madplan
Hovedretter

Mac and cheese med spinat og broccoli

Pasta, sauce og ost i én og samme ret er hyggemad på højt plan. Her får du opskriften på mac and cheese med spinat og broccoli.

Tid: 30 minutter
Ovntid: 25 minutter
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
300 g pasta (f.eks. makaroni eller suppehorn)
200 g broccoli
1 løg
20 g smør
2 spsk. hvedemel
5 dl sødmælk
125 g frisk babyspinat
120 g revet mozzarella
Salt og peber
30 g rasp
 
Tilbehør:
125 g blandet grøn salat (f.eks. french mix)
3 spsk. olivenolie
1 spsk. eddike (f.eks. æbleeddike)
½ tsk. dijonsennep
½ tsk. flydende honning
Salt og peber
 
 
 

Opskrift - sådan laver du mac and cheese med spinat og broccoli

1. Kog pastaen i en stor gryde med letsaltet vand efter pakkens anvisning.
2. Skyl broccoli, og skær den i små buketter. Lad broccolibuketterne koge sammen med pastaen de sidste 2 minutter af pastaens kogetid. Sigt vandet fra, og lad pasta og broccoli dryppe godt af.
3. Pil løget, og hak det fint. Smelt smørret i en gryde, og steg løget i 5 minutter. Tilsæt hvedemel, og steg videre i 2-3 minutter under omrøring, til melet bliver let gyldent og dufter. Tilsæt sødmælk lidt ad gangen under konstant piskning, og kog saucen i nogle minutter, til den tykner.
4. Skyl spinat, og rør spinat og halvdelen af osten i saucen, til osten smelter. Smag saucen til med salt og peber.
5. Tænd ovnen på 200°. Vend pasta og broccoli sammen med saucen, og hæld blandingen i et ovnfad. Bland rasp og resten af osten sammen, og drys det over retten. Bag retten i ovnen i 20-25 minutter, til overfladen er gylden, og saucen bobler.
6. Tilbehør: Skyl og tør salaten. Pisk de resterende ingredienser sammen til en dressing. Vend dressingen sammen med salaten, og servér den til pastaretten.