Galette med aspargesbroccoli og røget laks
Hovedretter

Galette med aspargesbroccoli og røget laks

Få et plus på sundhedskontoen med en tærtebund af havregryn og giv tærten et rustikt look ved at bage den uden form. Her får du opskriften på galette med aspargesbroccoli og røget laks

Forberedelsestid: 30 min
Tilberedelsestid: 40 min
Tid i alt: 1 t og 10 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

250 g finvalsede havregryn el. havremel + en smule til pynt
1 æg, str. M/L
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
½ dl olivenolie
½ dl vand

FYLD

250 g feta
1 æg
skal af ½ usprøjtet citron
salt og friskkværnet peber
1 bakke aspargesbroccoli
150 g røget laks

TIL SERVERING

1 bakke blandet salat
1 håndfuld friske krydderurter, f.eks. dild og purløg

Opskrift - sådan laver du galette med aspargesbroccoli og røget laks 

 
1. Blend havregrynene til fint mel i en minihakker eller foodprocessor. Del ægget i blomme og hvide, og kom dem i hver deres skål. Bland salt, bagepulver og olie i æggehviden; hæld blandingen i melet, og blend igen, til det bliver til en smuldret dej. Tilsæt vandet, 1 spsk. ad gangen, indtil dejen hænger sammen og er smidig og blød. Rul dejen ud i et rektangel med en kagerulle mellem 2 stykker bagepapir; fjern det øverste papir, og flyt dejen over på en bageplade. Gem æggeblommen til senere.
 
2. FYLD: Tænd ovnen på 200°. Rør feta, æg, revet citronskal, salt og peber sammen. Smør æggemassen ud på havrebunden. Skyl aspargesbroccoli, og fordel på midten af æggemassen sammen med laks. Fold havrebundens sider ind over fyldet – det behøver ikke at være pænt, men sørg for, at der ikke kommer huller i dejen. Pensl kanterne med æggeblommen, og drys med en smule havregryn. Bag galetten i ovnen i 30-40 minutter, indtil kanterne er sprøde og gyldne.
 
3. SERVERING: Skyl og tør salaten, og hak krydderurter. Servér til galetten.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Tacos med søde kartofler, avocado og chili-mayo – Få opskriften her

Onsdag: Pasta med kyllingekødboller og bagt tomatsauce – Få opskriften her

Torsdag: Kartoffelsalat med citrondressing og stegte kålpølser – Få opskriften her

Fredag: Entrecote og lun rødbedesalat med valnødder og gedeost – Få opskriften her