"Du skal bare vide, at jeg sagtens kan klare mig uden dig," sagde hun

Hvordan tager man egentlig et andet menneske ind i sin bevidsthed? Der er ordene selvfølgelig.

Efter interviewet ved jeg, at Helle Helle bruger meget hårlak, at hun er ferm til at skille et stoppet afløb og mindre ferm til at skille en støvsuger, der er i stykker, men gør det alligevel.

Jeg ved også, at hun på syttende år synes, hendes mand, Mikkel Carl, er lækker, og jævnligt siger det til ham, at hun som forfatter forestiller sig, at alle da, ligesom Hafni i hendes nye roman, har prøvet at åbne en avocado med en stålkam eller en bilnøgle, og at hun som menneske egentlig ikke rigtig mener så meget om samfundet og den tid, vi lever i. Plus at æg skal koges i meget lidt vand i syv minutter.

Men der også det ordløse.

Hvad siger den sorte Prada taske om hende? Og den enkle sorte Issey Miyake pleats-kjole? Noget om stringens?

Det løftede, hårlakkede hår lægger ansigtets fine oval åben og kunne mistolkes som tegn på udadvendthed, men som menneske er hun mere observatør.

Helle Helle er optaget af betydningerne i det ordløse. Måske er det derfor, hun ikke rutter med tillægsordene i sine bøger.

– Jeg håber altid sådan, at folk forstår, hvad det er, jeg mener, når de læser mine romaner. Jeg vil enormt gerne forstås. Det er nærmest et udgangspunkt for mig, når jeg skriver, at jeg er så dum, at jeg tænker, at det her forstår alle da. Det er også derfor, jeg ikke bruger så mange ord. Det føles bare som at skrive til nogen, der godt forstår det, og så behøver jeg ikke skære tingene ud i pap.

Hun læser anmeldelser. Men kun én gang. Og hurtigt.

– Fordi jeg også har en flovhed over det. Det, at jeg har skrevet en bog, og den skal anmeldes, er en mærkelig verden.

– Jeg kan nu rimeligt godt tåle at få en dårlig anmeldelse, men hvis jeg af vanvare kommer ind på et socialt medie, og nogen skriver, at de ikke forstår en skid af det, jeg skriver, og ”totalt overvurderet forfatterskab”, bliver jeg såret på en dum måde, så kan det tage mig flere dage at komme mig, fordi jeg så gerne vil forklare mig.

– Jeg skriver mest om alt det konkrete. Der er utroligt mange dørmåtter og termokander i alt det, jeg skriver om, og det er selvfølgelig noget, der hører til i hverdagslivet, som også er det, jeg meget skriver om.

– Genstande fylder rigtig meget, fordi det tit er koblet op på nogle følelser. Der er heller ikke så meget udtalt følelsesliv i mine bøger, det er fordi det er så svært at skrive om, det er også fordi, jeg ikke KAN. Det bliver ikke godt. Det er ikke det, jeg evner, det er der andre, der kan.

Hvad er det så du kan?

– Måske sige noget om, hvordan noget er. Uden at sige det.

Fru Hansen

Helle Helle er elsket og anmeldererklæret ”god” litteratur. Som barn og ung i Rødby ville hun ikke have læst – sig selv.

– Jeg læste det samme som min mor. Noget af det første var store slægtsromaner. Og Jakob Bech Nygaard: ”Du blev træl” og ”Guds blinde øje”. Den slags.

– Jeg troede, det var god litteratur. I dag ved jeg ikke, om det ligefrem er ”slemt”, men jeg har bare hørt så mange gøre grin med det, at jeg ikke nødvendigvis tror, det er god litteratur.

Ikke desto mindre satte det spor. Helle Helle fortæller om en kvinde i ”Du blev træl”, fru Hansen, som på et tidspunkt bliver syg.

– Jeg var alene hjemme, da jeg læste et kapitel, der begyndte: ”Dagen efter døde fru Hansen”. Jeg græd og græd og græd. Min mor kom hjem fra arbejde og sagde: ”Hvad græder du for?”. ”Fru Hansen er død!”.

