Annonce
Kærlighed og sex
8. januar 2026

De ville gøre op med datingapps og inviterede singler til arrangement. Nu står over 200 på venteliste

30-årige Sofia Graversen og 23-årige Nikoline Høgh har arrangeret speeddating for 25-35-årige – med et “moderne twist”. Og efterspørgslen har været enorm, siger de.
speeddating sofia og nikoline

Sofia Graversen og Nikoline Høegh synes selv, at datingapps er overfladiske, og at det er svært at vælge nogen til eller fra på baggrund af et par billeder.

Foto: Privatfoto

De var spændte på, om der overhovedet ville være nogen, der meldte sig til.

Men pludselig var alle 40 billetter til deres speeddating-event revet væk, og i skrivende stund står over 200 på venteliste, fortæller de til femina.

– Det havde vi slet ikke regnet med, siger Sofia Graversen.

Hun inviterer sammen med kollegaen Nikoline Høgh fra den portugisiske vinbar Buzio Taberna på Nørrebro i København unge singler indenfor til en aften med vin, øl og det, der måske bedst forklares som en række korte én-til-én-samtaler med fremmede i jagten efter romantisk kemi – bedre kendt som speeddating.

Det hele løber af stablen 17. januar, og selvom aftenens to værter blev overrasket over den store interesse, tror de, efterspørgslen skyldes, at folk er sultne efter noget andet end endeløse swipes til højre og venstre på datingapps.

Annonce

– I min omgangskreds i København mærker jeg, at folk er trætte af datingapps og den hook-up-kultur, der følger med. Man går sjældent på rigtige dates længere eller møder nogen i virkeligheden. Det er, som om folk er blevet lidt berøringsangste over for god, gammeldags dating, siger Nikoline Høgh.

Selv er de begge to singler, men ingen af dem dater aktivt eller har profiler på nogle apps. De synes, det føles overfladisk og svært at vælge nogen til eller fra på baggrund af et par billeder.

– Jeg har virkelig fået en fornemmelse af, at folk er ved at være ovre datingapps. Deres storhedstid er forbi, siger Sofia.

Annonce

Men idéen til single-arrangementet opstod egentlig lidt tilfældigt. I forvejen står vinbaren for aftener med musikbingo på, og da chefen foreslog, om ikke de kunne udvide repertoiret, besluttede de to kolleger sig for at kaste sig over datingmarkedet.

Hvis nogen går derfra med sommerfugle i maven, vil det være fantastisk. Men de er klar over, at det er høje krav at stille, når singlerne kun møder hinanden kort.

– Vi håber selvfølgelig, at nogen har lyst til at møde hinanden igen. Men aftenen kan også bare være starten på, at man kommer ud og møder hinanden fysisk, så det ikke er så grænseoverskridende næste gang, siger Nikoline.

Annonce

Med et "moderne twist"

Nogle tænker måske, at speeddating nærmere er en datingmetode, der føles gammeldags.

Og er det egentlig ikke bare utroligt akavet? Tænk bare på Mirandas utaknemmelige forsøg med klassisk speeddating i ‘Sex and The City’, der til tider var decideret tåkrummende at overvære.

Det kan sådan set godt være, at det bliver lidt akavet, siger Sofia og Nikoline. Det er også okay, hvis det starter sådan, inden gæsterne er blevet varmet op.

Men undervejs har de en række tricks i ærmet, som de håber afhjælper de værste opstartsproblemer.

Annonce

Det skal nemlig ikke bare være en aften, hvor gæsterne sætter sig foran 20 forskellige potentielle matches af fem minutter pr. runde og bladrer igennem dem – ligesom på de mange apps, bare ansigt til ansigt.

Værterne forbereder samtaleemner, speciallavede krydsogtværser, quizzer, konkurrencer og lege, som skal være med til at bløde stemningen op og teste deltagernes kemi på andre måder end gennem de klassiske date-spørgsmål, som “hvor kommer du fra” eller “hvad laver du i din fritid”.

– Det tror vi også giver en ekstra tryghed, så man kan grine sammen eller har mulighed for lidt ekstra hjælp, hvis man løber tør for noget at snakke om, forklarer Sofia.

Annonce

Deres plan er at prøve sig frem, og så har de i sinde at indsamle ris og ros fra aftenens 40 singler, hvis feedback de vil bruge til fremtidige events, hvor de også har planer om at tage højde for forskellige seksualiteter – i første omgang er det for heteroseksuelle kvinder og mænd.

– Vi ønsker virkelig, at det skal være for alle. Så vi vil gerne gøre det så inkluderende og mangfoldigt som muligt på sigt.

Efter alt at dømme er speeddating måske mere populært, end man lige skulle tro. I hvert fald findes der flere lignende muligheder i hele landet, hvis man tager et kig hos Billetto, der desuden inviterer til single-fester, slow-dating, vinsmagning og mingling foruden rigtig meget speeddating. Det sker i eksempelvis Odense, Aarhus og Viborg for blandede aldersgrupper fra 25 til 65.

Annonce

Nikoline og Sofia håber, at folk vil gå fra deres lille, lokale arrangement med en god mavefornemmelse efter en god aften i fællesskab med andre, der dater.

– Og så kunne det da være sjovt, hvis der opstod en modbølge til at sidde derhjemme og scrolle endeløst på apps.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.