Selvudvikling

Dorthe Kandi: Søstersolidaritet – findes det stadig?

Søstersolidaritet er ikke altid at være enige med hinanden, men at mærke rummeligheden og bruge den til at reflektere over egne og andres valg uden at fordømme

Kvinde er kvinde værst. Det udtryk har jeg hørt og set mere end én gang. Og ja, vi kvinder kan være hårde ved hinanden. Bare tjek kommentarsporet under stort set hvilken som helst debat: Der er hårde kommentarer til alle kvinder fra andre kvinder – og fra mænd selvfølgelig.
Kvinder bekender sig jo ikke altid til, at ”der findes en særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper andre kvinder”, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sagde. Og jeg kan da sagtens forstå det argument, at selv om mænd i århundreder har hjulpet andre mænd frem, så behøver vi kvinder ikke at gå i mændenes fodspor, for de spor er måske ikke ligefrem forbilledlige.
 
 
Men jeg oplever faktisk ofte, at kvinder hjælper hinanden. Og så er der jo heldigvis også meget andet i livet end bestyrelsesposter og topjobs – personligt har jeg kun siddet i bestyrelsen i den ejerforening, jeg bor i, samt været klasserepræsentant i mine ungers folkeskole (dér er der sjovt nok sjældent glasloft).
 
Når det gælder solidaritet, kan jeg indimellem frygte, at det er blevet umoderne – især når jeg hører kvinder frasige sig feminisme, som om det var et skældsord. For mig går de to hånd i hånd – men det er en anden snak.
 
LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Søstersolidaritet er en myte
 
Men for nylig mødte jeg op til fødselsdagsdrinks, inviteret af en skøn kvinde, som jeg kun har mødt en enkelt gang før. Med kun et par dages varsel havde hun inviteret en flok kvinder, fordi – som hun skrev: ”Da jeg beundrer og respekterer hver og én af jer. I er en flok seje, lækre ladies. Vi kender ikke hinanden specielt godt, men det gør absolut ingenting. Jeg vil alligevel gerne se jer …”
 
Og de fleste ville og kunne deltage – det er jo også en slags solidaritet – og generelt god stil – at stille op, når nogen indbyder til ”dans”.
 
Så der sad vi pludselig en helt almindelig onsdag med en dejlig drink og i endnu dejligere selskab. Der gik ikke lang tid, før vi talte om mænd, knuste hjerter, karrierevalg, graviditet og ikke mindst problemer med graviditeter, vægt, selvværd og meget andet. Der var en utrolig åbenhed og ærlighed, som stadig gør mig glad nu nogle uger efter. Jeg blev opfyldt af energi, glæde og eftertanke.
 
Og der var ingen rygklapperi – der blev slået i bordet og erklæret blank uenighed, det var faktisk det skønneste ved det. Der var ikke tale om at nedgøre hinanden, bare om at melde klart ud og så bruge uenigheden til at høre hinandens synspunkter.
For søstersolidaritet er ikke altid at være enige med hinanden, men at mærke rummeligheden og bruge den til at reflektere over egne og andres valg uden at fordømme hverken sig selv eller andre.
 
Så for mig er søstersolidariteten levende og ved godt mod. Måske er det bare de ord, vi bruger om den, der skal støves af. For selv om kvinder er uenige, er det ikke det samme, som at ”kvinde er kvinde værst”. Det er bare, fordi vi har begravet konsensus-tyranniet, for det kan ingen bruge til noget – uanset køn.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 

Læs mere om: