https://imgix.femina.dk/media/article/badedragt.jpg
Selvudvikling

SMIL til verden: Så meget smitter dit humør

13. juni 2016
af Mette Iversen
Hvis du møder mennesker med et smil, er der stor chance for, at du får et smil retur. For helt tilbage fra urtiden har vi mennesker været kodet til automatisk at aflæse og efterabe andres følelsesudtryk.

Forestil dig, at du rejser i et land, hvor du ikke taler sproget. Du befinder dig midt i en stor forsamling af mennesker og ser pludselig, at deres ansigter fyldes af rædsel, og så begynder de at løbe. Du vil med stor sandsynlighed ikke sætte dig ned og begynde at tænke over, hvorfor de mon ser ud, som de gør. Du vil nok nærmere reagere på samme måde som dem og tage flugten samme vej, som de løb.

Hvis vi lige skal analysere det med hjerneforskerens briller på, handler det om, at inden du overhovedet nåede at gennemtænke situationen, aflæste dine neuroner i hjernen nemlig de andres ansigtsmimik og sendte direkte besked til den primitive del af din hjerne. Den del, der reagerer på trusler. Du blev altså selv bange og flygtede. Det tænkte scenarie er Det godt eksempel på, hvornår følelsessmitte er vigtigt for vores overlevelse. Andre menneskers følelser kan med andre ord advare om, at der er fare på færde.

Læs også: Teenagere kan lære os at blive lykkelige

”I dagens globaliserede verden kan vi kommunikere med folk fra hele kloden, men afkodningen af følelser er stadig vigtig i vores daglige kommunikation. Et ansigtsudtryk kan for eksempel advare om ikke at komme for nær en person,” siger Mette Bohn Jespersen, der er psykolog og har studeret, hvordan følelser smitter fra menneske til menneske.

Smil til verden

Når du hører det gamle fortærskede udtryk “smil til verden, og verden vil smile til dig”, er der altså derfor en hel del sandhed i det. Faktisk er der videnskabeligt belæg for, at det passer. En række forskere har undersøgt, hvordan følelser opstår i hjernen, og de har fundet ud af, at registret af grundlæggende følelser lige fra angst og vrede til overraskelse og glæde smitter fra menneske til menneske.

Et rart smil fra en fremmed på gaden vil ret sikkert drive mundvigene opad og tænde følelsen af glæde i kroppen, mens eksempelvis mødet med en vred kollega sandsynligvis vil få os til selv at lægge ansigtet i vrisne folder. Vi kan slet ikke lade være.

Læs også: 3 ting, der gør dig i godt humør på 2 minutter

”Evnen til at aflæse og kopiere andre menneskers følelser er et grundlæggende instinkt og vigtigt for vores overlevelse, fordi det gør os i stand til at indgå i et fællesskab, selv om vi ikke taler samme sprog.” siger Mette Bohn Jespersen.

Den amerikanske hjerneforsker Richard Davidson, der er ekspert i, hvilken betydning meditation og mindfulness har for hjernen, har forsøgt at kortlægge de mekanismer, der gør, at vi smitter hinanden med følelser. Hans forskning viser, at vores hjerner er udstyret med såkaldte spejlneuroner, der kan afkode og afspejle følelsesudtryk hos andre mennesker. Groft forsimplet kan det forklares sådan, at spejlneuronerne læser et andet menneskes ansigtsudtryk og oversætter det ved at sende signal til éns egen ansigtsmuskulatur om at lave en lignende mimik.

Det opsigtsvækkende i forskningen har været, at mimikken rent faktisk udløser samme følelse i vores egen krop, som den person, der står over for os, har. Det sker i form af forskellige signalstoffer, f.eks. endorfiner ved glæde eller stresshormoner i faresituationer. Dermed er der videnskabelig dokumentation for, at følelser bogstavelig talt smitter. Vi forstår simpelthen andre mennesker ved at kopiere dem. Et hold schweiziske psykologer lavede for eksempel et eksperiment, hvor en række testdeltagere skulle se filmoptagelser af et ægtepar, der skændtes. Ved hjælp af elektroder kunne forskerne konstatere, at forsøgspersonernes stresscentre arbejdede på højtryk, selv om de ikke var involveret i diskussionen. Selv da lyden blev slået fra, var tilskuerne påvirket.

Læs også: Sådan træner du dig til godt humør

Dit humør gør indtryk

Når vi oplever, at andre mennesker græder, aktiveres altså de samme centre i hjernen, som når vi selv græder. Hvis et selskab bryder ud i klukkende latter, tændes de hjernecentre, der er aktive, når vi selv griner. Samme mekanisme er i spil, når vi får en lille baby i armene og fyldes af omsorg. Støder vi på en, der har slået sig, fyldes vi af medfølelse og stopper op for at hjælpe. Uden evnen til at smitte hinanden med følelser ville vi måske ikke hjælpe. Men hvis din ansigtsmimik udløser en matchende følelse, kan du så smile dig ud af nedtrykthed?

”Nej, så enkelt er det ikke”, slår Mette Bohn Jespersen fast.

Læs også: Vil du optimere dit stofskifte, dit humør og din hud? Se her, hvad du skal spise

”Hvis du går rundt med en grundlæggende følelse af tristhed eller lider af stress, angst eller depression, kan du ikke bare fortrænge det ved at tvinge dig selv til at smile nok. Du kan måske blive kortvarigt påvirket, fordi vi hver dag gennemgår en hel række af både positive og negative følelser. Men det ændrer ikke ved, at der er noget grundlæggende galt, der skal bearbejdes, og som man ikke bare kan lægge låg på. Hun understreger, at de negative følelser netop er til for at fortælle, at noget er galt, og derfor er de lige så livsnødvendige som de positive følelser. Men der er stadig god grund til at tænke over, at smil smitter – og omvendt.

”Dit humør gør faktisk indtryk. Står man over for en træls arbejdssituation eller en presset samtale, kan det falde lettere ud, hvis du møder op med godt humør,” siger Mette Bohn Jespersen og skynder sig at tilføje, at overdreven påtaget glæde nok ikke vil udløse den ønskede gode stemning hos andre.

Læs også: 18 olier og dufte, som påvirker dit humør

”Det er i bund og grund ret banalt: Hvis du er i balance med dig selv, kan du give det positive videre til andre.”

4 tips: Brug smilet konstruktivt

1. Vær bevidst om, hvilket humør du er i, og hvordan du dermed påvirker personer omkring dig.

2. Står du over for en presset situation, kan det måske gøre tingene nemmere, hvis du møder op med et smil.

3. Smil kan i sig selv ikke fordrive nedtrykthed. Men ved at blive mødt med smil og selv smile igen kan du rykke lidt ved de grundlæggende negative følelser.

4. Har buschaufførens sure fjæs forvandlet dit gode morgenhumør til irritation, kan du minde dig selv om, at du blot er blevet smittet med hans følelse for en stund, men at det ikke ændrer ved dit grundlæggende gode humør.

Klik her og få et godt tilbud på et abonnement på Q

denim-abo

Læs også