Tag isen ud 20 minutter før servering, så er den nem at kugle op.
INGREDIENSER
2 dl kokosmælk
1¾ dl piskefløde
1 æg
1 æggeblomme
70 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
3 spsk. kokosmel
ANANAS-MANGO-PURÉ
½ ananas
½ mango
75 g sukker
TIL SERVERING
30 g kokosflager
hindbærstøv (pulveriserede frysetørrede hindbær)
Opskrift - sådan laver du kokosis med ananas-mango-puré
1. Varm kokosmælk og fløde op i en gryde i ca. 3 minutter under jævnlig omrøring – det må ikke koge. Sluk, og læg låg på, så det holder sig lunt. Pisk æg, æggeblomme, sukker og vaniljesukker sammen til en tyk hvid masse med en elpisker i en varmefast skål. Placér skålen med æggeblandingen over en gryde med lidt kogende vand i bunden. Pisk i æggeblandingen, mens du langsomt tilsætter den lune kokosmælkblanding. Pisk i ca. 8 minutter, til cremen tykner. Dyp en ske i blandingen – cremen er tyk nok, når den klæber til bagsiden af skeen. Vend kokosmel i, hæld blandingen i en stor skål, og stil den i fryseren i 2 timer. Rør i isen hvert 30. minut.
2. Ananas-mango-puré: Skræl ananas og mango, og skær dem i små tern. Læg dem i en gryde med sukker. Lad det småkoge under låg i 12-16 minutter, til ternene er møre. Blend dem med en stavblender direkte i gryden, og afkøl helt.
3. Servering: Rist kokosflager let på en tør pande. Anret puré i bunden af en dyb tallerken, læg en kugle is ovenpå, og drys med kokosflager og hindbærstøv.
Opskriften er en del af en komplet middag med smagfulde asiatiske retter, bestående af crabcakes, risnudelsalat med andebryst og kokosis med ananas-mango-puré. Få opskrifterne på forret og hovedret her