flæskestegsburger
Hovedretter

Flæskestegsburger med søde rabarber og sure agurker

Træt og flad? En saftig burger med surt og sødt genoplader straks batterierne. Her får du opskriften på en virkelig lækker flæskestegsburger med søde rabarber og sure agurker

Flæskestegsburger med søde rabarber og sure agurker

Tid: 35 minutter. Ovntid: 1 timer
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
1 kg ribbenssteg uden ben
2 spsk. salt
8 burgerboller
½ spidskål, gerne rød
1 dl god mayonnaise
 
 
RABARBERKOMPOT
250 g rabarber
½ dl vand
2 stjerneanis
2 spsk. sukker
 
SUR AGURKESALAT
1 agurk
saft af 1 citron
salt og friskkværnet peber
2 spsk. finthakket dild
 
PRØV OGSÅ: Skift den lækre flæskestegsburger ud med en burger de lux med sprøde fritter
 

Opskrift - sådan laver du flæskestegsburger med søde rabarber og sure agurker

 
1. Forvarm ovnen til 180°. Gnid stegen med salt, og steg den i ovnen i 1 time. Lad den trække i 10 minutter, før du skærer den i skiver.
 
2. RABARBERKOMPOT: Rens rabarberne, og skær dem i tern. Kog dem med vand, stjerneanis og sukker i ca. 10 minutter, til du har en ensartet kompot.
 
3. SUR AGURKESALAT: Skyl agurken, skær den i tynde skiver, og vend med citronsaft, salt, peber og finthakket dild. Lad salaten trække i 20 minutter.
 
4. Hak spidskål fint. Flæk burgerbollerne, og lun dem i ovnen eller på en brødrister. Smør bollerne med mayonnaise. Fyld bollerne med spidskål, skiver af ribbenssteg, agurkesalat og rabarberkompot.
 
PRØV OGSÅ: Fisn'n'chips med quinoapanering og tatarsauce