Min baby har tre buler

Så er freden endegyldigt forbi. Milla er begyndt at kravle - og hun kravler hurtigt. Jeg har før nævnt, at Milla lyder kælenavnet "ninjababyen", fordi hun til trods for sin lille tykke krop er både hurtig og totalt uforudsigelig. Ninja-aktionerne er ikke blevet færre, efter hun nu for alvor kan komme omkring. Hun fiser fra den ene ende af stuen og helt ind i arbejdsværelset som et lyn. På vejen får hun lige væltet lidt af storebrors legobyggeri, gokket hovedet ind i fjernsynet, tygget på en ledning, revet to-tre bøger ud af reolen og ender til sidst under min kontorstol eller under skrivebordet. Her sidder hun så som en anden stresset burhøne og bliver ved med at gokke hovedet eller numsen ind i et eller andet, fordi hun endnu ikke er kvik nok til at bakke ud igen. Og så ender det med et hyl. Eller også vælter hun bagover og gokker hovedet ned i gulvet med et hyyl. Eller hun tager fat i kontorstolen, som pludselig begynder at rulle, så hun falder forover og slår næsen. Hyyyyl.

Det er der, hvor jeg pludselig genkalder mig den nøjagtig samme periode for omkring tre år siden, hvor hendes storebror lærte at kravle og siden at gå. Det var akkurat det samme. De der måneder, hvor ens barn bare kon-stant slår sig, fordi det ikke kender sin egen begrænsning. Små børn gør alt, bare fordi de kan - men de er stadig for "dumme" til at mestre deres motorik fuldt ud og til at kende konsekvenserne af alle deres små stunts.

Jeg kommer til at tænke på de der polstrede sumo-dragter, man kan leje til fester. Sådan en gad jeg godt have i størrelse otte måneder. Det ville give mig lidt ro i sjælen. Og så måske lige en cykelhjelm til hende også, en tandbeskytter (til hendes ene tand), gummihandsker og teflonlapper til knæene. Så er vi kørende.

Læs også:
De voksne ved alt
Mor skal i skraldespanden
Offer for nuttekløen
Og der røg facaden
Respekt for ammehjernen
To børn - 1000 bakterier
Hjælp dit barn på benene