lone hertz
Interview

Lone Hertz: Første gang jeg stod i kantinen kunne jeg mærke en kølighed. Så skete der noget, jeg stadig husker

12. juli 2022
Af Camilla Wass
Redigeret til web. Foto: Mathilde Schmidt
Lone Hertz fortæller om at stå med ét ben i hvert århundrede og om livsopgaven med at tage sig af sønnen Tomas, som hun har et nært forhold til – på godt og ondt.

– Jeg er i meget høj grad et sommermenneske. Jeg lever om sommeren, og jeg elsker at gå ned til havet og mærke stemningen ved badebroen lige her i nærheden. Jeg går i vandet for at rense sjæl og legeme, og det nyder jeg.

– Så snart det begynder at blive koldt, bliver mine fingre blå. Jeg vinterbader for at holde gang i blodomløbet, men hver vinter har jeg mest lyst til at grave mig ned og så – pufff! – springe frem igen næste sommer.

Lone Hertz gør et lille hop med kroppen, mens hun siger den sidste sætning. Vi er i hendes lejlighed, der ligger få meter fra Øresund. Egentlig havde vi aftalt at gå ned til hendes yndlingsbænk med udsigt til havet, men skyerne er blevet mørke, så vi trækker indenfor og sætter os i en blød sofa med farverige kelimpuder.

– I virkeligheden er jeg et meget asocialt menneske. Jeg har boet alene siden 1990, og jeg trives som enegænger, som eneboer. Jeg kan gå her i flere dage uden at se et eneste menneske. Jeg har enormt brug for at være “tibetansk munk”, siger Lone Hertz.

– Men det gør mig også vanvittigt glad at være ude, i selskab med andre. Og det er vigtigt for mig at videregive nogle erfaringer fra mit liv, som andre mennesker måske kan bruge. 

Nomadeliv som 83-årig

Brudstykker af gamle danske film flyver forbi på nethinden, mens Lone Hertz taler. Det lyse pandehår titter frem under guld-hårbåndet, og øjnene slår smut.

Lone Hertz fik sin debut på de skrå brædder allerede som otteårig, og i over 70 år har hun spillet skuespil, teater, revy og holdt foredrag om sit liv og sine mange rejser med sin stemme, der er som varm mælk med honning.

Revyplakater, en fyldt bogreol og billeder fra teaterpremierer vidner om et farverigt liv som en af Danmarks mest folkekære skuespillerinder.

– Jeg håber, neskaffe er ok. To skefulde? smiler Lone Hertz ude fra sit køkken.

– Ja, jeg må sige, at jeg er en novice i et køkken. Jeg lever et nomadeliv, og mange af mine måltider spiser jeg i min bil på vej fra et foredrag til et andet. Jeg rejser rundt i landet og fortæller om mit liv, og jeg kører omkring 40-50.000 kilometer om året – altså, når der ikke er corona, siger Lone Hertz med et suk.

De sidste to år har været krævende for den kendte skuespiller, der i april fyldte 83 år.

lone hertz

– Jeg styrketræner hver uge og prøver at holde mig i gang. Men når der kommer en lang pause, hvor man ikke kan komme ud blandt andre mennesker, så svinder man. Det er virkelig svært at træne sig selv op igen.

Duften af syrener i regn

– Skal vi ikke lukke døren lidt til, nu hvor det er begyndt at regne, siger Lone og kigger hen mod den åbne terrassedør.

– Sommerregn er jo vidunderlig. Det kan jeg huske fra min barndom, hvor vi gennem mange år boede i Hornbæk om sommeren. Syrenbuskene duftede så dejligt, ikke mindst, når regnen kom. Hvis der bare er lidt varme i luften, er det jo nærmest himmelsk.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad glæder du dig mest til ved sommeren 2022?

– Jeg kan rigtig godt lide sommeren, men der er ikke noget, jeg som sådan glæder mig til, for jeg har en masse problematikker omkring min søn Tomas, og de forsvinder jo ikke, selv om solen skinner, siger Lone Hertz med alvor i stemmen.

