Selvudvikling

Selvværd eller selvkontrol?

af Renée Toft Simonsen 6. december 2012
Jeg synes i grunden, det er lidt synd, at selvværd er en smule yesterday, hvorimod selvkontrol er in

I en artikel i Weekendavisen skriver Lone Frank, at vi skal glemme alt om selvværdet, som hun kalder for "en luftig størrelse, alle gerne vil have". Derimod skal vi få øjnene op for selvkontrollen - idet børns evne til selvkontrol er en af de mest bestemmende faktorer for, hvordan det går dem senere i livet. Desuden kan selvkontrollen være den bonus, den økonomiske krise får kastet af sig lige om lidt, når folk har indset, at de ikke kan få alt, hvad hjertet begærer.Rigtigt er det, at der har været en meget positiv opfattelse af det at have et godt selvværd. En mængde studier har tidligere påvist en sammenhæng mellem højt selvværd og gode karakterer, men nu viser undersøgelser, at det er gode karakterer, der giver højt selvværd, og ikke højt selvværd, der giver gode karakterer! Hvorvidt ret meget i verden kan stilles så enkelt op, kan man selv reflektere videre over. Men ikke desto mindre er det interessant, at der nu kommer en bølge af forskning, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad selvværd egentlig er værd?Renées klumme i sidste uge: Den særlige "Matador"-følelseSom en psykolog udtrykker det, så har selvværd været en størrelse, vi har set lidt som en vare. Noget, vi kunne miste, styrketræne eller måske betale os til hos en psykolog. At der kunne være økonomiske interesser i selvværd fra eksempelvis terapeuters side, har blandt andet været noget af det, der har holdt selvværds-kulten kørende, mener forsker Roy Baumeister. Han fortæller, at det behagelige budskab om selvværdets værdi har været let at sælge, for som han tænker: Hvor pragtfuldt må det ikke være at sidde i en gruppe og få at vide, at man bare skal indse, hvor god man er ...Hvorvidt selvværd har noget at gøre med det scenarie, Roy Baumeister lige får ridset op dér, er jeg usikker på. Og derfor synes jeg i grunden også, det er lidt synd, at artiklen ender med, at selvværd er en smule yesterday, hvorimod selvkontrol er in. Hvorvidt det er selvværd eller selvkontrol, vi skal stræbe efter, vil jeg lade være op til folk selv at afgøre, selv om jeg tænker, begge dele har grundlæggende berettigelse og værdi i vores liv. Det er dog altid dybt interessant at se på, hvilke emner og begreber forskere i et samfund beskæftiger sig med, da det siger en del om samfundet og kulturen lige nu. Og i disse tider, hvor alt skal måles og vejes, er det måske meget naturligt, at selvkontrol får en større plads, mens en størrelse som selvværd, der kan være nærmest umulig at måle og veje, pludselig skal i skammekrogen? Det er selvfølgelig bare refleksion fra min side Kærlig hilsenRenée