
Han pralede af sit vigtige job, men da Hanne mødte ham på en fin restaurant, lagde hun mærke til noget

Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Der var ham den søde date, der under middagen på en restaurant pludselig hev et billede frem af en kvinde, der var bundet stramt ind og hang fra et reb i loftet. Det viste sig, at han var til japansk bondage og gik til det hver uge som en hobby. Det var ikke lige noget for Hanne.
Så var der ham, der pralede om sit meget vigtige job, men slet ikke kunne finde ud af at klæde sig ordentlig på og gøre noget ud af sig selv, da de endelig skulle mødes på en fin restaurant, som han tilmed selv havde valgt. Han mødte op i møgbeskidte gummisko og en snusket sweatshirt.
Kort om Hanne Lykke Jørgensen
57 år, mor til to voksne døtre på 26 og 33 år.
Har været single de sidste fem år, men har tidligere haft to lange forhold, hvor hun boede sammen med mændene, samt flere kortere forhold.
Arbejder som butikschef i en brugskunstbutik.
Bor i Varde.
Eller ham, der pludselig valgte at ghoste hende ud af det blå, selv om de havde haft en god og meget intens dialog hver eneste dag mellem date et, to og tre …
Når man har været single i flere år og har været på mange dates, bliver man nemt desillusioneret. Men Hanne er stadig optimistisk, og hendes tilgang til dating er både ærlig og humoristisk.
– Jeg har en drøm om at finde en kæreste. Ikke fordi jeg ikke kan klare mig selv, for det kan jeg sagtens, men jeg savner en at dele livet med. En at tage til fester med, tage på ture med, spise ude sammen med en lørdag og være noget for til hverdag. Jeg er en meget stor pleaser, forstået på den måde, at jeg godt kan lide at forkæle andre, være noget for nogen. Og jeg drømmer om tosomheden, hvor vi er der for hinanden, og vi er en del af hinandens liv. Men jeg er nok også en stor mundfuld, fordi jeg fylder meget, det er jeg da godt klar over, siger hun og griner højt.
Handywoman søger mage
Hanne, der er 57, har flere lange forhold bag sig, men har nu været single i fem år. Før det var hun on and off i en række kortere forhold gennem de seneste 10 år.
Til daglig arbejder hun som butikschef i en brugskunstforretning, og så bor hun i en lille, hyggelig lejlighed i Varde, som hun selv har sat i stand.
– Jeg er meget selvstændig og lidt af en handywoman, til gengæld kan jeg hverken bage eller strikke. Men jeg behøver ikke en mand til at renovere og den slags for mig, og det kan jeg mærke skræmmer en del mænd. Men bare fordi jeg kan bruge en boremaskine og ikke er bange for at tage fat, betyder det jo ikke, at jeg ikke også gerne vil have hjælp. Jeg vil da elske at have en at dele den slags hverdagsting med, og jeg håber da også på, at jeg finder en mand, som jeg kan bo sammen med på et tidspunkt igen, forklarer Hanne.
Det er ikke, fordi hun savner selskab eller indhold i livet. Hanne er tæt knyttet til sine to voksne døtre, som hun blandt andet rejser på ferier med. Og så har hun en kæmpe omgangskreds med mange gode venner, og hun er meget socialt anlagt.
Men det dér med at have en helt tæt på, der er vidne til op- og nedture i livet, mangler. Og derfor dater hun for at finde en kæreste. Hendes seneste længerevarende kæreste mødte hun på en festival, men de fleste dates finder hun på datingapp’en Tinder eller Facebooks datingside.
Det begynder med en gåtur
For Hanne har det været en øjenåbner at opdage, hvor meget datingkulturen har ændret sig, efter den første kontakt i mange tilfælde er flyttet online.
– Der er sket noget med den måde, vi møder hinanden på. Mange gemmer sig bag skærmen og har svært ved at investere sig ærligt. Vi er bange for at blive afvist og for at give for meget af os selv. Men hvis vi ikke vover noget, får vi jo heller ikke noget, siger Hanne, der altid spørger, om daten vil mødes til en gåtur, forholdsvis hurtigt efter de har skrevet sammen online, og kommunikationen og kemien virker lovende.
– Det er den eneste måde, man kan afgøre, om der er noget at bygge videre på. For meget kan virke anderledes på skrift – og det er jo ikke en penneven, jeg søger, forklarer hun.

Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Inden de kommer så langt, er der dog en del mænd, der er blevet sorteret fra i Hannes screeningsproces. Først og fremmest dem, hvor samtalen på skrift ikke flyder, og de kun svarer tilbage i enstavelsesord og ikke selv fortæller noget eller spørger ind til Hanne. Derfor føler hun også, at hun kender dem, hun skal mødes med, ret godt inden gåturen.
– Jeg har aldrig været ude for, at profilbilledet ikke passede til virkeligheden, eller ham, der møder op, var helt anderledes fysisk, end det jeg regnede med. Og fordi vi oftest har skrevet sammen over et par uger, før vi mødes, føler jeg også, at jeg ved lidt om, hvad de står for. Så jeg er aldrig bange for at mødes med dem. Alligevel foreslår jeg efterhånden altid, at vi mødes udenfor til en gåtur, fordi det er rart at gøre noget sammen. Jeg tager kaffe med, så vi kan sidde og drikke en kop sammen på en bænk eller i bilen bagefter. Og snakke, fortæller Hanne, der med årene er blevet mindre kritisk, i forhold ti, hvem hun har lyst til at tage på den første gåtur med.
Gør nu noget ud af det
– Jeg vælger altid folk fra med små børn. En mand på 60 med to børn på syv og ni? Nej, det orker jeg sgu ikke, der er jeg et andet sted i livet nu. Men ellers går jeg ikke så meget op i deres udseende, som jeg tidligere har gjort. Det er vigtigere, at der er noget dybde i det, de skriver, og i hvad de interesserer sig for, siger Hanne.
– Det er jo et menneske, jeg har lyst til at lære at kende og ikke alt det udenom i første omgang, når det bare er fyld. Jeg griner jo lidt af, når mange har travlt med at vise sig frem på glansbilleder på deres datingprofil: ”Prøv at se mit fine hus og min store bil og min båd”. Jeg får lyst til at skrige: ”For pokker, det er dig, jeg skal på date med. Det er jo ikke en solnedgang eller dit billede af den perfekte rejemad. Jeg vil gerne se dig!”. Jeg forstår simpelthen ikke det andet, siger Hanne, der også skal kunne mærke, at manden har lyst til at prioritere sig selv og deres date, hvis de skal ses igen.
– Til det første møde må de gerne have gjort sig bare lidt umage med sig selv, have børste håret og taget rent tøj på, så jeg kan se, at de gider investere noget i det. Jeg er meget visuelt tænkende, og jeg synes, at mange mænd falder helt vildt af på den. Jeg kan ikke forstå, at de ikke spørger deres søskende, veninder eller kollegaer til råds – eller bare kigger i et ganske almindeligt Bilka-katalog og tænker: ”Hvordan ser mænd egentlig ud i dag?”. Voksne mænd, der kommer på date i byen i tøj, der passer i en kostald … det fatter jeg simpelthen ikke. Jeg ser på mænd, der nærmer sig de 6 0, og tænker bare: ”Hallo, der findes noget, der hedder en skjorte eller en pæn trøje!”. Det andet er da sløset. Jeg er et ordensmenneske, og jeg synes godt nok, der er meget ligegyldighed. Og så er der den der fornemmelse af, at man slet ikke må forvente noget af hinanden. Hvorfor må man ikke det?
Ghosting er no go
Det med at forvente noget af hinanden gælder også de intentioner, man har. Og Hanne er bestemt ikke fan af den uærlighed, hun også er stødt på et par gange i sit datingliv.
– Jeg har oplevet flere gange, at jeg møder en mand, vi har en god kemi, vi snakker i telefon i timevis, vi tager på date – og så når vi til det punkt, hvor det bliver lidt mere intimt. Og pludselig efter det forsvinder han. Uden forklaring. Det går fra at være lange telefonsamtaler og romantiske beskeder til stilhed. Jeg bliver så skuffet. Hvis de bare havde været ærlige og sagt, at de ikke var klar til et forhold og kun søgte sex, så havde jeg været afklaret. Jeg er en voksen kvinde, jeg kan godt tage sandheden. Men hvorfor sige alt det rigtige, hvis du ikke mener det? Sig dog fra, hvis noget ikke fungerer, du fortryder eller hellere vil noget andet. Det er bedre at lukke en relation ordentligt end bare at forsvinde, siger hun om fænomenet ghosting, der går ud på, at den ene part fra det ene øjeblik forsvinder sporløst fra relationen.
Heldigvis har hun også mødt mange gode, ordentlige mænd og har haft sjove, mindeværdige dates med dem, som blot ikke endte som længerevarende forhold. Derfor mister hun heller ikke modet.
– Jeg har stadig en drøm om at finde en kæreste. Jeg tror på mennesker. Og jeg tror på, at han er derude et sted. Jeg kunne ikke drømme om at lade et par få, kiksede dates bremse mig, for jeg ved, at der er så mange sjove, gode mænd i verden, at jeg nok skal finde den rette for mig på et tidspunkt. Det gælder bare om at være nysgerrig nok – og det er jeg heldigvis god til at være.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 16/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Ekspert i at flirte afslører: "Det her er sikkert tegn på, at han kan lide dig"

Forsker har lagt mærke, at én ting, går igen, når vi taler om det, vi fortryder