– Jeg tror faktisk, det var en af de første gange, hvor det gik op for mig, hvad det er, litteratur kan. Og det er egentlig det, jeg selv forsøger, når jeg skriver – at nogen lader sig rive med og bevæge enten ved at grine eller græde.

Når hun selv skriver, bliver hun ikke bevæget, dér handler det om overblik.

– Men jeg må indrømme, at jeg – pinligt nok – altid læser mine romaner højt for min mand, når jeg er færdig. Der er faktisk mange gange, hvor jeg ligesom næsten ikke kan læse det højt, fordi jeg får en klump i halsen over mit eget, ha ha.

– Engang skrev jeg en novelle om en hund, der skulle aflives og læste den op for min mor, som havde hund. Jeg græd så meget, mens jeg læste den, at hun slet ikke kunne være i det, det er jo dybt pinligt.

Smørrebrødsrejsen

”Hafni fortæller” handler om Hafni, der skal skilles og tager på en slags roadtrip rundt i Danmark med en plan om at spise smørrebrød i hver by efter en fastlagt rute. Uden at afsløre for meget: Det går faktisk ikke ret godt.

– Jeg har selv haft en drøm om at rejse ud på sådan en smørrebrødsrejse i mange år. Præcis den rute. Roskilde, Ringsted og videre.

– Hvert sted ville jeg spise smørrebrød og drikke øl og en snaps, overnatte og køre videre næste dag. Helt alene. Jeg er bare aldrig kommet af sted.

– Først og fremmest fordi jeg har været bange for at blive ensom undervejs, men lige så meget fordi jeg har været bange for, at jeg fik mig viklet ind i noget selskab, jeg ikke havde lyst til at være i.

– Så den rejse, jeg aldrig selv er kommet ud på, er den, jeg har sendt hende ud på. Og det, der sker for hende, er sikkert meget det, der ville ske for mig.

Det er vel et paradoks, siger jeg. At være bange for at blive ensom. Samtidig med at man ikke ønsker at møde nogen …

– Det må du nok sige! Men jeg har nemt ved at få andre menneskers historier, fordi jeg nemt kommer til at tale med folk, og det kan godt blive for meget. Noget af det, som nogle gange har været svært for mig, er, at jeg tror, at jeg så bliver venner med folk.

– Det kan godt være lidt opslidende, for det er ikke nødvendigvis sikkert, at folk har det på den måde, og det er heller ikke sikkert, at jeg selv … vil være venner med dem.

– Jeg ville også være bange for, hvis nogen på en restaurant sagde: ”Skal vi to ikke sidde sammen?”, og jeg kom til at sige okay. For så er det svært at sige: ”Ved du hvad, jeg vil faktisk gerne være alene”.

Selvoptaget

Hvordan ser vi på andre? Hvordan ser andre på os? Noget af det, der er på spil i romanen, er sådan set også på spil i Helle Helles eget liv.

Livet igennem har hun f.eks. følt sig underforsynet med selvironi i forhold til sin mor og søster. Og overforsynet når det gælder optagethed af, hvordan andre ser hende.

– Og er hele tiden kommet til at skamme mig. Der er også meget skam i Hafni. Skam over at have sagt det forkerte. Eller have gjort det forkerte i forhold til, hvordan andre opfatter det.

– Jeg kan se, det er et tema i alle mine romaner, og det er noget, jeg kender selv. Desværre til bevidstløshed. Det er ikke nogen særlig ædel følelse, synes jeg. Skyld er mere ædelt. Skam opfatter jeg som utroligt selvoptaget.

– At være så opmærksom på, hvordan andre opfatter en. Kan de lide mig? Har jeg sagt det rigtige? Er jeg kommet til at sige noget dårligt om andre? Det er sådan noget, jeg har det utroligt svært med. Er jeg kommet til at give den forkerte gave?

Som ikke passede til personen?

– Ja, og som var flov i selskabet. Efter at have brugt så lang tid på at tænke over, hvad det skulle være, er det sket så mange gange for mig, at det er endt med at blive det forkerte.

