
I et halvt år havde Thomas en hjemmegående kone: "Her er, hvad det lærte mig"

"Hjemme hos mig er patriarkatet er noget, man kritiserer, ikke ligefrem noget man praktiserer til hverdag," skriver journalist Thomas Balslev.
Foto: Kristina Pedersen
Thomas Balslev er redaktør på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Man ved som bekendt først rigtigt, hvor ens grænse går, når man har overskredet den. Det stod tydeligt for mig – eller i hvert fald for min kæreste – for nylig, mens jeg sad og spiste havregryn til morgenmad. Det var nu ikke, fordi der var noget særligt grænsesøgende på færde lige den dag, det var faktisk meget ordinært, det hele, bortset fra at jeg kort forinden havde iført mig en skjorte, som var en anelse krøllet. Egentlig ikke for meget til min smag, og de fleste andre dage, var der nok ikke blevet gjort noget stort nummer ud af disse uregerlige folder i bomuldsstoffet.
Skæbnen havde dog andre planer med mig denne dag, for pludselig skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før
– Er den ikke lidt krøllet?, spurgte min kæreste.
Jeg kiggede nedad mig selv.
– Joh, det er den vel, svarede jeg.
– Skal jeg stryge den for dig?, sagde hun så med et sælsomt blik.
For visse læsere vil en ordudveksling som denne ikke vække specielt meget opmærksomhed, det er i hvert fald min fordom, men for en som mig – en 35-årig surdejsfar på Nørrebro med to børn og stor respekt for kvinder – kommer man automatisk til at råbe vagt i gevær, når ens kæreste spørger om sådan noget.
Min første tanke var selvfølgelig også, at det var en slags fælde, som jeg skulle hoppe i med mine snavsede mandestøvler bare for, at vi efterfølgende kunne grine af, hvor latterligt det ville være. Ha! Ingen kvinde stryger sgu da sin mands skjorte, inden han tager på arbejde.
Hjemme hos mig er patriarkatet er noget, man kritiserer, ikke ligefrem noget man praktiserer til hverdag.
Og det er så nu, jeg kommer til at vende det hele lidt på hovedet, for det var lige præcis, hvad der skete, simpelthen fordi min kæreste tog min skjorte og strøg den, mens jeg færdiggjorde min morgenmad.
Da hun stod der som selveste legemliggørelsen af Betty Draper fra ‘Mad Men’, kastede hun et blik på mig.
– Det er for meget nu, er det ikke?, sagde hun.
Jeg grinte. Hvad kunne jeg sige? Inderst inde føltes det ret godt at lege far, mor og børn på den måde igen. Det er også, derfor jeg stadig ikke helt ved, om det faktisk var grænseoverskridende for os begge to.

Lidt forhistorie: For cirka et halvt år siden sagde min kæreste sit gode job op, vel at mærke uden at have et nyt på hånden, og det har i praksis betydet, at jeg har haft en hjemmegående kone helt frem til for nylig, hvor hun startede på sit nye job. Det handlede om at træde ud af møllen og få luft i hverdagen, som de seneste år har været presset til det yderste.
Med to institutionsbørn og to fuldtidsjob skal man hver dag nå lidt mere, end man kan – det er for eksempel ikke en oplagt situation at lave økologisk linse-bolo kl. 16.30 og svare på mails, mens dit barn skal tørres, fordi hun har tisset i underbukserne, og dit andet barn hører Onkel Rejes Heavyband på 4.000 decibel ud af en defekt bluetooth-højtaler, hvilket får ham ind i en så spastisk kropslig ekstase, at han banker sin lilletå ind i noget og får en ud-af-kroppen-oplevelse over den efterfølgende smerte, som nu skal skriges ud ved hjælp af lungernes fulde kapacitet. Det er ikke noget tænkt eksempel, sådan noget sker hver dag overalt i de små børnefamilier. Bagefter gider dine børn ikke at spise din linse-bolo, og så lægger de sig med skarlagensfeber.
Forældre elsker deres børn, det er det mærkelige ved det. Mange vil endda gerne bruge langt mere tid sammen med dem, end de gør. Og det ville vi også, så ja, det var blandt andet det, der lå til grund for min kærestes beslutning.
Jeg har gået og tænkt på det, som om jeg har udlevet en forbudt patriarkalsk drøm i det her halve år. Hver morgen har jeg kunnet kysse mine børn på panden og cykle alene på arbejde uden så meget som at spekulere på, hvordan de skulle afleveres eller hentes i børnehaven. Når jeg kom hjem igen, legede ungerne og aftensmaden var i ovnen. I mit skab lå der nyvaskede t-shirts, foldet og klar. Når de har været syge med mellemørebetændelse og ting, jeg ikke vil komme ind på, har min kæreste været derhjemme for at passe dem.
Det har kort sagt været perfekt. Men det er selvfølgelig også bare min mening, og man bliver selvsagt ikke super ekset af at passe syge børn fem dage i streg. Omvendt kan det være lidt af en lise at tage på arbejde, når sådan noget står på. Pointen er bare, at det logistiske mareridt, som er en børnefamilie, har taget form som en velsmurt maskine i den her periode af vores liv, og jeg er blevet bekræftet i den efterhånden velkendte sandhed, at det moderne arbejdsliv ikke egner sig specielt godt til et familieliv med små børn.
Jeg vil så nødigt blive misforstået her, og det er heller ikke, fordi jeg nu mener, at alle mødre skal sige op, snøre forklædet og blive trad wives – jeg siger bare, at det ikke nødvendigvis er nogen dårlig idé for en periode. Uagtet – selvfølgelig – om det er moren eller faren, der gør det.
Nu ved jeg godt, jeg lige har skrevet, at det hele faktisk har været perfekt. Men det var lidt af en stramning, for dramatisk effekt så at sige, og der hører vel egentlig lidt flere detaljer med til sandheden. Så den kommer her: Jeg brød mig faktisk ikke entydigt om den patriarkalske model, til det er jeg nok for blød og vild med mine børn. Efterhånden kunne jeg i hvert fald mærke, at jeg savnede at være sammen med dem, nu hvor jeg aldrig fik tid til at aflevere dem eller hente dem eller tage dem til tandlægen og den slags. Ting, man normalt vrisser ad som tidskrævende almindeligheder i en alt for overlæsset hverdag.
Jeg hader, at jeg skal sige det, fordi det ligger dybt nede i kliché-posen lige ved siden af carpe diem og alle de andre slidte bonmoter, men here goes: det er lige meget, hvad man laver sammen med sine børn, bare man er sammen med dem. Her i sjette måned, da sommerferien kom, kunne jeg altså godt mærke, at jeg havde savnet mine børn alt for meget til at være en rigtig patriark.
Når det er sagt, kan jeg ikke andet end at anbefale, at man beslutter sig for, at der gerne må gå en smule Ærø i den nogle gange. Hamsterhjulet er ikke skabt til mennesker, det siger jo sig selv. Vi glemmer det bare lidt for ofte.

Det er ikke barslen, der udgør det største problem for kvinders lavere pension
Udvalgt indhold

Cana Buttenschøn gik i overgangsalderen, da hun var 35 år. Og det var ikke kun hormonoerne, hun skulle vænne sig til

For få år siden levede Anne-Marthe et almindeligt liv. Et flåtbid blev starten på et mareridt, hun stadig er påvirket af i dag
