liselotte christensen
Interview

Liselotte kan kurere vandskræk på 30 minutter – og hun har en klar mission

19. juli 2022
Af Luise Thomsen
Foto Alex Tran
Den danske svømmeinstruktør Liselotte Christensen er efterspurgt i hele verden fra Kina til Sao Paolo. Med sin unikke viden om mennesker og vand er hun i gang med at ændre den måde, vi lærer at svømme på. Og hun har en klar mission: At nedbringe antallet af drukneulykker på verdensplan.

Liselotte Christensen har altid befundet sig i vandet. Som konkurrencesvømmer, instruktør, livredder og tidligere landsholdsspiller i undervandsrugby.

Vandet lader hende udtrykke sig på måder, som landjorden ikke tillader – og det at mærke vandet omslutte hele kroppen er næsten lige så nødvendigt for hende som at trække vejret.

Sådan har det været, siden hun som toårig første gang tog i Ribe Friluftsbad med sin far.

– Jeg kan blive i legen, når jeg er i vand. Jeg elsker at være under vand og presse mig selv til at holde vejret længere. Eller at svømme på ryggen nede ved bunden og se, hvor langt jeg kan gøre det, beskriver hun smilende.

Og det er netop denne legende glæde og lyst til at eksperimentere i det våde element, der er udgangspunktet for hendes arbejde.

– Jeg elsker at udvikle nye måder at inspirere andre til at blive ligeså begejstrede for vandet, som jeg selv er, bedyrer den erfarne svømmeinstruktør, der også er uddannet lærer, NLP-terapeut og coach.

Siden 2012 har hun skrevet undervisningsmaterialer for DGI og samarbejdet med Dansk Svømmeunion. Og i dag driver hun derudover sammen med sin partner, Maria Jæger, sin egen virksomhed, Your Potential International Swimming Academy, for at udbrede sine principper om selvredning og svømning til hele verden.

Ifølge Liselotte er det ikke evnen til at tage et perfekt svømmetag, der er det mest afgørende for, om du drukner eller formår at redde dig selv i land. Og hun mener, at vores tilgang til svømmetræning er alt for mekanisk.

Liselotte Christensen

49-årige Liselotte Christensen er uddannet lærer, NLP-terapeut og coach og har tidligere arbejdet som skoleleder.

I 2020 stiftede hun virksomheden Your Potential International Swimming Academy (YPISA), som hun i dag driver i partnerskab med Maria Jæger.

De arbejder med koncepter til selvredning og svømmeundervisning, som de udbreder både ved kurser, udarbejdelse af undervisningsmateriale og som forfattere til flere bøger.

Målgrupperne er alle lige fra nybegyndere og forældre til klubber, trænere og organisationer.

Hundesvømning og vandskræk

– Mange tror, at svømning kun handler om at flytte vandet med givne kropsdele, og er ikke nysgerrige på, at der i samarbejdet med vandet sker så mange andre ting også.

– Der er ingen mening i at øve fremdrift, før man er komfortabel med at have hovedet under vand og dykke, tilføjer den innovative svømmeinstruktør og minder om, at 63 procent af alle drukneulykker sker tæt på land. Simpelthen fordi man aldrig har lært at komme op ad kanter, stiger, brinker eller har lært at rejse sig ordentligt og have styr på kroppen i vandet.

– Derfor giver det heller ingen mening, at fokusere på at træne stilarter fra begyndelsen af svømmeundervisningen. For de fleste vil i en krisesituation foretage noget, der minder om hundesvømning. Det er en refleks at forsøge at skubbe nedad i vandet for at komme op med hovedet.

– Derfor starter jeg altid med at undervise i selvredningsprincipper, hvor vi arbejder med de mere simple bevægelser og øver at komme op af vandet, forklarer hun.

Og netop hundesvømning er hurtigt lært. Faktisk tager det kun Liselotte to timer at lære et uøvet barn helt selv at komme fra et spring fra vippen, ind til kanten og op af vandet.

For de voksne, især dem over 30 år, er det lidt sværere, fordi de ikke er lige så kropsligt nysgerrige, som da de var børn, oplever hun.

– Det handler meget om at give dem en viden om hvordan kroppen fungerer i vand og de fysiske love. Hvad der skaber fremdrift, opdrift eller modstand. Når man underviser voksne, skal man være meget opmærksom på, at kroppe vejer forskelligt i vand og reagerer forskelligt.

