andesteg
Aftensmad

And, stegt til jul

9. september 2009(Opdateret 09.09.09)
Af: Louise Dandanell Ørsted
En hel and fyldt med svesker og æbler - ligesom det gerne skal være til jul.

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 and på minimum 3200 g
  • 2 æbler
  • 100 g svesker uden sten
  • Salt og peber
  • Vand

ANDESAUCE

  • 1 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 persillerod
  • 1 spsk smør
  • Indmad og vinger fra anden
  • 7 dl vand
  • 3 dl fløde
  • Sky fra anden
  • Gelé
  • Salt og peber
  • Evt. kulør

Tid: 25 min. + stegetid + evt. 3 dages optøning

Opskrift - sådan laver du and fyldt med svekser og æbler

Det er vigtigt at vælge en and, der vejer over 3 kg. Alt derunder er kun skind og ben og de kan være brækkede og kedelige at se på. Der er en lille prisforskel, men det kan virkelig ikke betale sig at spare her.
Er anden frossen, tøes den bedst op i køleskabet. Det tager ca. 3 dage. Husk at lægge den på et fad og hold øje med, at det ikke drypper med kødsaft på ferske varer som pålæg og grøntsager, der ikke varmes op, før de spises. En frossen and kan også tøes op ved stuetemperatur. Det tager ca. 15 timer og giver et større saftspild, så det kan selvfølgelig ikke anbefales, men det kan jo være nødvendigt.

1. Tag indmaden ud og tør anden godt af med køkkenrulle både udvendig og indvendigt. Klip spidserne af vingerne og gem dem til saucen. Halvér æblerne, udkern dem og skær dem i kvarter. Udsten sveskerne, hvis dette ikke er gjort. Gnid anden med groft salt og peber indvendigt og fyld den med svesker og æbler. Luk anden med et par kødnåle, eller sy den sammen. Gnid den udvendigt med salt og peber.

2. Læg den med ryggen opad i en bradepande og sæt den i ovnen ved 250 grader. Vend anden efter 15 minutter og dæmp temperaturen til 180 grader. Hæld 2 dl vand i bradepanden. Steg anden mør i ca. 2½ time. Tilsæt evt. mere vand.

3. Lad anden hvile i 20 minutter, inden den skæres ud.

4. Partér anden i køkkenet og ikke inde ved bordet, hvor alle kigger på den, der fører kniven. Det bliver man nervøs af.

5. Hæld skyen op i en skål og stil den koldt, så samler fedtet sig på overfladen. Fedtet skal blandt andet bruges i rødkålen, resten er godt på rugbrød til julefrokosten eller til natmad. Hvis det er muligt, hældes skyen i saucen, men det skal gøres forsigtigt, for der skal ikke for meget fedt med.

Stegetip:
For at se, om anden er færdigstegt, kan man løsne et lår. Sidder det fast på skroget, skal anden ind i ovnen igen.

Andesauce - Tid: 10 min. + kogetid

Det er ikke svært at lave en god sauce, den kræver blot gode ingredienser.

1. Vask løget og del det i kvarter uden at pille det. Skræl gulerødder og persillerod og del dem i store stykker. Svits grøntsagerne i smør i en gryde sammen med indmad og vinger i ca. 5 minutter. Hæld vand på og lad det simre i mindst 1 time. Si det og kom væden op i gryden igen.

2. Hæld fløde og sky (uden for meget fedt) i og lad det simre i yderligere 20 minutter. Smag til med gelé, salt og peber. Justér eventuelt farven med lidt kulør.

Få flere opskrifter med andebryst her

Prøv også:

And, farseret

Andelår, langtidsbraiserede med blomkålsmos

Julesalat med ost og glaserede walnødder

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også