Karriere og penge
22. juli 2025

Det er ikke barslen, der udgør det største problem for kvinders lavere pension

Kvinders pensionsformuer er mindre end mænds, og ifølge ny analyse skyldes det særligt, at mange mødre går ned i tid efter fødslen af deres første barn.
Af: Signe Larsen
barsel

Analysen viser derudover også, at øremærket barsel til mænd har øget både løn og pensionsindbetalinger for mødrene.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mange småbørnsfamilier kender uden tvivl til følelsen af at have svært ved at få alle ender til at mødes i en travl hverdag med arbejde og institutionsliv.

På femina har vi flere gange bragt interviews med kvinder, der på den baggrund har konkluderet, at et deltidsjob efter barslen ville passe dem og familielivet langt bedre.

I april viste en kortlægning fra Dansk Industri, at næsten halvdelen af danske kvinder, der arbejdede på fuld tid inden fødslen af deres første barn, går på deltid, når de vender tilbage til arbejdet efter barslen.

Kortlægningen viste også, at 40 procent af kvinderne arbejder på deltid fem år efter. Til sammenligning arbejder 83 procent af mændene fuld tid.

Og ifølge en ny analyse fra F&P er det netop beslutningen om at gå ned i tid efter endt barsel, der har den største betydning for kvinders pensionsformuer, som er markant mindre end mænds. Ifølge tal fra Danmarks Statistik, havde kvinder gennemsnitligt 25 procent lavere pensionsformue end mænd ved udgangen af 2023.

Ifølge F&P punkterer den nye analyse myten om, at det er kvinders barsel, der har størst betydning for pensionsopsparingen, lyder det i en pressemeddelelse.

- Overraskende mange har i dag et job, hvor de automatisk får opretholdt indbetalingerne til deres pensionsordning i de perioder, hvor de får barselsdagpenge uden løn. Og det betyder, at faldet i kvinders pensionsindbetalinger ikke er nær så stort, som man har forestillet sig, siger Jan V. Hansen, pensionsdirektør i F&P.

I stedet er det beslutningen om lavere arbejdstid efter barsel, der har betydning for, at kvinders pension generelt er lavere end mænds, siger han.

Analysen viser derudover også, at øremærket barsel til mænd har øget både løn og pensionsindbetalinger for mødrene i det første år efter barnets fødsel, da mødrene nu i gennemsnit holder kortere barsel uden løn.

- Øremærket barsel betyder, at forældrene fordeler ugerne med barselsdagpenge lidt mere ligeligt end tidligere. Konsekvensen for løn og pension er, at mødrene i det første år efter barnet er født får 20.000 kroner mere i løn med de nye regler, mens pension er stort set uændret, fordi mødrene allerede blev kompenseret med pension før de nye regler, siger Jan V. Hansen.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.