Wenche har været plejeforælder for seks børn. Da hun blev 50 år, besluttede hun sig for at gøre det igen

Jeg skulle egentlig ikke være plejemor, siger Wenche Skog Sørlie.

Den skarpe sol trænger gennem vinduet og lægger sig som hårde skygger i Wenches ansigt. En sort lille hund trasker rundt på gulvet og tigger om opmærksomhed. På køleskabet hænger mange farverige tegninger – noget som tyder på, at planen om ikke at være plejefamilie gik i vasken.

For da "Sara" kom til familien, var der ingen vej tilbage.

"Sara" er et fiktivt navn, vi bruger i denne artikel af hensyn til barnet.

Wenche og manden, Petter, begyndte ret tidligt at tale om at være plejefamilie på et tidspunkt. Men da de selv fik børn, blev det sat på pause. Da deres yngste datter var 14 år, begyndte de at tale om det igen. Og det tog ikke lang tid, før de besluttede sig for at tilbyde sig som plejefamilie.

Wenche har baggrund som pædagog og arbejdede som børnehavepædagog.

- Jeg har altid haft ekstra omsorg for de børn, som har det lidt sværere. De har altid fanget min interesse, siger hun.

Tre år og seks børn

I løbet af lidt over tre år har Wenche og familien taget imod seks børn. De har boet hos dem fra to dage til et år.

- Det var meget tungt når børnene flyttede fra os – jeg gik ned i kulkælderen, og syntes det gjorde frygteligt ondt. Det kan sammenlignes med kærestesorg – du ved, at personen er derude, men ikke længere er en del af dit liv.

Da det sidste barn var flyttet ud, var Wenches plan at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hun var 49 år og tænkte, at det i hvert fald ikke blev lettere at finde et job, når hun rundede de 50 år.

- Jeg var indstillet på det, så jeg begyndte at skrive CV og forberedte mig på at vende tilbage til et normalt liv. Jeg havde også min pension i tankerne, da man som plejefamilie ikke får tjenestepension.

Men så kom Sara ind i familien og vendte op og ned på alle de planer, Wenche havde lagt.

"Sara er kommet hjem" sagde Petter – det var helt tydeligt, at hun nu hørte til der. Døtrene var også enige i, at hun skulle blive.

- Jeg havde brug for lidt længere tid til at tænke over det. For det er hovedsageligt mig, det påvirker, da det er mig, der skal gå hjemme et stykke tid endnu – uden at vide hvor længe, siger Wenche.

Samtale med en psykolog

Wenche tog sin mand og sine børn med til en psykolog, der havde god ekspertise i, hvordan det er at være plejeforælder. Hun var selv plejemor og kunne fortælle dem, hvad de gik igennem, og hvad de kunne forvente.

- Efter den samtale var alle lige fast besluttede på, at det var det, vi ville. Så tog vores liv en drejning, og vi blev plejefamilie.

- Det er lidt vildt, at du nærmer dig 50 år og har et lille spædbarn. Jeg fortalte Petter, at vi er garanteret at have et barn derhjemme, når vi går på pension.

Alle de børn, der har boet hos Wenches familie, har været i den yngste aldersgruppe, som er 0-4 år.

- Jeg har altid været fascineret af, hvor meget man kan påvirke et barn fra det øjeblik, det bliver født. Hvor stor indflydelse livets begyndelse har på resten af ​​livet. Derfor valgte vi de mindste. Og dels fordi vores yngste datter var 14 år på det tidspunkt, og det kunne være lidt kompliceret at have en teenager i huset.

At tage rollen som storesøster på sig

Begge Wenches døtre har været meget engagerede i de børn, der har boet hos dem.

- De har taget storesøsterrollen på sig til fulde og har været meget engagerede.

Den ældste datter har selv fået et barn, Sofia på to år.

- Vi bemærker, at vi bliver bedsteforældre på en lidt anden måde end hendes venners forældre, fordi vi har et lille barn at tage hensyn til og tilpasse vores hverdag efter. Vi kan ikke optræde som bedsteforældre på noget tidspunkt, forklarer Wenche.

Selvom det kan være smertefuldt, har det aldrig været et problem. Men Wenches datter siger, at hun aldrig ville være foruden dem, og deres børn leger rigtig godt sammen – selvom der er fire års aldersforskel mellem dem.

- Sara og Sofia elsker hinanden. De kan skændes som gale, men de er også bedste venner. Sara er faktisk Sofias tante, men hun kalder hende sin lillesøster, smiler Wenche.

Venter på fødslen

Halvanden uge før Sara blev født, fik Wenche at vide, at hun skulle være klar til at byde et spædbarn velkommen når som helst. Hun gik rundt og ventede ængsteligt på fødslen. Da Sara blev født, var hun på hospitalet.

- Sara var en time gammel, da jeg holdt hende i mine arme.

Af hensyn til Sara kan Wenche ikke fortælle meget om hendes baggrund. Men hun blev født med forskellige udfordringer.

- Det var en helt særlig tid, hvor der opstod flere komplikationer. Det var virkelig hårdt.

I starten var Sara meget sårbar og kunne hurtigt blive overstimuleret. Familien måtte sørge for at undgå fuldt dagslys. De måtte ikke have radioen eller tv'et tændt, når hun var på værelset. Modtog ikke besøgende, og alt skulle arrangeres rundt omkring den lille pige.

- Når man er i det, tænker man ikke over, hvor hårdt det er – man gør bare, hvad man skal gøre for at hjælpe barnet, siger Wenche.

Hun tænker lidt over det. Hvordan det påvirkede alle i familien, og hvor generøse døtrene har været.

- Vi havde en 14-årig i huset, som ikke kunne tage venner med hjem. Hun forstod det og sagde, at det var okay – hun skulle i stedet hen til dem, uden at gøre en masse ståhej ud af det.