– Det er en gammel historie, jeg har med min allerbedste veninde, som jeg mødte i 1989, at jeg aldrig har givet hende en god gave, fordi jeg så gerne vil give hende det helt rigtige, fordi jeg elsker hende så højt.

Helle Helles venindes 50-års fødselsdag:

– Jeg ville give hende noget rigtig dyrt, så jeg købte et stort Acne tørklæde, som var meget moderne på det tidspunkt. Det kostede 1.000 kr., det var en dyrere gave, end vi plejer at give. Men så købte jeg det i sort, fordi jeg altid selv går i sort – og så blev der helt stille i selskabet, da hun pakkede det ud, fordi det bare var et stykke sort uld, der kom ud af pakken. Ha ha.

Er du god til at give din mand gaver?

– Ja. Det er jeg. Og omvendt. Han er også god til det. Men vi giver kun hinanden sådan noget fritidstøj. Kun. Jeg har lige fået en dunvest. Det kommer sig af, at vi bor ude på landet i et hus, der er utrolig koldt, så vi har brug for varmt tøj.

– Desuden er vi holdt op med at købe ting for nogle år siden. Altså vi har ikke købt noget. I forgårs gik vores æggeur i stykker, så reparerede min mand det. Man kan få et til en tier i en Tiger forretning, men nej vi reparerer ting, køber ikke bare noget nyt.

– Derfor kan man give hinanden gaver, og det er så endt med at blive meget praktiske gaver, for det er trods alt det, man mangler.

Hun har godt nok en svaghed for dyrt tøj, siger hun. Men:

– Jeg vil hellere have meget lidt, men dyrt tøj. Jeg køber faktisk ikke billigt tøj. Og så køber jeg kun lidt en gang imellem. Men jeg må indrømme, at nu hvor jeg skal udgive en roman, har jeg været nødt til at købe en top.

Hverdag

Hafni rejser i den grad minimalistisk. Og gør ting, som ”man” normalt ikke gør. Som at åbne en avocado med sin bilnøgle.

– Kender du ikke det? Det troede jeg, alle havde prøvet. Det er fordi, min mor altid skar alting over med sin stålkam, når vi var nogen steder, så det har jeg bare hugget derfra. Jeg syntes, det var smart.

– Og Hafni er ude på en lang rejse uden at have medbragt noget. Hun troede, hun skulle have smørrebrød hvert sted, men ender med at sidde i Sønderjylland og spise skolekridt.

– Jeg synes, det er dybt interessant at skrive om nogen som Hafni, som farer vild i alting. Som har en retning, men hun kan ikke rigtig holde den. Noget går galt.

– Og det kender jeg fuldstændig, og jeg bilder mig ind, at de fleste genkender de punkter i livet, hvor der er … en slags krise, hvor det er svært, hvor det ikke bare er hverdag og rutine, og hvor man ligesom står alene med tingene og selv skal vælge hvilken vej, man vil gå.

Det er også der, hvor vi er mennesker?

– Præcis. Det er et grundvilkår. Men når jeg har sagt det her til læsere, er der altid nogen, der siger: ”Jamen du står selv der i dit pæne tøj og har taget en retning og er blevet en stærk forfatter, så det kan ikke passe, at du bliver ved med at interessere dig for nogen, der ikke gør det”. Så siger jeg, at det godt kan være, at det ser sådan ud, men alt det, der er indeni mig, er måske ikke så stærkt, som det ser ud.

Hvad er det i dig, der ikke er så stærkt?

– … Altså jeg mener f.eks. ikke ret meget om noget, og det ville jeg gerne. Jeg er bange for ting, jeg frygter klimakrisen, jeg er bange for, hvad der sker i Ukraine, jeg er bange for alt muligt … jeg bliver helt mundlam, hvis jeg skal række hånden op, eller hvis jeg skal … sige, hvordan noget ligesom hænger sammen. Analysere det.

– Det er en ting for mig sådan noget med ikke at mene noget. Men jeg tænker også, at det er et vilkår for mig som forfatter.