– Så min sommer skal bruges på at skrive nye foredrag og på genopladning, for det har jeg brug for på mange måder. Jeg plejer at rejse afsted på noget rigtig godt “all inclusive”. Men nu har der været en pause i mine rejser på to år, og de rejser, jeg har taget før, tør jeg ikke længere tage alene. Så jeg bliver hjemme.

Hjerneskadet søn som livsopgave

Lone Hertz er mor til fire voksne børn. Sønnen Tomas på 56 år er hun ekstra meget mor for. Tomas blev 10 måneder gammel hjerneskadet efter en kighostevaccination og mistede dermed evnen til at tale.

– Fra det øjeblik, hvor Tomas blev skadet, blev mit arbejdsliv det lys, hvori jeg levede, og mit familieliv blev det mørkere. Skæbnen forandrede mit liv for bestandig, det kunne ikke være anderledes, fortæller Lone Hertz, som forklarer, at hun ikke er ked af det på den måde, folk forestiller sig.

– At få et barn med et handicap er en kronisk sorg. Det er ikke noget, man kommer over. Det er en opgave, man konfronteres med hver evig eneste dag, hele livet igennem, og som også påvirker ens andre børn. Som forælder giver det en smerte, men jeg er et skæbnebevidst menneske. Tomas blev min hovedopgave, og jeg har et nært forhold til ham – på godt og ondt, siger Lone Hertz. 

Men jeg går og prøver at finde på en god titel til min biografi. Nogle gange tænker jeg, at den skal hedde “Dobbeltagenten”, for jeg har et ben i hver lejr.

– En mor bør jo ikke være MOR resten af livet. Det er jo ikke det, man skal, siger hun og viser to farverige armbånd, der lyser op omkring hendes håndled.

– Det er mit femårige barnebarn, der har lavet de her armbånd til mig. Mine børnebørn kalder mig Bedste, og det er jo det, jeg er. Men jeg er også stadig MOR. Tomas tager tid, og hvis du får et barn, der stiller så store krav, så prøver du også at honorere det – sådan er det.

Lone Hertz fortæller, at Tomas er elev på Egmonthøjskolen i Jylland.

– Jeg er hans primære omsorgsperson, og jeg er hos ham, så ofte han har behov for det. Tomas og jeg kommunikerer ved at skrive, og han er et begavet menneske, så jeg keder mig aldrig.

Hvordan finder du energien til at holde dig selv oppe?

– Jeg er født med energi, det er noget genetisk. Lone Hertz stråler med sit karakteristiske smil og taler videre:

– Jeg er god til at sige ja til de opgaver, jeg finder udviklende, og så har jeg en ganske enkel livsopfattelse: Brug din energi, og du får mere energi – brug dine muskler, og du får større muskler. Som skæbnebevidst menneske gør jeg brug af en læresætning fra bridge: Man skal gøre sine dårlige kort gode. Du skal vende det negative til noget positivt. Der er ikke andre veje.

Telefonen ringer, det er Lones søster, skuespiller Helle Hertz:

– Hallo lille skat, lyder det med kærlig stemme fra Lone. Ja, ja, vi taler sammen, når jeg er færdig med mit interview.

Ét ben i hvert århundrede

På gulvet ved siden af sofaen ligger en stor bunke aviser.

– Ja, nu tror du sikkert jeg er en posedame, siden jeg gemmer på alle de her gamle aviser. Men hver af dem indeholder noget, som jeg skal bruge i min biografi, fortæller Lone Hertz.

Hvor langt er du nået med at skrive din biografi?

– Jeg har ikke skrevet en eneste stavelse endnu, for det er tungt arbejde at erindre og skrive. Jeg begyndte som otteårig på Det Kongelige teater og debuterede som 10-årig med Kaj Munks “Ordet” sammen med Poul Reumert – kongen af Danmark inden for skuespilfaget.

