"Jul er lig med min mor. Da hun døde, forsvandt julen med hende"

Malene Strandkvist er uddannet audiologopæd, journalist og så står hun bag bloggen Undren & hverdagsrefleksioner, hvor denne klumme også er udgivet. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

"Mor, elsker du også julen?", spurgte min yngste søn mig for halvanden måned siden, og han ramte et ømt punkt.

Umiddelbart tænkte jeg: "Nej, det gør jeg ikke". Samtidig ville jeg ikke ødelægge magien for ham.

Jeg ville ikke fortælle, at julen i mange år har føltes uoverskuelig. Som en lang todo-liste jeg har kæmpet for at komme over på den anden side af.

Som barn elskede jeg julen. Min veninde og jeg begyndte at tælle ned til julen tre måneder før. Vi lavede masser af juleklip og kager, så snart vi fik lov til det. Julen var den vigtigste højtid.

Men december var også den travleste måned for min far som præst og min mor derhjemme. Hun havde helt bestemte forestillinger om, hvordan julen skulle være, og hvad hun skulle nå at gøre klart.

Dengang tænkte jeg ikke på, om det kunne være anderledes. Juledekorationerne blev lavet på samme fade og placeret samme steder i huset hvert år.

Juletræet blev pyntet med hvid, rød, guld- eller sølvfarvet pynt og matchede indpakningspapiret på julegaverne.

De samme fire slags småkager og hjemmetrillet marcipankonfekt blev gemt væk i tapede dåser.

Alle anstrengelserne ledte frem til den festlige kulmination juleaften, hvor alt blev serveret, og min far sad i sofaen og var ved at falde i søvn.

I 2006 overleverede min mor juletraditionerne til mig.

Hun indviede mig i det blå ringbind, hvori hun havde samlet opskrifter og idéer til julepynt og borddækning.

Bagest havde hun lavet huske- og indkøbslister over, hvad der skulle serveres i juledagene.

For hende var de fysiske lister en hjælp og en aflastning, som hun håbede, jeg kunne få glæde af.

I løbet af min plejeorlov lærte hun mig – ind imellem sine efterhånden lange hvilepauser – at lave leverpostej, kåldolmere og stuvet sønderjysk grønlangkål.

Kun en af retterne har jeg lavet siden, men jeg værdsætter den særlige og vemodige tid, vi tilbragte sammen i køkkenet.

Året efter var det, som om julen var forsvundet sammen med min mor. Jeg stod alene tilbage med det blå ringbind og det meste af mine forældres julepynt. Alt det, min mor plejede at gøre for os i december, var pist væk.

I rollen som mor prøvede jeg instinktivt at fylde hullerne ud. Det var en tung arv at løfte midt i sorgen og savnet. Jeg kom aldrig til at følge min mors lister. Det var hendes jul, og den kunne ikke kopieres.

Samtidig var jul lig med min mor. Hun gennemsyrede alle mine minder og forestillinger om, hvordan julen skulle være. Jeg havde set min mor næsten slide sig selv op i alenlange to-do-lister.

Og med ønsket om at give vores børn en god jul, så gentog jeg i en eller anden grad det samme mønster. I mange år kunne jeg ikke se, at det kunne være anderledes.

Nu er der gået 15 år. Det er stadig den tid på året, hvor jeg savner min mor mest. Men alderen og et par omgange stress har forandret mig. Og mine forestillinger om julen har ændret sig.

Vi har etableret vores egne juletraditioner. Min mand har kærligt trukket mig i retning af at vælge flere lette løsninger, og det giver mig mere ro indeni.

Juleaften er ikke kulminationen på vores forberedelser. Vi nyder masser af gyldne øjeblikke og enkelte planlagte julerier i december.

Jeg er blevet bedre til at acceptere, at der hvert år er ting, vi ikke når. Der er ting, vi må undvære – og det er okay.

Alligevel kan mit hoved stadigvæk godt løbe af med mig. Jeg kommer til at tro, at julestemningen kræver særlige betingelser og lægger for stort et pres på mig selv.

Til gengæld vender jeg hurtigere tilbage til det afslappede spor igen. Det tror jeg faktisk, at min mor ville have glædet sig over.