– For mig handler det om ikke at dømme mine personer. Altså kan jeg lide dem, eller kan jeg ikke lide dem?

– Jeg kan lide dem på samme måde, som jeg kan lide og ikke kan lide mig selv. De er hverken dumme eller gode. De er både dumme og gode og forvirrede og alt muligt andet.

Vi tager farve af hinanden. Men hvilken farve har vi egentlig, hvis vi pludselig bliver alene? Hafni skal skilles, hun er kørt fra sin mand og vil ikke hjem igen.

Men hvem er det nu, hun er? Uden ham? Det optager Helle Helle. På et personligt plan.

– Jeg er selv er blevet skilt en gang. Og hvis jeg blev det igen, ville der ske det samme, som er sket før, for jeg har haft mange kærester, og det har været det samme: Når de så er væk, skal jeg til at finde ud af, hvad jeg mener, og hvad jeg kan lide.

– Kan jeg egentlig lide den farve, eller har vi bare talt os frem til den? Kan jeg lide det kunstværk? Kan jeg egentlig lide det tøj, jeg går i? Fordi man har opbygget noget sammen. Jeg har sådan lidt en tendens til … at jeg er sådan lidt bøjelig.

Parfumedame

Helle Helle har nået en alder, hvor hun ikke går og tænker så meget over, hvad det gode liv er. For det gode liv er simpelthen at have et liv, siger hun.

Fordi der ikke er så meget tilbage af det, som der har været. Hun kan godt længes tilbage til dengang, det føltes, som om hun havde al tid i verden foran sig.

Hvad er du rundet af?

– At min mor læste slægtsromaner sammen med mig, siger rigtig meget. Lolland. Rødby. Som jeg har brugt i flere romaner. Skilsmisseforældre fra jeg var lillebitte. Mange forhold. Min mor flyttede rundt i Rødby.

– Jeg havde meget kontakt med min far, en meget nærværende og sød far. Og fik to søstre. En hos min far og en hos min mor. Min mor var alene med os og havde forretning, var parfumedame, så jeg havde bare meget ansvar derhjemme. Rigtig meget.

Som barn var hun meget interesseret i at blive voksen.

– Faktisk ret tidligt. Jeg brød mig ikke specielt om at være barn, jeg ville gerne have ansvar, jeg ville gerne ligesom selv. Jeg var tidligt i gang med alting.

Drenge?

– Ja. Jeg var meget tidligt i gang med drenge. Og længtes efter det der med også kropsligt at ville være hurtigt i gang. Jeg havde sådan en … optagethed af det. Det er også en klassiker, at piger vil det. De vil have bryster og menstruation og så videre.

– Jeg talte med min mand om det inden interviewet her – at jeg i virkeligheden synes, jeg er stærk på den måde, at jeg altid regner med, at alting selvfølgelig kan lade sig gøre.

– Jeg accepterer ikke, at jeg ikke kan et eller andet. Jeg tror, jeg kan lave alting, og jeg har også lavet rigtig mange ting. Det er mig, der renser afløb og skiller ting ad.

– Nu har jeg en mand, der er rigtig dygtig, han er billedkunstner og også god til alting med sine hænder. Men det er stadig mig, der skiller afløbet.

– Jeg kan også hænge lamper op. Jeg insisterer på de ting. Det er nok en form for overmod. Men det var også hos mig, da jeg var barn, at jeg tænkte: Selvfølgelig kan jeg det!

Og det er helt utrolig vigtigt fordi:

– Begge mine forældre sagde altid til mig om alt muligt: ”Det kan du godt”. Selvfølgelig var der mange ting, der var dødssvære. Men de sagde det altid: ”Det kan du godt”.

Hvad tror du, det har betydet for dig?

– F.eks. at jeg aldrig er bange for at miste noget. Altså en mand. Jeg er stadig forelsket i min mand efter 17 år sammen. Jeg går altid og siger: ”Du er så lækker”.

