“Jeg fik at vide, at man kunne finde kærligheden her. Så det er mit håb”

Datingmarkedet er lort. I hvert fald hvis man spørger denne singlekvinde, der siden hun slettede alle sine datingapps for to måneder siden ikke har været i nærheden af noget, der minder om en date.

Og jeg er ikke den eneste, der er blevet slået hjem af de sidste mange års gamificering af dating, med alt hvad der hører til af ghosting, breadcrumbing og lovebombing.

Der meldes i stigende grad om dating fatigue og udbrændthed, flere end nogensinde bor alene, og verden over melder singler sig ud af den digitale søgen efter kys, kærlighed og sex - enten på grund af ren og skær opgivenhed eller i håbet om at finde tilbage til den virkelige verdens romantik og baskende sommerfugle.

Men hvor finder man den, kærligheden?

Roskilde Festival er ikke noget dårligt bud.

Personligt har jeg altid fundet det lettere at score på festivalen, og jeg vil endda gå så langt som at sige, at det også er nemmere at forelske sig på en festival. Nogle af de største og mest dybfølte Orange Feelings, jeg har følt, har været i armene på mænd, jeg spontant har mødt i campen eller pitten og været dødforelsket i et par timer eller dage i løbet af festivalen.

Som da jeg dansede hæmningsløst med en mand under konfettiregn til nummeret True Faith af New Order, eller da jeg var på første date i Spaghetti-boden som optakt til at gå amok til Red Hot Chili Peppers dårligt anmeldte koncert, eller da jeg blev holdt om i den famøse Coldplay-lås til den legendariske Phlake koncert på Rising-scenen.

Jeg kan derfor ikke lade være med at spekulere på, om den fallerede datingkultur mon også har ramt Danmarks fjerdestørste by, Roskilde Festival, eller om kærligheden stadig huserer på Dyrskuepladsen i starten af juli måned?

I et forsøg på at finde ud af det har jeg udnævnt mig selv til dating-reporter og inviteret alle mine singleveninder (det vil sige én veninde plus hendes veninde) med til Copenhagen Contemporarys singlefest kaldet “Soulmate Party” i det lille scenetelt Flokkr i campingområdet mandag aften. Vi ved ikke rigtig, hvad det er for et event, vi ved bare, at en performancekunstner ved navn Jonas Kjeldgaard styrer showet.

Da vi kommer frem er der næsten fyldt under teltdugen, og til min store overraskelse (og glæde) er kønsfordelingen nogenlunde lige - og ikke i kvindernes favør, som jeg havde frygtet. En endnu større overraskelse (og skræk) er, at aldersgennemsnittet ligger omkring 20 år.

Begge overraskelser bliver dog trumfet af en endnu større overraskelse: Pludselig træder et får op på scenen. Ikke et firbenet uldent får, men en person i fåreklæder. Under armen holder han en kæmpemæssig uldtot, som han deler ud til de fremmødte, imens han snakker om ikke at være i stand til at se de sande og nære forbindelser, der er lige foran os, fordi vi har uld i øjnene.

Ingen uld i mine øjne forhindrer mig i at se de lyserøde kort med hjerter på, der ligger spredt ud på et bord for enden af teltet. Imens performancen langsomt ebber ud og DJMatchmaker fyrer op for Justin Biebers sang “Boyfriend”, er der en tiltagende trafik omkring bordet, dog flest kvinder. En af dem, der har valgt at udfylde et såkaldt datingkort, er 21-årige Anna Laursen.

- Jeg fik at vide, at man kunne finde kærligheden her. Så det er mit håb. Men tror jeg på det? Naah, siger Anna, der normalt “swiper så meget på Tinder, at hun har fået gigt i hånden”.

En anden single, der håber på at gå fra festen med mere end en uldtot, er Sally Dahlin.

- Det er en god undskyldning for at snakke med nogle søde mennesker et sted, hvor alle er åbne overfor det. Generelt er det nemmere at falde i snak med folk på Roskilde, men det er ikke nødvendigvis nemmere at skabe en længerevarende connection. Det er i hvert fald min erfaring.

Længerevarende connections er da heller ikke succeskriteriet for festen - men det er fremmødet og gæsternes mod, åbenhed og nysgerrighed. Det fortæller publikumschef i Copenhagen Contemporary, Christina Thiemer, da jeg trækker hende til side til festen og spørger ind til konceptet, imens Rihannas kæmpehit “We found love” brager ud af anlægget.

- Jeg havde faktisk ikke regnet med, at der ville komme så mange, fordi det er svært at forstå, hvad det er, man egentlig skal. Så jeg bliver simpelthen bare så rørt over, at der sidder så mange unge mennesker på rad og række og går fuldstændig ind i det og griber ud efter uld og efter hinanden.

Hvad tror du, det vidner om?

- Jeg tror det vidner om, at der er et ønske om at møde et menneske, man kan connecte med. Der er mange, der er mødt op alene, og som er interesseret i at starte en samtale, og jeg bliver bare så sindssygt rørt af det, gentager hun og slår ud med armene.

- De vil kærligheden, og de vil den anderledes tilgang, slår hun fast.

Copenhagen Contemporary har tidligere holdt to singlefester i deres moderne kunsthal på Refshaleøen, og derfor så de en mulighed for at rykke festen til Roskilde under nogle lidt andre rammer.

- Via kunsten faciliterer vi et rum, hvor man kan mødes - det er også det, vi gør, når vi holder de store fester ude på CC - men her er det med et glimt i øjet. Det er jo ikke os, der har opfundet singlefesten, men når vi gør det i et kunstnerisk rum, så er der en tillid til, at det ikke bare er hat og briller, en hurtig øl og et telefonnummer du aldrig får ringet til, slutter Christina Thiemer.

Jeg bevæger mig ind under den tætpakkede teltdug igen, hvor jeg finder mine to veninder, der danser i aftensolen med deres lyserøde datingkorts i vejret. Det samme gør mange af festens andre kvindelige gæster. Jeg når lige at undre mig over, hvor alle mændene blev af, men da jeg ser over mod bordet, kan jeg konstatere, at de nu også er i fuld gang med at udfylde deres datingkort.

Bag mig overhører jeg en mand sige til en kvinde, at han synes, hun ser dejlig ud, og oppe på scenen bliver der hevet en ølbong med to slanger frem. En person råber i mikrofonen, at man skal invitere den sødeste person med op og dele den. Roskilde fejler aldrig på romance.

Jeg ved ikke, om det er aftensolen, the orange feeling eller den vibrerende stemning i teltet, men det er svært ikke at lade sig rive med, og jeg må indrømme, at det faktisk er rørende at se, hvor mange der falder i snak og trækker væk fra Flokkr. Det samme gør jeg efter en times fest med mine veninder.

Selvom det for mit eget vedkommende kun blev til en uldtot, så føles det alligevel, som om jeg går derfra med noget mere. For måske handler det ikke så meget om at finde en soulmate, men mere om at turde at tage kontakt og om at være modig.

Måske er det netop dét, vi mangler i den digitale datingkultur: et fælles rum, hvor vi tør være håbefulde, akavede, modige og til stede. Det rum er Roskilde Festival eksperter i at skabe. Så spørgsmålet er nu, hvordan vi genskaber det rum udenfor Dyrskuepladsen?

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.