Mørbrad med honning og sennep
Mad

Mørbrad med honning og sennep

30. oktober 2013
af Susanne Palmqvist
Foto: Henrik Freek Christensen
Honningen giver en fin sødme til både kød og dressing uden at overdøve. En rigtig dejlig, enkel ret med mørbrad, der sagtens kan bruges til dine gæster
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 600 g svinemørbrad (gerne økologisk)
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. hvid, fast honning (f.eks. honning med citron)
  • 50 g valnødder, hakkede
  • 1 skalotteløg, finthakket
  • salt og kværnet peber

SALAT

  • 700 g rødbeder
  • 25 g smør
  • saft af 1 citron
  • 25 g hvid, fast honning
  • salt og peber
  • ½ fintsnittet spidskål
  • 1 rødt, fast æble i små terninger
  • 1 bundt timian
  • citronsaft og god olie (f.eks. valnøddeolie)

TILBEHØR

  • evt. kogte aspargeskartofler

Opskrift - sådan laver du mørbrad med honning og sennep

1. Puds din mørbrad fri for sener. Rør sennep og honning sammen, og smør det på kødet. Bland valnødder og løg, og tril kødet heri. Krydr med salt og kværnet peber. Læg din mørbrad på en rist i ovnen, og steg den i en 200° varm ovn i 18-25 minutter efter tykkelse. Lad den færdigstegte mørbrad hvile i 15-20 minutter.

2. Skræl rødbederne, og skær dem i tynde stave. Steg dem al dente på panden i smør. Rør citron og honning sammen; hæld det over, og lad det koge lidt ind. Krydr med salt og peber.

3. Bland spidskål, æble og hakket timian, og vend det med lidt olie og citronsaft.

4. Servér den stegte mørbrad i lidt tykke skiver med rødbeder, salat og kartofler.

PRØV OGSÅ: Mørbrad med ingefær og spinat

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også