https://imgix.femina.dk/media/article/1542_saadan_er_danske_kvinder.jpg
Selvudvikling

4 kvinder fortæller: Disse ting kendetegner danske kvinder

14. oktober 2015
af Sofie Korsgaard
foto: Flemming Leitorp, pr
Vi går klædt som sicilianske enker, og vi har mange nullermænd i hjemmet. Og vi ser sunde ud! Men først og fremmest er vi selvstændige, stærke og frigjorte som få, siger fire kvinder, som har boet både i Danmark og i udlandet

Hvad er danske kvinders kendetegn? Fire mere eller mindre danske kvinder, som har boet i både Danmark og udlandet, fortæller i denne uges FEMINA, hvad der gør danske kvinder til noget helt særligt.

https://imgix.femina.dk/1542_saadan_er_danske_kvinder_nicco.jpg

Nicci Welsh: Det forbløffer mig, hvordan danske mødre formår at passe et fuldtidsjob

– Noget, jeg ofte ser i danske kvinder, er et højt selvværd og en indre styrke. De er uafhængige og véd, hvad de er i stand til, og hvilke muligheder de har. Det giver dem en stor frihed, når det kommer til at træffe beslutninger om karriere og parforhold. Hvis de ikke er tilfredse med deres job, sørger de for at omskole sig selv, eller også tager de en anden uddannelse. Og hvis parforholdet ikke fungerer, ved de, at de sagtens kan klare sig selv.

– Det har efter min mening både positive og negative sider – det er positivt, at de har styrken til at skabe forandringer, når noget ikke fungerer, men på den anden side giver det dem også mulighed for altid at prøve noget andet i stedet at blive i situationen og arbejde på at fikse problemerne.

– Alle kvinder kan multitaske, men jeg beundrer virkelig, hvordan danske mødre formår at passe et fuldtidsjob. Hvordan de på cykel afleverer deres børn i sne- og regnvejr, passer hjemmet og samtidig finder tid til at se både familie og venner. Alle mine danske venner, der har børn, har også fuldtidsarbejde. Det forbløffer mig gang på gang. I England er der ingen af mine venner, der arbejder på fuld tid, hvis de også har børn. De arbejder måske et par dage om ugen, og der skal ikke mere end et enkelt snefnug til at stoppe os englændere fra at gå udendørs.

Nicci Welsh er hår- og makeupartist og ejer af Nicci Welsh Make-Up Academy. Er født og opvokset i England, men har boet i Danmark i 12 år. Hun er gift med en dansk mand, som hun har to børn med.

"Danske kvinder de mest maskuline, bedrevidende og usexede i verden", mener en amerikansk blogger

https://imgix.femina.dk/1542_saadan_er_danske_kvinder_katarina.jpg

Katarina Ammitzbøll: Vores fester ligner en begravelse

– Det første, der falder mig ind, er, at danske kvinder er meget selvstændige. Og flittige, selvkørende, ambitiøse og selvfinansierende. De opfylder mange roller og stiller på mange måder store krav til sig selv. I Danmark ser vi nærmest ned på kvinder, der går på deltid for at få mere tid til familien. Det accepterer vi ikke, og på den måde kan vi godt miste lidt af den dér varme kvindelige side.

– Jeg har også tænkt på, at vi alle sammen ser ens ud. Jeg tror, vi er lidt bange for at skille os ud fra mængden. Vi går meget i jeans, en lidt løs skjorte, en jakke, høje sko eller støvler. Og til fester har alle sort på. Det ligner næsten en begravelse nogle gange! Det dér feminine og flagrende bruger vi ikke så meget.

– Danske kvinder står meget fast på deres rettigheder og er meget diskussionslystne. Vi går meget op i lighed, retfærdighed og frihed både på arbejdet og i hjemmet, og der bliver lavet mange forhandlinger: Hvis manden skal på cykeltur, så vil jeg også på yogatur! Nogle gange glemmer vi lidt, at det også kan være godt bare at give og give mere plads.

– Danske kvinder er rigtig gode til at være kammerater. Jeg synes, kvinder i mange andre lande kan være meget intrigante. De danske kvinder er gode til at lave netværksgrupper, være solidariske og hjælpe hinanden. Og det er faktisk et kæmpe plus. Det er meget befriende.

– Vi er heller ikke så lattermilde og løsslupne som mange andre. Vi tager tingene ret seriøst, og så er vi heller ikke altid så elegante, men kan være meget direkte og gå meget tæt på, når vi møder folk, vi ikke kender. Jeg tror generelt, vores udfordring er at bevare og dyrke vores feminine og bløde sider lidt mere.

