lagkage
Desserter

Lagkage med nougatskum

af Camilla Zarah Lawes 22. marts 2022
Foto: Lars Ranek
De knasende sprøde bunde skal være helt tynde, så kagen går lidt i stykker, når du skærer af den. Men fantastisk smager den. Få opskriften på den lækre lagkage med nougatskum her
8 personer

SPRØDE LAGKAGEBUNDE (3 stk.)

  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 1 æg
  • 60 g hvedemel
  • 1 knsp. hjortetaksalt
  • 2 tsk. stødt kanel

NOUGATSKUM

  • ½ l piskefløde
  • 2 spsk. flormelis
  • korn af ¼ stang vanilje
  • 125 g kold nougat skåret i fine terninger

PYNT

  • 50 mørk chokolade, høvlet

PRØV OGSÅ: Rugbrøds-lagkage med flødeskum og chokolade

 

Opskrift - sådan laver du lagkage med nougatskum

1. Pisk smør og sukker godt sammen. Tilsæt ægget, og pisk godt. Sigt hvedemel, hjortetaksalt og kanel sammen, og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber.

2. Tegn en cirkel på ca. 20 cm på et stykke bagepapir. Smør dejen tyndt ud med en paletkniv eller en dejskraber. Bag bundene én ad gangen midt i en 200° varm ovn i 4-6 minutter, til de er flot gyldenbrune. Lad bundene afkøle på bagepapiret, og fjern først papiret, når kagen lægges sammen.

3. Pisk fløden til skum med flormelis og vaniljekorn. Læg en bund nederst på kagefadet; smør med flødeskum, og drys med halvdelen af nougaten. Kom en bund over, og gentag. Øverst kommer der kun skum. Pynt lagkagen med chokolade, og servér straks.

Prøv også: Chokoladekage med mælkechokolade-creme