brevkasse
Liv

Mine naboer skændes voldsomt, og jeg er bekymret for kvinden. Hvad skal jeg gøre?

4. april 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg bor i et ældre etagebyggeri, hvor væggene er som papir. Jeg er generelt ikke lydfølsom, så det gør mig intet, at min nabo spiller techno, eller at overboen støvsuger klokken 23 om aftenen.

Men lige på den anden side af mit soveværelse bor et kærestepar, som jeg mistænker for at have knas i parforholdet. For nogle uger siden var de midt i et ophedet skænderi, og jeg hørte kvinden skrige højt. Få minutter senere råbte hun, at han skulle “forsvinde ud af hendes liv”.

Jeg fik straks en meget hård knude i maven. Foregår der noget, man bør være bekymret for? Og i så fald, hvad bør jeg gøre?

Jeg har ikke hørt råb og skrig i samme kaliber siden, men af og til smækkes der med døre og generelt taler de bare helt enormt højt. I dagene efter det store skænderi var der fuldstændig ro, men nu er de begge tilbage i lejligheden.

Det har faktisk plaget mig en del. Jeg har oplevet at få hjertebanken, når jeg skal hjem i min lejlighed. Jeg er tilmed begyndt at sove med ørepropper af den egoistiske årsag, at jeg er bange for at blive vidne til andre episoder, og det får mig til at føle mig som en kujon.

Omvendt tør jeg under ingen omstændigheder gå ind i naboopgangen og tale med dem. Er politiet en løsning, eller er det for voldsomt? Jeg tror alligevel næppe, at de rykker ud, når faren for længst “er drevet over”, og når jeg strengt taget ikke har nogle beviser for, at det er fysisk og/eller psykisk vold, der er tale om.

Jeg har også overvejet en seddel i postkassen, men hvad skal jeg skrive? Og vil det mon eskalere situationen derinde mellem de to?

Skal jeg opgive at løse situationen og i stedet fokusere på at finde en måde at leve med det? Og hvad gør jeg, hvis jeg hører noget igen?

De bedste hilsner naboen

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære nabo

Det er en ubehagelig situation, du står i, og jeg synes, du gør det rigtige ved at række ud og overveje, hvad du eventuelt kan gøre for at hjælpe din nabo.

Det kan godt være, at parret inde ved siden af “bare” har knas i parforholdet, men som du selv frygter, kan det også være, at kvinden faktisk har brug for hjælp. Uanset hvad er det vigtigt, at du bryder tavsheden, for vold er et tabu, og voldsudsatte kvinder lever oftest i ensomhed og isolation.

Hvis jeg var dig, ville jeg som det første ringe til Kvindekrisecentret Danners rådgivningstelefon på 33 33 00 47 og tale med dem om din bekymring. De er eksperter og ved lige præcis, hvilke tegn man skal være opmærksom på, hvis man er nervøs for, om ens søster, kollega eller nabo udsættes for vold.

Hvis du pludselig en aften oplever, at situationen inde ved siden af eskalerer og lyder akut alvorlig, så skal du selvfølgelig ringe 112. Men husk din egen sikkerhed først, og er du utryg, så skal du selvfølgelig ikke gå derind og banke på.

Jeg synes ikke, at du er en kujon, og jeg kan virkelig godt forstå, at det er hårdt at være vidne til skænderier og muligvis vold. Og du skal vide, at du ikke er alene.

Jeg har faktisk tidligere talt med en anden kvinde, Louise, som gruede for, hvad hendes nabo blev udsat for. Jeg synes, du skal læse artiklen, for måske kan du genkende hendes oplevelser? Jeg håber i hvert fald, at du finder en “god” løsning, eventuelt får talt med kvinden og igen kan finde ro i dit hjem.

Hilsen Signe Larsen

Journalist med ansvar for popkultur og liv. Får lavet negle hver tredje uge, elsker at scrolle på TikTok og fortryder dagligt, at jeg ikke startede en YouTube-kanal i 2010 iykyk.

Svar 2

Kære nabo

Tak for dit (meget vigtige) spørgsmål.

Først vil jeg sige, at jeg synes, at det er vigtigt, at du husker at rose dig selv for at lytte til din intuition og ikke mindst reagere på den ved at række ud.

At du sover med ørepropper er bestemt ikke egoistisk, men udtryk for, at du passer på dig selv, og det er det vigtigste for, at vi overhovedet kan hjælpe andre.

Når det er sagt, tænker jeg, at det er vigtigt, at du ikke drager forhastede konklusioner, for vi ved reelt set ikke, om der foregår fysisk og/eller psykisk vold, så jeg synes, du gør klogt i ikke at involvere politiet for nu.

Måske du i stedet kunne finde frem til kvinden på Facebook eller andre platforme og sende hende en besked? Derved holder du hendes partner ude af det og undgår samtidig en eventuel eskalering af situationen.

Du kan i en besked til kvinden skrive, hvad du har bemærket, og fortælle hende, at det påvirker dig og ikke mindst din søvn, både på grund af støjen, men mest fordi du er bekymret for hende.

Spørg, om hun er okay, og om der er noget, du kan gøre. Hvis du intet svar får fra hende, eller hun afviser din hjælp, så synes jeg godt, at du må spørge, om I kan finde en løsning på støjproblemet, da det altså virkelig påvirker dig og din søvn.

Så har du gjort dit, samtidig med at du ikke hele tiden skal konfronteres med støjen fra deres skænderier. Hvis støjen og skænderierne derimod tager til, selv efter at du har kontaktet kvinden, og du bliver mere og mere utryg ved at være hjemme, så synes jeg godt, du kan kontakte politiet. Ingen skal føle sig utryg i eget hjem.

Husk, at det ikke er din opgave at løse deres parforholdsproblemer, men det er din opgave at udvise medmenneskelighed. Det gør du ved at vise bekymring og ønsket om at hjælpe. Vigtigst af alt, så er det din opgave at passe på dig selv.

Hilsen Emma Kegel

25-årig journalist, der knuselsker og overvældes af livet på en og samme tid. Er en ekstremt følsom bjørnemor over for mine nærmeste og lever efter Kierkegaards filosofi: ”Den største glæde i livet er at elske. Den næststørste glæde i livet er at blive elsket”.

Læs også