– Jeg har haft 70-års jubilæum som skuespiller – og jeg har overskredet så mange grænser. Jeg har været teaterleder, rektor for Statens Teaterskole, jeg har rejst rundt i verden for Folkekirkens Nødhjælp og Danmission. Og så er jeg dybt involveret i arbejdet for handicappedes rettigheder. Så min biografi bliver nok i bind 1, 2, 3, smiler Lone.

– Men jeg går og prøver at finde på en god titel til min biografi. Nogle gange tænker jeg, at den skal hedde “Dobbeltagenten, for jeg har et ben i hver lejr. Jeg står sådan her, siger Lone Hertz og rejser sig op fra den bløde sofa og stiller sig med god afstand mellem benene.

– Jeg har ét ben i hvert århundrede, og det tænker jeg over hver evig eneste dag. Jeg lever med hele min baggrund og er vokset op i en anden tid med nogle andre normer – og samtidig skal jeg forholde mig til den tid, vi står i lige nu. Det ER svært.

– Bare hele det digitale system, der er så UKÆRLIGT over for os i “den voksne alder”. Min søster Helle er fire og et halvt år yngre end mig, og hun har sagt nej til alt digitalt. Hun vil have alting tilsendt per brev, men det er jo slemt for hende, for udviklingen er, at alting skal foregå mere og mere digitalt.

– At få det pålagt i så høj en alder! Jeg er ved at græde nogle gange, og jeg er en af dem, der godt kan finde ud af det digitale. Men jeg synes ikke, det er pænt at sige til de ældre, at hvis de ikke kan finde ud af det, så må de gå ned på rådhuset, for folk kan jo heller ikke GÅ i den alder, lyder det bestemt fra Lone Hertz.

lone hertz

Man måtte stå op for sig selv

Også når det handler om måden at se livet på, står Lone Hertz med et ben i hver sin tid, fortæller hun.

– Jeg har jo fået en helt anden opdragelse, end børn og unge får i dag. Man taler med rette om, at tidens unge har det hårdt, siger Lone.

– Men på helt andre vilkår levede min generation også i en hård tid, for der var slet ikke en velstand som nu. Selv var jeg krigsbarn og flygtning i Sverige, og det prægede mig. Jeg gik også i en anden slags skole, som ofte gav angst. Til gengæld lærte vi en vis dannelse. Krænkelsesmentaliteten fandtes heller ikke dengang, så man måtte selv sige fra, hvis det var nødvendigt. Selvfølgelig skete det konstant i min barndom, at man blev nedgjort. Men ingen tog sig af det. INGEN. 

Det handlede om at være yndig

I DR-serien “Krag og Virkner” fortæller Lone Hertz i små klip om, hvordan det var at være ung skuespillerinde i slutningen af 1950’erne. Lone Hertz var veninde med Helle Virkner, og de kæmpede begge for at slå igennem som skuespillerinder.

– Vi piger fik altid de “tynde” roller. Når vi spillede sammen med Dirch Passer, var vores rolle at give stikord til ham. Det handlede først og fremmest om at være yndig, men hvis du har et skuespiltalent, er det jo ikke det, du helst vil vise. Kvindens rolle var at glinse og stråle, siger Lone Hertz og kigger eftertænksomt frem for sig.

–  Når jeg tænker på, hvad der er af vidunderlige manuskripter i dag, så misunder jeg de unge skuespillere. Vi andre fik ikke de roller. Jeg har kun fået én rolle med tyngde, og det var som Herman Bangs “Tine”. Det var en rolle, som lå min psyke nær, og jeg fik min første Bodil for den.

En flad til skuespillernes talsmand

Lone Hertz fortæller i DR-serien om en episode, hvor Helle Virkner siger fra over for den nedgørende tone på Det Kongelige Teater og simpelthen forlader teatret.

– Helle Virkner havde karakter til at sige: “Nej, det vil jeg ikke finde mig i”. Og sådan var det: Man måtte stå op for sig selv, siger Lone Hertz. Og fortæller en anekdote fra sit eget skuespillerliv.

