Varmrøget laks og speltkernesalat med saltmandler
Mad

Varmrøget laks og speltkernesalat med saltmandler

14. februar 2022
Af: af Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
En fyldig og frisk salat med masser af smag og mæthed fra sunde fedtstoffer og fiberrig fuldkornsspelt. Her får du opskriften på varmrøget laks og speltkernesalat med saltmandler
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 4 dl speltkerner
  • 8 dl grøntsagsbouillon
  • 1 squash 
  • 1 fennikel
  • 2 avocadoer
  • 400 g varmrøget laks
  • evt. rød skovsyre til pynt 

SALTMANDLER

  • 100 g mandler
  • ½ spsk. groft salt
  • 1 dl vand 

DRESSING

  • skal og saft af ½ citron
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. honning
  • salt og friskkværnet peber

TILBEHØR

  • Groft brød 

Opskrift - Sådan laver du varmrøget laks og speltkernesalat med saltmandler

  1. Kog speltkernerne i grøntsagsbouillon i 45-60 minutter. Skyl de færdigkogte speltkerner i koldt vand, så de hurtigt køler af.
  2. SALTMANDLER: Tænd ovnen på 150°. Kom mandler, salt og vand på en pande, og bring vandet i kog. Vend rundt, indtil vandet fordamper, og saltet samler sig i bunden.
  3. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og rist dem i ovnen i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne og tørre. Hak saltmandlerne groft.
  4. Brug en kartoffelskræller til at lave lange, brede bånd af squashen. Halvér fenniklen på langs, og skær hver halvdel i papirtynde skiver på tværs. Skær avocadoerne i skiver. Bland det hele med de kogte speltkerner i en stor skål.
  5. DRESSING: Ryst alle ingredienserne til dressingen sammen i en beholder med låg, og vend dressingen i salaten, inden denne fordeles på et salatfad.
  6. Anret stykker af varmrøget laks på salaten, drys med hakkede saltmandler, og pynt evt. med skovsyre. Servér salaten med groft brød.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også