Ovnstegte andelår med sauteret rødkål på fornemt porcelæn
Aftensmad

Ovnstegte andelår med sauteret rødkål

4. december 2021Opdateret 3. april
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
Andelår i ovn bliver dejlig saftige og passer perfekt med sauteret rødkål. Her får du opskriften på ovnstegte andelår med sauteret rødkål, som smager himmelsk!
1 t og 40 min2 personer
Tid i alt 2 t og 0 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 2 friske eller frosne andelår
  • 1 kvist timian, hakket
  • salt og kværnet peber
  • revet skal af 1 appelsin (gem saften)
  • 1-2 dl ande- eller hønse-bouillon

SAUTERET RØDKÅL

  • ¼ rødkål, snittet
  • lidt appelsin- eller citronsaft
  • 20 g smør
  • friskhakket timian
  • 4 knuste enebær
  • 2 spsk. æbleeddike
  • saft af 1 appelsin
  • 1-2 spsk. Gastrik (karamelliseret æblesirup fra Claus Meyer fås bl.a. i Irma)
  • salt og kværnet peber
  • 2 æbler i terninger med skrællen på

Opskrift - Sådan laver du ovnstegte andelår med sauteret rødkål

  1. Andelår: Tør andelårene, og prik skindet med en stegegaffel.
  2. Brun dem rigtig godt på en tør pande, til fedtet er smeltet fra.
  3. Læg de lækre andelår i et ovnfast fad, og drys med hakket timian, salt, peber og appelsinskal. Hæld fedtet og bouillon ved dine andelår, så bunden er dækket.
  4. Dæk fadet med alufolie, og sæt dem i en 200° varm ovn i 1½ time. Dine andelår kan grilles de sidste 10 minutter.
  5. Rødkål: Snit kålen, og hæld kogende vand og lidt appelsin- eller citronsaft over. Lad det stå i 15 minutter, og lad det dryppe af i en si.
  6. Smelt smørret i en gryde, og svits timian og enebær i 1-2 minutter.
  7. Kom kålen i, og vend, til den bliver blank.
  8. Kom eddike og appelsinsaft i, og lad det simre i 10 minutter.
  9. Smag til med Gastrik, salt og peber.
  10. Vend æblerne i, og giv dem 4-5 minutter.
  11. Servér kålen til de stegte andelår.

TIP: Du kan krydre dine lår med andet end det, der er valgt her, f.eks. nellike eller stjerneanis.

Få flere opskrifter med andebryst her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også