– For kvinder med fedtdepoter på lår og numse vil hovedet automatisk komme lidt ned, når de skal lægge sig op og flyde. Det er enormt vigtigt at få at vide på forhånd, hvis man er vandskræk eller nybegynder.

liselotte christensen

Populær i Kina

Liselotte Christensen taler hurtigt. Man får fornemmelsen af, at det ikke kan gå stærkt nok med at udbrede den viden, hun ligger inde med. For det er viden, der i sidste ende kan redde liv, er hun overbevist om.

Og det er der også mange andre, der er. Snart skal hun til Sao Paolo i Brasilien for at undervise i 10 dage i forbindelse med verdens største svømmekonference. Og tidligere har hun været så langt væk som i Kina for at dele ud af sin viden.

– Svømning er meget populært i Kina. Faktisk så populært, at folk betaler op mod 55.000 kroner for at lære at svømme. Men de har det samme problem som resten af verden, nemlig at de kopierer andre landes lektionsplaner hovedløst uden at tænke over de pædagogiske overvejelser bag det, de gør.

Men selv om hun er efterspurgt og hele tiden oplever, at nye døre åbner sig, er der én ting, der fortsat bekymrer hende og som er svær at trænge igennem med. Den udbredte brug af svømmevinger.

Hun så dem gerne afskaffet øjeblikkeligt, for de gør langt mere skade end gavn, mener hun. Faktisk gør de kun gavn for forældre, der hellere vil slappe af end at give deres børn en mulighed for at lære, lyder det.

63 procent af alle drukneulykker sker tæt på land. Simpelthen fordi man aldrig har lært at komme op ad kanter, stiger, brinker eller har lært at rejse sig ordentligt og have styr på kroppen i vandet.

– Svømmevinger er direkte modproduktive, for børn skal lære at få hovedet under vandet og dykke, inden man øver fremdrift. Hvis jeg spørger forældrene: Hvad vil du helst. Lære dit barn nogle vandkompetencer, som det kan bruge eller putte vinger på.

– Så vælger de fleste jo det første. Men det værste er, at vingerne giver både børn, forældre og bedsteforældre en falsk tryghed, for de kan ryge af, når barnet springer i vandet, forklarer hun.

Svømning +50

Efter overgangsalderen oplever mange kvinder, at deres fysiske formåen ikke er den samme som tidligere. Især kan benene føles tunge. Derfor kan svømning og vandtræning føles ekstra befriende i den periode, siger Liselotte Christensen, der her giver et par råd til at få pulsen op i vand.

- Man skal huske, at kroppe vejer to-fire kilo i vand, så det er træning uden belastning af led og knogler. Derfor skal man stadig huske at gå, løbe eller vægttræne, fordi det er med til at forebygge knogleskørhed.

- Det er vigtigt, at du tør få hovedet under vand, så du kan svømme med udblæsning under vandet i brystsvømning og crawl. Svømning med svanehals overbelaster nemlig musklerne i bl.a. nakke og skuldre.

- Alle, der ikke tør få hovedet under vand, bør opmuntre sig selv til at finde en dygtig vandskrækcoach, der kender selvredningsstigen for vandskræktræning.

Vandet giver os ro

En ting er, at vi skal lære at redde os selv, hvis uheldet er ude. Men det er også Liselottes ambition at give flere mennesker tryghed og kompetence i vandet, fordi det også sætter os bedre i stand til at nyde det.

At Liselottes metoder virker, kunne de danske tv-seere ved selvsyn konstatere, da hun i 2018 optrådte som svømmeinstruktør i TV 2-serien “Havfruer på dybt vand”.

Her coachede hun kvinder med vandskræk til at kunne sætte sig på bunden af bassinet på blot en halv time.

– Det var fantastisk at se, hvor stor en forskel det gjorde for deres generelle selvtillid og for forholdet til deres egen krop, husker hun tilbage.

Selv oplever den erfarne svømmeinstruktør helt konkret vandets helbredende egenskaber, hver eneste gang hun springer i et bassin og mærker vandet omkring sig.

– Den taktile stimuli er jo enorm på huden, og det lærer os så meget omkring os selv. Fornemmelsen af frihed og vægtløshed er dragende og endda terapeutisk. Lyden af vandets bevægelser beroliger vores hjerner og lyden af de frekvenser, vandet bevæger sig i, kan styrke vores organer og hjerne.

– Vi har mulighed for så mange fantastiske oplevelser i og på vandet. Derfor kan jeg ikke understrege nok, at alle kan lære selvredningsprincipper og alle kan lære at svømme – uanset alder.

Læs også