Baked alaska med hindbærparfait
Desserter

Baked alaska med hindbærparfait

Giv den fuld gas med desserten til gæsterne. Ud over at være smuk at se på, smager baked alaska også helt fantastisk. Og det er faktisk slet ikke så svært, det kræver dog en halvkugleformet silikoneform, en sprøjtepose, en creme brulé-brænder – og ikke mindst en stor kærlighed til hindbær og lyserøde desserter! Værs'go - her få du opskriften på baked alaska med hindbærparfait

Forberedelsestid: 45 min
Tilberedelsestid: 14 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

75 g smør
100 g flormelis
2 æg
75 g hvedemel
75 g hvid chokolade
50 g pistacienødder

HINDBÆRPARFAIT

1 blad husblas
100 g hindbær
2 spsk. sukker
2-3 spsk. vand
2 æggeblommer
2 spsk. sukker
2 dl piskefløde
1 halvkugleformet silikoneform

MARENGS

3 æggehvider
150 g sukker
2 tsk. frysetørret hindbærstøv
1 sprøjtepose med stjerneformet tylle
1 creme brulé-brænder

PYNT

stedmoderblomster
kagestøv (f.eks. fra Mill & Mortar)

Opskrift - sådan laver du baked alaska med hindbærparfait

 
1. Tænd ovnen på 180°. Pisk smør og flormelis til en ensartet masse med en elpisker. Tilsæt æggene, 1 ad gangen. Vend melet i. Hak chokolade og pistacienødder, og vend begge dele i dejen. Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 1 cm’s tykkelse. Bag kagen i ovnen i 12-14 minutter, til den er akkurat gylden på toppen. Afkøl på en bagerist. Stik 4 blondie-cirkler ud med en udstikker eller et glas, så de passer til diameteren på silikoneformen.
 
2. HINDBÆRPARFAIT: Udblød husblas i koldt vand i 5 minutter. Kog hindbær op med 2 spsk. sukker og 2-3 spsk. vand i 8 minutter. Blend hindbærkompotten med en stavblender, og passér den gennem en sigte, så kernerne sies fra. Rør husblassen i, så den smelter, og lad hindbærkompotten køle af, til den er håndvarm. Pisk æggeblommerne med 2 spsk. sukker, til de er luftige, og fold dem i hindbærkompotten. Pisk fløden til flødeskum, og fold den i. Fordel parfaitcremen i silikoneformen, læg blondie-cirklerne over, og stil dem i fryseren i mindst 4 timer.
 
3. MARENGS: Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukkeret. Pisk, til marengsen er helt stiv, og der ikke er knasende sukkerkorn tilbage. Pisk hindbærstøv i, og fyld marengsen i sprøjteposen. Frigør parfaitkuplerne fra formen, og sæt marengstoppe på over hele overfladen. Brænd forsigtigt med en creme brulé-brænder, eller giv desserterne en meget kort tur under den varme ovngrill.
 
4. PYNT: Pynt med blomster, drys med kagestøv, og servér straks.