Hovedretter

Koteletter og bagte pærer med kikærter og tahincreme

Denne uges hverdagsopskrifter byder på skønne retter med frugt. Her får du opskriften på koteletter og bagte pærer med kikærter og tahincreme

Koteletter og bagte pærer med kikærter og tahincreme til 4 personer

De sprødstegte kikærter får sødt og blødt modspil af de bagte pærer.
 
INGREDIENSER
GRILLEDE KOTELETTER
skal af 1 citron
1 fed hvidløg
1 spsk. muscovadosirup
4 svinekoteletter
lidt olie til stegning
 
BAGTE PÆRER
1 dåse kikærter (265 g)
3 pærer
1 kvist frisk rosmarin
1 spsk. fennikelfrø
2 spsk. olivenolie
25 g soltørrede tranebær
250 g rucola
 
TAHINCREME
1 spsk. tahin (sesampasta)
2 dl græsk yoghurt
3 spsk. af udblødningsvandet fra tranebærrene
 

Opskrift - sådan laver du koteletter og bagte pærer med kikærter og tahincreme

 
1. Bagte pærer: Tænd ovnen på 200°. Skyl kikærterne i en sigte, og læg dem i en bradepande. Skær pærerne i både, og læg dem i bradepanden. Drys med hakket rosmarin og fennikelfrø, og dryp med olivenolie. Sæt bradepanden i ovnen i 20 minutter. Læg tranebærrene i en skål, og hæld kogende vand over. Lad dem trække, mens kødet steges.
 
2. Grillede koteletter: Riv citronskallen fint. Pil hvidløget, og hak det fint. Rør citronskal sammen med hvidløg og sirup, og pensl svinekoteletterne med blandingen. Steg koteletterne i lidt olie på en varm grillpande 
(eller på havegrillen) i 4-5 minutter på hver side.
 
3. Tahincreme: Rør tahin og yoghurt godt sammen med 3 spsk. vand fra de udblødte tranebær.
 
4. Hæld resten af vandet fra tranebærrene. Skyl og tør rucola. Vend de udblødte tranebær og rucola rundt med de bagte pærer og kikærter. Servér som tilbehør til koteletterne med tahincreme til.