– Jeg fik et stort kunstnerisk gennembrud som 25-årig, og det gjorde, at jeg fik tilbudt at spille Henrik Ibsens “Vildanden” på Aalborg Teater. Jeg kom op til teatret som gæst, og første gang, jeg stod i kantinen og skulle sige goddag til mine kolleger, kunne jeg godt mærke en kølighed omkring mig. Jeg kom jo fra ABC-Teatret, som bestemt ikke var prestigefyldt, fortæller Lone.

Jeg ser tydeligt, hvad de unge kvinder i dag slås for, og det er mere end godt. Men jeg mærker også et kultursammenstød mellem min generations kvinder og de unge kvinder.

– Foran alle de nye kolleger rejser skuespillernes talsmand sig op og går mig i møde, og jeg rækker hånden frem. Det gør han også, og han tager min hånd, hvorefter han klasker sin anden hånd op på mit bryst. Og så gør jeg sådan her – PANG, siger Lone Hertz og svinger sin hånd ud i luften, så kaffekopperne på bordet foran os ryster.

– Det gav respekt, siger Lone og ranker ryggen i sofaen.

– Sådan VAR tiden – man lærte at sige fra på en anden måde. Man blev gjort livsduelig.

Hvis der var skam og skyld, var det pigen, kvinden – der måtte bære den, fortsætter Lone Hertz.

– Jeg oplevede min egen sårbarhed, da jeg ventede min dejlige søn, som jeg er SÅ stolt af – Steen Stig Lommer – med Stig Lommer, der var teaterdirektør på ABC-teatret. Stig Lommer var ældre end min far, jeg tror, der var 33 år imellem os, men jeg kan jo prale af, at det var der også mellem Chaplin og hans kone, ler Lone Hertz.

– Jeg havde behov for den betryggelse, Stig Lommer gav mig. Jeg beundrede ham, han var min mentor, og det var MIG, der ønskede at få et barn med ham. Men jeg oplevede, at når jeg gik på gaden som højgravid, så råbte andre kvinder luder efter mig.

Blev du ked af det?

– Nej, jeg tror, at tiden var sådan, at jeg tænkte – ja, så må de synes det. Jeg kunne ikke forsvare mig, og hvad skulle jeg gøre ved det? Dengang var der jo ikke nogen aviser, der skrev: ”Lone Hertz er blevet krænket”, siger Lone med et underfundigt smil.

Hver generation løfter på sin måde

Hvad tænker du så om den tid, vi lever i lige nu – hvor der er rigtig meget fokus på krænkelser? 

– Hver generation er jo med til at løfte noget videre, og jeg synes, det er strålende, at de unge kvinder i dag tager bolden op efter os, der sørgede for fri abort og for bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Jeg ser tydeligt, hvad de unge kvinder i dag slås for, og det er mere end godt. Selvfølgelig skal man have lige løn for lige arbejde. Men jeg mærker også et kultursammenstød mellem min generations kvinder og de unge kvinder.

På hvilken måde?

– For mig er det sådan, at hele hippie- og rødstrømpebevægelsen foregik i min ungdom. Jeg var ikke en del af hippiebevægelsen, for på det tidspunkt havde jeg allerede fået min søn Tomas og havde andre ting at slås med, fortæller Lone Hertz.

– Mottoet ”fri kærlighed” var en del af min ungdom. Som en af min generations kvinder kan jeg ikke pludselig sadle om og føle mig krænket, så ville jeg svigte mig selv. Personligt kan jeg ikke sige, at jeg har foretaget mig noget i mit liv – og jeg har foretaget mig meget – som jeg fortryder. Overhovedet ikke. Har jeg fortrudt, har jeg altid oplevet, at det var min egen skyld. Og har lært af det.

Lone Hertz rejser sig op fra sofaen og retter lidt på guldbåndet omkring håret. Snart er det tid til dagens næste gøremål – en optræden med oplæsning af Johannesevangeliets dybe, vanskelige tekst.

– Mine ben ryster altid lidt ved tanken. Men som jeg siger: Man må stå distancen, smiler hun.