Skal min mand tage med til bisættelsen af hans gode ven? Det er i udlandet, så det bliver en dyr tur

Hej Anna

Min mands træningskammerat er død af kræft i en alder af 51. Min mand er nu i tvivl, om han skal tage til bisættelsen, fordi den foregår i udlandet, hvor vennen boede med sin kone og deres to børn her til sidst, så det bliver dyrt, og vi har virkelig mange udgifter for tiden. Men man kan jo altid klemme de omkring 4.000 kroner ind i budgettet, hvis det virkelig er det rigtige at gøre.

Men er det det? Hvordan skal man træffe sådan en beslutning? Skal man mest tænke på sig selv eller på de efterladte, som min mand ikke kender? Eller skal man komme til bisættelsen for at vise, at man tænker på den afdøde? Kan man mon få sagt farvel ”herhjemmefra” med sit eget lille ritual eller noget? Eller vil man senere tænke over, at man ikke var med? Har du en erfaring?

Min mand så ham og trænede med ham for et par måneder siden, hvor han var i Danmark og havde en god periode i sygdommen, og det er et godt minde.

Til info kommer der andre fra træningsklubben, som hustruen selv har ”inviteret”, fordi de også kendte hende. De øvrige træningsvenner har blot set ”invitationen'” til bisættelsen på sociale medier og selvfølgelig hørt det fra de ”inviterede”.

Kærlig hilsen C.

Kære C.

Min erfaring er, at man ofte deltager i en bisættelse for de efterladtes skyld – og for selv at få sagt farvel. Det ritual, en begravelse er, betragter mange som en hyldest til det liv, der har været. Derfor kan jeg virkelig godt forstå jeres dilemma. For selvfølgelig vil din mand gerne tage ordentligt afsked med sin træningsven.

Hvis bisættelsen foregik her i landet, var der heller ingen tvivl om, at han selvfølgelig skulle deltage. Også selv om han ikke kender sin vens familie. Alligevel er jeg sikker på, at de fine og varme minder, din mand har om sin ven, på ingen måde bliver ødelagt eller forringet af, at han bliver hjemme. For den relation, de to har haft, er skabt af alle de stunder, de havde sammen her i livet. Din mands ven bor jo i hans hjerte. Og der bliver han ved med at være. Hans liv har for altid berørt din mands.

Jeg tror heller ikke, at din mand sårer nogen ved ikke at være fysisk til stede ved bisættelsen. Han kan sagtens vise sin medfølelse på anden vis. Måske ved at sende en smuk buket blomster afsted? Din mand kunne vedlægge et lille brev til hustruen. For jeg tror, det vil varme hende at høre, hvor meget hendes elskede har betydet. Også for mennesker, hun overhovedet ikke kender.

Selv om sorg ikke kan trøstes væk, er der trøst i at vide, at så mange mennesker bærer mindet om hendes mand med sig videre i deres eget liv. Hvis din mand skriver sine tanker om vennen ned, kan det også være en del af hans eget lille afskedsritual. At sætte ord på alt det, vennen gav, er en smuk måde at hylde hans liv på.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.