sovende spædbarn
Baby

Sådan passer du bedst på baby i sommervarmen

Det er dejligt, når solen brager ned fra en skyfri himmel. Men har du et spædbarn, skal du holde øje med, at den lille får væske nok, så det ikke risikerer at dehydrere. Her får du gode sol- og varmeråd!

Husk ekstra væske

Almindeligvis sørger dit lille barn selv for at få den væske, det har behov for: Er det tørstigt, vil det drikke mere end sædvanligt, når du tilbyder mælk eller vand.

 

Men når det er rigtigt varmt udenfor, kan det være svært for spædbørn selv at regulere deres væskebalance. Ammer du, så giv den lille flere måltider end ellers - også selvom de virker hurtigt overstået. Ammebørn får nemlig meget væske i begyndelsen af et måltid.

Får dit barn sutteflaske, kan du tilbyde den lille kogt, afkølet vand. Dit barn kan ikke få for meget vand, så kog, afkøl og giv flaske flere gange i løbet af dagen.

LÆS OGSÅ: 7 podcasts om graviditet, barsel og baby, du skal lytte til

Kan jeg tjekke, om mit barn får nok væske?

Du kan ret nemt tjekke, om dit barn får tilstrækkelig med væske. Det gør du ved at holde øje med de typiske tegn på dehydrering, som f.eks:

• Flere tørre bleer end normalt
• Babys urin ændrer farve og bliver ofte mere gul
• Afføringen er knoldet, og der er generelt sparsom afføring
• Din baby virker slap
• Den lille er uinteresseret i, hvad der sker omkring det - eller omvendt nemmere end normalt
• Indsunken fontanelle, når den lille ligger ned

Har du bemærket et eller flere af ovenstående symptomer hos dit barn, bør du søge hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske.

LÆS OGSÅ: Må man solbade som gravid?

Andre gode sol- og varmeråd:

  • Et lille spædbarn skal aldrig opholde sig i direkte sol. Det bliver hurtigt for varmt for dem, og deres sarte hud kan let blive skoldet.
  • Sørg for, at en parasol eller et træ hele tiden sørger for skygge til barnet. 
  • Beskyt barnet imod genskin fra havet eller fra hvidt sand på strandture ved at smøre solcreme med høj faktor på barnets kinder, næse og håndrygge.
  • Når barnet bliver ældre og kommer ud i solen, skal det beskyttes med solhat, let tøj og solcreme med høj faktor.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

 

7 myter om babys første tid:

7 babyråd, der bare er myter

 

 

Læs mere om: