Pebernødder: Få den klassiske opskrift på gammeldags pebernødder her.
Jul

Pebernødder: Klassiske og sprøde pebernødder

16. februar 2021
af Julie Hey, Redaktionen
Udgivet første gang 13. december 2018. Foto: Betina Hastoft
Pebernødder er én af julens bedste og nemmeste småkager. Der findes forskellige variationer af pebernødder, men den klassiske version med fløde og varme krydderier er en sikker vinder
80 stk

Det skal du bruge

  • 300 g hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 1 tsk. kanel
  • ½ tsk. kardemomme
  • ½ tsk. stødte nelliker
  • ¼ tsk. stødt peber
  • 1 knivspids revet muskatnød
  • 150 g smør
  • 150 g sukker
  • 4 spsk. piskefløde

Klassiske pebernødder

  1. Vend mel sammen med bagepulver, natron og krydderier.
  2. Riv smørret i en skål og pisk det med sukker.
  3. Tilsæt fløde og drys kryddermelet i under omrøring.
  4. Ælt godt sammen til en blank dej.
  5. Rul dejen ud i aflange, tynde pølser af en fingers bredde og skær dem i små stykker på 1 cm.
  6. Rul dem til små kugler med en diameter på 8-10 mm, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Varm ovnen op til 200° og bag pebernødderne gyldne, 10-12 min. Lad dem køle af på bagepladen.

Klassiske og gammeldags pebernødder

Ingen jul uden pebernødder. Og de klassiske af slagsen går man aldrig galt i byen med. Glæd dig selv og dine gæster med lækre hjemmelavede pebernødder med fløde, smør, kardemomme og andre julede krydderier. Pebernødder både dufter og smager af én – eller tyve – mere. Derudover er opskriften god, fordi dejen er nem at røre sammen, og fordi ungerne elsker at være med i køkkenet og trille pebernødder, mens julemusikken brager derudaf i baggrunden. Dét er julehygge for både store og små. Denne opskrift giver en stor portion klassiske, gammeldags pebernødder, som er milde i smagen, så alle kan være med.

3 tips til de bedste pebernødder

  1. Undlad at ælte dejen for længe med hænderne, da det vil få pebernødderne til at flyde mere ud.
  2. Modsat mange andre julesmåkager skal pebernøddedejen ikke på køl, før den rulles ud, hvis dej og pebernødder laves samme dag.
  3. Dejen kan dog opbevares på køl op til tre dage før, den rulles ud og bages. Men husk at tage den ud af køleskabet en time eller to før. Hvis den først skal bruges senere, kan dejen sagtens fryses.

Læs også