- Følte mig som mit barn

Følte du en øjeblikkelig forbindelse, da du fik Sara?

- Ja. Hun har føltes som mit barn fra dag ét. Og det er hun, der er bare det, at vi deler hende med et andet sæt forældre.

Wenche ændrer siddestilling og kigger ud af vinduet.

- Måske er jeg naiv, men jeg har aldrig tænkt over, at Sara havde en anden hudfarve. Det har aldrig haft nogen betydning. Første gang jeg indså det, var da vi blev konfronteret med racisme.

Wenche og Sara var på en legeplads. Tre damer og flere børn af udenlandsk oprindelse kom til den samme legeplads, og mødrene begyndte at spørge Wenche, hvor Sara var fra.

- Jeg sagde, at hun er norsk. Så blev de lidt aggressive og spurgte igen, hvor hun var fra. Hun er født i Norge, svarede jeg. Og så måtte vi gå, fordi det blev ubehageligt.

Hvordan går det i dag?

Den lille pige havde en hård start på livet, men er kommet langt siden da.

Hvordan har den seksårige det i dag?

- Det går meget bedre. Sara er et omgængeligt barn, der har hele skoledage. Forleden spurgte hun, om hun også kunne komme i SFO ligesom alle de andre børn. Et par dage om ugen er hun der i alt fra en halv time til halvanden time, og så er det okay, at vi henter hende.

Wenche forklarer, at Sara altid har været god til strategier. Når hun er i skole, vil hun gerne være ligesom alle andre, og hun har udviklet strategier til at håndtere det.

- Nogle gange når vi henter hende fra skole, kan tårerne trille, fordi hun er så træt af at holde masken. Men vi ser, at hun bliver stærkere og kan holde til mere. Vi skal bare sørge for at give hende tid, og støtte hende så godt vi kan. Heldigvis nyder hun skolen og er meget dygtig. Det har overgået alle forventninger, smiler Wenche.

Kontakt med familien

Wenche forklarer, at de har god kontakt med Saras mor og bedstemor, og fungerer godt sammen.

- Sara forstår ikke meget af det endnu, men hun ved, at hun har to mødre og to fædre. Hun begyndte tidligt at stille spørgsmål om hudfarve, da hun har en mere gylden teint end resten af ​​os i familien. Hun har også kæmpet med sit efternavn.

På grund af sygdom kan Sara ikke deltage i alle aktiviteter – såsom fodbold. En dag sagde hun: "Mor, jeg vil så gerne være ligesom alle andre."

- Sara bemærker, at hun er anderledes, fordi der er et system omkring hende, der gør hende anderledes. Jeg synes, det er svært at svare på hendes spørgsmål nogle gange, og forklarer det på en måde, hun forstår. "Jeg prøver at vende det til noget positivt," siger Wenche.

Wenche synes, det er trist, at der er fordomme mod børn i plejefamilier.

- Når du fortæller folk, at barnet ikke er dit biologiske barn, kan de blive lidt stigmatiserede. Nogle mennesker har en vis opfattelse af, at de er "problembørn", men det er de fleste ikke – de er ligesom alle andre børn, de har bare brug for lidt mere omsorg.

Hvad er det mest udfordrende ved at være plejeforælder?

- Det er ret uforudsigeligt. Hvis vi for eksempel har arrangeret en hyttetur med venner, og Sara er ængstelig, når turen nærmer sig, er vi bare nødt til at aflyse. Vi må tage én dag ad gangen.

Får meget tilbage

Det kan have negative konsekvenser for økonomien at være plejeforælder, men heldigvis er der ændringer i gang: Fra sommeren vil plejeforældre modtage kompensation for tabt arbejdstjeneste.

- Jeg har allerede tabt penge i 10 år, siger Wenche.

Har du nogensinde fortrudt det?

- Nej, aldrig. Og hele familien er enige, selvom alle har set, hvor hårdt og vanskeligt det til tider har været. Men for os er der ingen økonomisk krise, vi klarer os fint, og vi ville aldrig vælge anderledes.

Hvad er det mest givende ved at være plejeforælder?

- Alt du får tilbage. At se et lille barn, der i starten ikke har det bedste fundament, begynde at blomstre. Hvor meget det hjælper at give et barn støtte og omsorg. At se hende mestre nye ting er så berigende. Sara sneg sig hurtigt dybt ind i mit hjertes dyb. Det her er et barn, der har brug for noget ekstra, og jeg mærker det virkelig i mit hjerte.

Mange børn venter på en plejefamilie i Norge

Der er alt for mange børn, der har brug for plejefamilier i Norge i dag. Sidste år var der 250 børn i kø, og lige nu er der 360. Det er steget med over 100 børn på bare et år.

- Det er en kæmpe krise. Jeg har så ondt af alle de børn, der står i kø og venter på at få en plejefamilie. Forestil dig hvor forfærdeligt det er ikke at vide, hvor du skal bo. At tro, at ingen vil have dig – du er bare en del af et system. Det gør så ondt.

Wenche håber, at flere familier vil turde tage chancen. Hvis det er en tanke, du har eller noget, du overvejer, anbefaler hun at tage kurset for at blive plejefamilie. Det er ikke bindende, men det giver et bedre indblik i, hvad man kan forvente.

- Der er nogle negative historier om plejebørn og plejefamilier, og hvorfor plejeforældre ikke ønsker at anbefale andre at blive plejeforældre. Men det handler oftest om systemet omkring børnene – ikke børnene selv, siger hun og tilføjer:

- Jeg håber, at flere vil overveje at blive plejeforælder, for det giver så meget mere, end det koster.

Denne artikel blev først bragt hos kk.no, som også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.