Kyllingebryst a la Saltimbocca
Aftensmad

Kyllingebryst a la saltimbocca med forårsgrønt

af Marie Melchior 7. februar 2022
Foto: Line Falck
Servér kyllingebrust a la saltimbocca som en del af en treretters menu. Skru op for grøntsagstilbehøret med mix af forårets spæde, farvestrålende grøntsager.
6 personer

Kyllingebryst a la saltimbocca

  • 6 skiver parmaskinke
  • 6 kyllingebrystfileter
  • 6 skiver emmentaler
  • 1 bundt salvie
  • 6 tandstikkere
  • salt og friskkværnet peber
  • lidt olivenolie

FORÅRSGRØNT

  • 6 majroer
  • 1 spidskål
  • 1 bundt gulerødder med top
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 bundt dild
  • 1 bundt kørvel
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 50 g smør
  • salt og friskkværnet peber

PEBERRODSCREME

  • 2 dl fromage frais
  • ½ dl piskefløde
  • saft af ½ citron
  • 1 spsk. flydende honning
  • 2-3 spsk. friskrevet peberrod
  • salt og friskkværnet peber

Sådan laver du kyllingebryst a la saltimbocca

  1. Læg en skive skinke på bagsiden af hver kyllingefilet. Læg emmentaler og 1 salvieblad oven på fileten. Fold fileten sammen på midten, og luk med en tandstikker. Krydr med salt og peber, og dryp med olivenolie. Tænd ovnen på 200°, og steg kyllingefileterne i ovnen i ca. 25 minutter, til de er gyldne og gennemstegte. Fjern tandstikkerne, og halvér fileterne. 
  2. Forårsgrønt: Bring vand i kog i en stor gryde. Fjern de yderste blade fra spidskålen, og skær den i tykke både. Rens gulerødderne, og flæk dem på langs. Skyl forårsløgene, og bevar så meget som muligt af den grønne top. Skrub majroerne, skær dem i kvarter, og kog dem i gryden i 5 minutter. Tilsæt gulerødder og kog i yderligere 5 minutter. Tilsæt forårsløg og spidskål, og kog videre i 2 minutter. Hæld herefter vandet fra gryden. Hak krydderurterne. Vend de dampede grøntsager i gryden med smør og krydderurter. Krydr med salt og peber.
  3. Peberrodscreme: Rør fromage frais med fløde, citronsaft, honning og peberrod. Smag til med salt, peber og evt. mere revet peberrod.
  4. Anret kyllingefileterne på et fad med skærefladen opad, læg grøntsager ved, pynt med salvie, og servér med peberrodscreme til.

Til forret og dessert til den perfekte gæstemiddag anbefaler vi