lækre luksus stjerneskud
Mad

Nemt og lækkert stjerneskud

27. marts 2018
af Emma Martiny
Foto: Winnie Methmann
Gør frokosten smuk som et stjerneskud og servér en klassisk anretning med paneret og dampet fiskefilet. Her får du opskriften på hverdags-stjerneskud.
4 personer
Tid i alt 50 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 8 rødspættefileter
  • 1-2 dl hvidvin
  • 2 spsk. fuldkornsmel
  • 1 æg
  • 1 dl rasp
  • smør og olie til stegning

PAPRIKADRESSING

  • 1 dl cremefraiche 18 %
  • 2 spsk. god mayonnaise
  • 1 spsk. koncentreret tomatpuré
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • 1 tsk. sød paprika
  • salt og friskkværnet peber

TIL SERVERING

  • 1 bundt grønne asparges
  • 1 glas hvide asparges
  • 150 g rejer i lage
  • 4-8 skiver rugbrød eller groft franskbrød
  • 1 håndfuld salatblade
  • ½ citron

Sådan laver du stjerneskud

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Krydr 4 rødspættefileter med salt og peber. Rul dem sammen, og læg dem i et ovnfast fad.
  3. Hæld hvidvin ved, så bunden er dækket, og sæt fadet i ovnen i 10 minutter, til fisken er dampet.
  4. Vend de 4 resterende fiskefileter i fuldkornsmel. Vend dem herefter i sammenpisket æg og til sidst i en blanding af rasp, salt og peber.
  5. Steg de panerede fisk på en pande i godt med smør og olie.
  6. PAPRIKADRESSING: Rør alle ingredienserne sammen, og smag dressingen til.
  7. SERVERING: Knæk den nederste, lidt træede bund af de grønne asparges. Hæld kogende vand over aspargesene i en sigte, så de bliver flot grønne.
  8. Afdryp hvide asparges og rejer.
  9. Rist rugbrød eller franskbrød.
  10. Top brødet med dampet og stegt fisk, hvide og grønne asparges, rejer, dressing, salatblade og skiver af citron.

Tip til anretning

Når du ser et stjerneskud blive stillet på bordet begynder mundvandet straks at løbe. Stjerneskud er lækkert, men en stor del af retten er altså også anretningen. Sørg for, at der er god højde på din anretning. Anret rejer i en fin bunke oven på fisken, og sørg så for at dine asparges stritter opad, når de bliver lagt på.

Tilbehør til stjerneskud

Stenbiderrogn passer rigtig godt til stjerneskud, hvis retten skal være lidt ekstra.

Server retten med røget laks – evt. i stedet for rejer, hvis du synes det bliver lidt meget.

Bag dit eget brød – f.eks. grydebrød, eller lækkert speltbrød.

Er stjerneskud dansk?

Navnet 'stjerneskud' får os selvfølgelig til at se en spættet stjernehimmel for os, og det er da også en del af rettens oprindelseshistorie. Retten er opfundet af den kendte smørebrødsjomfru Ida Davidsen, der fandt på at servere højtbelagt smørrebrød med rødspættefilet for kosmonauten Jurij Aleksejevitj Gagarin da han var på besøg i København – retten blev kaldt stjerneskud i dagens anledning.

Prøv også:

1980'erne har ringet, men de vil ikke have deres stjerneskud tilbage, for de kan slet ikke genkende det i den! SPIS BEDRE serverer den nemlig i en eksklusive mundering med grønne asparges og hele pibetøjet som Find opskriften her: Stjerneskud.

Læs også