Hovedretter

Spinatwraps med paneret avocado

De smukke wraps er lige så sunde, som de er ud – og så smager de helt fantastisk! Her får du opskriften på spinatwraps med paneret avocado

Forberedelsestid: 30 min
Tilberedelsestid: 10 min
Tid i alt: 40 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

200 g frisk spinat
2 dl havremel (eller blendede havregryn)
3 æg
1 dl mælk
1 tsk. salt
smør til stegning

PANERET AVOCADO

2 modne avocadoer
2 dl sesamfrø

TIL SERVERING

100 g færdigkøbt hummus (eller rødbedehummus fra dagen før)
125 g blandet grøn salat

Opskrift - sådan laver du spinatwraps med paneret avocado 

 
1. PANERET AVOCADO: Tænd ovnen på 220°. Flæk avocadoer, og løft avocadokødet ud med en ske. Skær avocadokødet i ½ cm tykke skiver, vend dem i sesamfrø, og tryk frøene godt fast. Fordel de panerede avocadoskiver på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 10 minutter, til sesamfrøene er flot gyldne.
 
2. Skyl og tør spinat. Kør spinat med havremel, æg, mælk og salt til en helt glat grøn dej i en blender. Smelt lidt smør på en pande, tilsæt ½ dl dej, og vip hurtigt panden, så dejen fordeler sig på hele panden – brug evt. en ske, hvis det ikke helt lykkes. Steg pandekagen i et par minutter på hver side, og gentag processen, til al dej er opbrugt.
 
3. SERVERING: Fyld wrappene med hummus, salat og paneret avocado.
 
TIP: Lav dit eget havremel ved at blende havregryn helt fint i en blender.