Forretter

Salte æbleskiver med torsk

Spanierne har en ret, som de kaldes buñuelos de bacalao, og fortolket til det danske køkken minder retten om æbleskiver med fisk i. Prøv dem – de bliver et hit ved julefrokosten!

Salte æbleskiver med torsk til 8 personer

INGREDIENSER

100 g torskefilet el.a. hvid fisk
2 dl hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
½ løg
2 dl vand
1 æbleskivepande
smagsneutral olie til stegning
 
HINDBÆR-CHILI-SYLTETØJ
1 rødløg
1-2 friske røde chilier
lidt olie til stegning
250 g hindbær (evt. fra frost, optøede)
salt
evt. lidt sukker
evt. lidt eddike
 
Prøv også æbleskiver med knasende bidder af æble
 

Opskrift - sådan laver du salte æbleskiver med torsk

 
1. Damp torsken i lidt vand i en gryde, til den er netop gennemvarm. Pluk torsken i lidt mindre stykker. Pil løget, og hak det fint. Rør mel, bagepulver, salt, løg og vand sammen i en skål. Vend den dampede torsk i dejen til sidst – pas på, at den ikke går for meget i stykker. Varm en æbleskivepande op; hæld rigeligt olie i hullerne, og steg æbleskiver af dejen. Vend dem lidt ad gangen, så opnår man det bedste resultat.
 
2. Hindbær-chili-syltetøj: Pil løget, og hak det fint. Rens chilierne, og hak dem fint. Steg løg og chili i lidt olie på en pande, og tilsæt så hindbærrene. Lad dem falde helt sammen, og kog det hele lidt ind. Smag til med salt og evt. lidt sukker og eddike efter smag. Syltetøjet skal være salt, ikke sødt.
 
Få alle Timm Vladimirs opskrifter til den perfekte julefrokost her