Katarina Ammitzbøll har gennem 20 år arbejdet med international krisestyring, konfliktforebyggelse og freds- og statsopbygning og har arbejdet for FN, EU og NATO. Hun har arbejdet i mere end 15 lande og har blandt boet i Afghanistan, Østtimor, Burundi, Egypten, USA, England og Schweiz. I dag bor hun i Danmark, og i år stillede hun op til folketingsvalget for Det Konservative Folkeparti.

https://imgix.femina.dk/1542_saadan_er_danske_kvinder_helle.jpg

Helle Maj: Jeg bliver altid overrasket over nullermændene hos mine danske veninder

– Jeg tror, en sydafrikansk kvinde vil finde Danmark temmelig vulgært bare ved at tage et kig på vores medier. Der er tv-programmer om kvinders fascination af falske bryster, historier om de bedste dildoer til analsex, og interviews med ægtepar, som går til fester for at bolle med andre mænd og kvinder. Ikke bare i sladderbladene, men også i Information og Berlingske. I Sydafrika holder kvinderne deres privatliv meget tæt ind til kroppen. De viser gerne deres flotte kjoler i medierne, men ikke deres nøgne bryster. De taler ikke om deres sexliv i aviserne. Jeg synes godt, at vi kunne genopfinde noget af den bornerthed i Danmark.

– Jeg synes, vi i Danmark skal være stolte over, hvor langt vi er kommet med ligestilling. Måske står mange kvinder stadig for madlavning og rengøring, men vi er i øjenhøjde med mændene, både på arbejde og til fester.

– Jeg er rystet over, hvor travlt danske kvinder har fået det. Meget af det er selvvalgt travlhed med løbedage, ugentlige maddage med naboerne og fitnessklasser. At mødes med mine gamle veninder i Danmark er sådan noget, der skal planlægges måneder i forvejen. Hernede ser man hinanden meget mere spontant til en kop kaffe eller et glas vin.

– Som hvid i Sydafrika har kvinderne en kæmpe fordel, for de har stort set alle sammen en rengøringsdame. De fleste har hende ikke bare én dag om ugen, men hver dag. Derfor bliver jeg altid lidt overrasket over, hvor mange nullermænd jeg støder på, når jeg besøger mine veninder i Danmark.

Helle Maj er uddannet journalist og har boet Afrika i 23 år – herunder Namibia, Uganda, Kenya og ikke mindst Sydafrika, hvor hun p.t. bor og arbejder som freelancejournalist. Hun har også tidligere boet i Californien.

https://imgix.femina.dk/1542_saadan_er_danske_kvinder_helen.jpg

Helen Russell: Her er det ikke attraktivt at være undervægtig

– Det første, jeg lagde mærke til ved de danske kvinder, jeg mødte, var deres stil. Dansk mode består hovedsagelig af sort, hvid, grå – og hvis du føler dig virkelig modig – blå. Stilen er vældig homogen og praktisk med casual bluser og store tørklæder til at stå imod det danske vejr, skinny jeans og flade sko til at cykle i. Men det ser jo godt ud, og med sådan en style uniform er det også meget nemmere at vælge tøj om morgenen.

– Jeg har også bemærket, hvor høje alle er i forhold til mig – jeg er 161 cm – og at kvinderne ser stærke og sunde ud i stedet for at være helt tynde. Jeg har slet ikke set nogen dyrke det dér heroin-chic look, som jeg havde vænnet mig til i London. Og der er heller ingen, der har sådan en benet, over-pilated krop, som newyorkerne dyrker. I Danmark er det ikke særlig attraktivt at være undervægtig. Kvinder spiser. Og de ligger heller ikke under for noget krav om, at man skal blive ved med at ligne en på 19 år. Hvert år laves der en top-25-liste over, hvilke lande der laver flest plastikoperationer, og Danmark har aldrig været med på den liste. De sidste tre år har jeg ikke set én eneste dansk kvinde med store trutmunde-læber eller -kinder, eller som ser unaturligt overrasket ud.

– Men selvfølgelig er alt ikke perfekt: Ikke alle kvinder føler sig ligestillede i Danmark, og noget, der har overrasket mig meget, er de høje skilsmisserater. Jeg har interviewet både psykologer, sociologer og advokater om det, og de peger alle sammen på, at det blot er et tegn på, hvor frie de danske kvinder er. Både mænd og kvinder får en fornuftig løn, og kvinderne er derfor ikke økonomisk afhængige af at blive sammen med deres mænd, hvis forholdet ikke fungerer.

Helen Russell er englænder og har arbejdet som freelancejournalist med base i Danmark siden 2013. Hun skriver blandt andet for The Times og The Guardian, primært kvindestof, og derudover alt, hvad der relaterer til Danmark og Skandinavien. Hun har desuden skrevet en bog baseret på sine observationer af danskerne, ”The year of living Danishly – Uncovering the Secrets of the World’s Happiest Country”, der udkom i år.

Det halter med selvværdet hos danske kvinder, mener en sexolog

Læs også