Hovedretter

Mørbrad med ingefær og spinat

Skøn forkælelsesmad. Mørbrad med pikant topping af ingefær og hvidløg. Sund, sprød spinat med sesampasta. Uhm ... det er godt





Mørbrad til 2-3 personer:

1 tyk svinemørbrad, 400-500 g
6-8 cm frisk ingefær, skrællet i tynde strimler
2 fed hvidløg i tynde skiver
250 g helbladet frisk spinat
olie
½-1 spsk. lyst rørsukker eller palmesukker
knust peber
evt. soja

Sauce:

½ dl sesamfrø
3 spsk. soja
1 spsk. østerssauce
saft af ½-1 lime

Tilbehør:

Sesamfrø
evt. kogte jasminris

Sådan gør du:

Lav først den tykke sauce: Rist sesamfrøene lysebrune på en tør pande. Kom dem i en lille blender sammen med soja, østerssauce og saft af ½ lime. Kør det til en ensartet masse. Smag den evt. til med mere lime. Kan laves i god tid.
Puds din mørbrad helt ren for sener. Skær den i 4-5 cm tykke skiver. Skræl ingefæren, skær den i tynde skiver og derefter i strimler. Pil hvidløgene, og skær dem i tynde skiver. Skyl og slyng spinaten.
Varm 2 spsk. olie op i en wok. Lynsteg ingefær og hvidløg, til de er lysebrune. Rør hele tiden. Drys sukker over, og vent, til det lige karamelliserer. Tag det op, og læg på en tallerken. Kom lidt mere olie i wokken, og brun hurtigt mørbradbøfferne. Krydr med knust peber, salt og evt. lidt soja. Steg dem i alt i 4-5 minutter. Sautér spinaten i en anden gryde, til den akkurat falder sammen. Drys med salt og peber. Anret din mørbrad med stegt ingefær og hvidløg på toppen. Læg den dampede spinat ved, og kom en stribe af saucen henover. Drys med sesamfrø.
Lad være at lave mørbrad til flere end 4 eller højst 6 personer, da det så er svært at styre.