Forretter
Nye kartofler med røget makrel
Måske verdens nemmeste forret - og det er altså en forret, for portionerne er dejligt delikate. Her får du opskriften på nye kartofler med røget makrel
Tirsdag, 11. juni 2019 - 7:02 - af Timm Vladimir, Foto: Columbus Leth
Tid i alt: 15 min
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
300 g nye kartofler
1 røget makrel
4 radiser
2 spsk. god mayonnaise
1 usprøjtet citron
2 spsk. finthakket purløg
karse
Opskrift - sådan laver du nye kartofler med røget makrel
Skyl kartoflerne, kog dem møre i letsaltet vand i 12-15 minutter, og pil dem. Skær dem i mindre stykker, og anret dem på tallerkener. Pil kødet af den røgede makrel, og fordel det over kartoflerne. Rens radiserne, skær dem i helt tynde skiver (gerne på et mandolinjern),
og læg skiverne i isvand, så de bliver sprøde. Sæt toppe af mayonnaise på tallerkenerne, riv citronskal over, og pynt med radiseskiver, purløg og karse.
TIP: Du kan sagtens bruge røget sild eller røget laks - eller rygeost! - hvis du er mere til det.