Hovedretter

Kalveculotte med bønnesalat, timiankartofler og estragondressing

I denne uge sætter vi fokus på hverdagsmad med c-vitamin. Her får du opskriften på kalveculotte med bønnesalat, timiankartofler og estragondressing

Kalveculotte med bønnesalat, timiankartofler og estragondressing til 4 personer (25 min/ovntid 45 min)

Kroppen har lettere ved at optage det vigtige jern fra rødt kød, når måltidet samtidig indeholder godt med C-vitaminer. I denne ret er det de grønne bønner, som giver dig masser af C-vitamin.

INGREDIENSER

1 kalveculotte, ca. 1 kg
salt og friskkværnet peber
 
TIMIAN-KARTOFLER
900 g små kartofler
salt
4 stilke timian
2 spsk. olivenolie
 
BØNNESALAT
400 g fine grønne bønner
1 rødløg
salt og friskkværnet peber
 
ESTRAGON DRESSING
200 ml fromage frais
2 spsk. estragoneddike
3 spsk. sød fransk sennep
1 bundt estragon
salt og friskkværnet peber
 
Opskrift - sådan laver du kalveculotte med bønnesalat, timiankartofler og estragondressing 
 
1. Timiankartofler: Skrub kartoflerne, og læg dem i et smurt ovnfad. Vend dem med salt, timian og olivenolie. Bag dem i ovnen ved 175° i ca. 45 minutter, til de er helt møre.
 
2. Fjern sener fra culotten, og rids den tykke fedtkant med en skarp kniv uden at skære ned i selve kødet. Rist culotten af på en tør pande med fedtsiden nedad. Krydr med salt og peber, og steg culotten i ovnen ved 175° i ca. 25 minutter. Lad culotten hvile i 15 minutter.
 
3. Bønnesalat: Nip enderne af bønnerne, og blanchér dem i en gryde med spilkogende, letsaltet vand i 1-2 minutter. Pil og hak rødløget fint, og vend det sammen med bønnerne. Krydr med salt og peber.
 
4. Estragondressing: Rør alle ingredienserne til dressingen sammen.
 
5. Skær culotten i skiver, og servér med timiankartofler, bønnesalat og estragondressing.
 
TIP: Spis 100 g bønner og få dækket 20 % af dit dagsbehov for C-vitamin.

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Hel citronkylling stegt med broccoli og sesamfrø - Få opskriften her

Frikadeller med kartofler og waldorfsalat - Få opskriften her

Grillet fisk med bulgursalat og peberfrugtdressing - Få opskriften her

Kebabspyd og appelsinsalat med rødder og kål - Få opskriften her