– Jeg synes stadig, han er megalækker. Men så har jeg også sagt til ham: ”Er det for meget, at jeg siger det til dig?” Det var det ikke, det kunne han godt lide. Så sagde jeg: ”Hvis det var dig, der gik og sagde sådan til mig, ville jeg skilles, for det kunne jeg ikke holde ud”. ”Nå”, sagde han så.

– Lidt efter sagde jeg: ”Du skal bare vide, at jeg sagtens kan klare mig uden dig. Jeg vil helst ikke. Men det kan jeg godt”. Det er jo lidt strengt at sige, det er også sagt med et glimt i øjet, men det er sådan, jeg er. Ikke at jeg ikke har prøvet at lide af ulykkelig kærlighed, for det har jeg, men det er ikke ret tit.

Lukker du af?

– Nej, nej, nej, jeg føler så meget. Jeg har masser af følelser, det er ikke det. Jeg er bare hurtig til at reorientere mig.

– Men måske handler det om, at jeg ikke er bange for at være alene. Det er jeg ikke.

– Jeg har mange gange ønsket mig at være alene. F.eks. da jeg blev skilt, tænkte jeg: Nu skal jeg være alene, jeg skal være alene i så mange år. Så gik der nul måneder. Jeg nåede slet ikke at være alene.

– Derfor var det også en stor kamp de første år. Jeg blev ved med at sige: ”Jamen jeg vil ikke, jeg vil være alene!” Men det hjælper jo ikke, når man synes, han er lækker. Det er jo der, det hele begynder. Så det var rigtig godt.

Lammekøllen

Vi mangler noget her på falderebet. Det, der sætter mennesker i relief, accentuerer dem som det, de er. Noget atypisk Helle Helle. Noget, der faktisk bliver ment og sagt højt. Vi har skabt bagtæppet, og her træder hun ind på scenen – og i karakter. Vi havner i Tårnby for snart 40 år siden.

– Jeg var demonstrationsdame i Brugsen. Jeg kom ud i Tårnby og skulle, du ved … demonstrere mad.

”Vil De smage min suppe?”

– Lige præcis. Den dag skulle jeg demonstrere, hvordan vi spiste lammekød i Danmark. Der ville komme en hel delegation fra New Zealand, hvor lammet kom fra, for at se den demonstration. Men da jeg kom derud, havde slagteren ikke tøet lammet op endnu, og delegationen ville komme en time efter!

– Det lyder som noget fra en af mine romaner, det gør næsten alt det, der har været i mit liv, men dér gjorde jeg noget andet, end Hafni ville have gjort. For mens jeg stod og prøvede at marinere det der frosne lam, dukkede delegationen op. Så sagde jeg til slagteren: ”Jeg siger op”. Og så gik jeg.

– Jeg efterlod bare hele det newzealandske hold med lammekøllen. Og gik min vej. Så jeg kan åbenbart godt. Jeg kunne i hvert fald dengang. Det er også virkelig mange år siden. Men … det var altså også pinligt.

Er du blevet det menneske, du havde forestillet dig?

– Nej. Jeg forestillede mig, at jeg ville have en enorm sikkerhed. Og blive mere og mere voksen. Og jeg er jo også blevet mere voksen og har en større sikkerhed, men … det har taget mig mange år, og det er først efter, jeg er fyldt 55, at jeg er begyndt at forstå, at alle kvinder i positioner med en vis autoritet ikke er ældre end mig.

– Jeg har haft følelsen, at de da må være ældre end mig. Selv om jeg jo godt kan se, at studieværterne i tv-aviserne er meget, meget yngre …

Vi er ved at sige farvel. Så siger Helle Helle:

– Inden jeg skulle herhen, nåede jeg at blive lidt usikker. Jeg sagde det til min mand: ”Hvad nu, hvis hun spørger, hvad jeg mener om den tid, vi lever i? Det kan jeg jo ikke sige noget om”. Jeg blev simpelthen så usikker. Min hjerne kørte for meget. Så tænkte jeg, nu slukker jeg alligevel for den, og så går det nok.

Og det gjorde det?

– Ja det gjorde det nemlig.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 36, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: