en første date, hoppet i havnen og badet i havet. Alt sammen uden held.

Så hvorfor fortsatte jeg alligevel?

Det korte svar er vel, at jeg gerne ville tro på muligheden for at finde kærligheden via apps, og fordi jeg som stort set den eneste single i vennegruppen ikke helt ved, hvor jeg ellers skal møde potentielle dates, eftersom vi aldrig rigtig går ud længere.

Desuden har jeg jo set det ske for mine veninder gang på gang, mange af dem har mødt deres partnere på datingapps. Flere af dem er sågar blevet gift og har fået børn med mænd, de mødte på Tinder.

I modsætning til mig nåede de til gengæld allesammen at hoppe af appkarrussellen i tide, fordi deres udkårne altid viste sig at være blandt de allerførste, de var på dates med. Faktisk kender jeg ikke nogen, der har slået sig til ro med personen fra deres Tinder-date nummer 12, 36, 59 eller 100.

De ved derfor slet ikke, hvad det vil sige at sidde i fast karrusellen, indtil man bliver så svimmel, at man får lyst til at kaste op ud over den næste, der i en uopfordret første besked skriver, at man altså bare lige skal vide, at de ikke søger noget seriøst.

Det er også en af årsagerne til, at jeg ikke har været på en date i over et halvt år. Det er altid det samme, der sker.

Den sidste og måske vigtigste årsag til at logge helt og aldeles af datingapps for altid er, at der sker noget, når man løfter blikket fra skærmen og retter det ud i virkeligheden.

Hvis jeg tænker tilbage på de sidste relationer, jeg har været i, har langt de fleste af dem været med mænd, jeg har mødt ude i den virkelige verden. Og ved nærmere eftertanke har jeg mødt dem i de perioder, hvor jeg ikke har været aktiv på en datingapp.

Efter mit break up med Hinge, er det som de pludselig er overalt, de søde mænd. På cykelstien, i fitnesscenteret og i supermarkedet. Jeg undrer mig over, hvor de har været henne.

Måske ledte jeg det forkerte sted?

Som bekendt genopstod Jesus. Tilbage er der bare at håbe, at min tro på kærlighed gør det samme.