Jeg har bidt mig i tungen i lang tid. Men nu er det vist på tide, at vi taler om det

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Der er formentligt mange, der bliver vrede over det næste, jeg skriver. Så lad mig først gøre det klart og tydeligt:

Det er ikke forkert at vælge et deltidsjob. Du bestemmer, hvordan du indretter dit liv. Og ja, det er - ekstremt - værdifuldt at forme den næste generation. Kære mor på deltid. Du er vigtig - også for samfundet.

Men der er noget, vi er nødt til at tale om.

I december bragte vi en række interviews med tre reflekterede kvinder, der havde konkluderet, at det, vi som samfund kunne tilbyde dem og deres børn, ikke var godt nok. Nogle af dem havde allerede lagt deres arbejdsliv om. Nogle af dem drømte om at finde det rette (deltids)job.

De er langt fra alene. Ifølge Aller Medias store kvindeundersøgelse Women of The Future svarer næsten hver tredje kvinde mellem 30 og 39 år for eksempel, at de føler trang til at sige deres job op og sammensætte deres arbejdsliv på en ny måde.

Jeg kan genkende meget af det, kvinderne fortæller om. Følelsen af, at det hele er for meget. At man skal være alt for alle altid.

Frustrationen over, at de daginstitutioner, der skal passe vores allervigtigste, mens vi selv går på arbejde, er pressede udover al rimelighed.

Men der er også noget, der undrer mig.

For hvorfor er det egentlig, at vi stadig accepterer, at det primært - ja, næsten udelukkende - er kvinderne, der tilpasser deres (arbejds)liv, fordi de får familie?

Hvorfor er det næsten kun kvinder, der tager konsekvensen af krydspresset og går ned i tid?

Tal fra Danmarks Statistisk viser, at næsten hver fjerde småbørnsmor er på deltid, mens det tilsvarende tal for småbørnsfædre er fem procent. Og det er tilsyneladende ikke udtryk for tilfældigheder.

Det er nemlig sådan, rigtig mange danskere mener, småbørnsfamilier bør indrette sig. Det viser en rapport fra Diversity Council.

Her svarer 43 procent af de adspurgte, at ordninger, hvor fædre arbejder fuldtid, og mødre arbejder deltid, er mest ønskværdige.

Mindre end en procent svarer, at den omvendte konstellation er mest ønskværdig.

Altså hvad?

Hvorfor er det, at vi stadig bilder hinanden ind, at fædre kan fortsætte i fuld fart (ja, småbørnsfædre er faktisk overrepræsenterede i lederstillinger), mens mødre tilpasser sig?

Vi forventer, at kvinder prioriterer familielivet. Vi siger til dem, at de vel får børn for at være sammen med dem. Vi møder stadig mødre med helt andre forventninger end fædre. Og det har konsekvenser.

Når kvinder får børn, styrtdykker deres løn med cirka 20 procent i forhold til, hvad de ville have tjent, hvis de ikke fik børn. 10 procent for hvert barn derefter. Mænds er uændret.

Det holder simpelthen ikke.

Jeg er kæmpe fan af mennesker og familier, der tager kontrollen over deres eget liv. Der vælger, hvordan de har lyst til at indrette sig. Uanset hvad socialdemokratiske ministre, eller chefredaktører for den sags skyld, måtte mene om det.

Men vi er nødt til at være enige om, at børn er en fælles gave og opgave. Så det er selvfølgelig noget, vi deles om.

Og når det konsekvent er kvinder, der vælger at sige deres job op og gå ned i tid for at få familielivet til at hænge sammen, er det ikke et nybrud.

Det er ikke fremskridt at løse udfordringerne som vores bedsteforældre gjorde det. Det er tværtimod fremskridt, at vi i fællesskab løfter den byrde, det også er, at få børn.

Så kære far. Er det ikke på tide, at det er dig, der går ned i tid?

Kære far. Er det ikke på tide, at det er dig, der tager konsekvensen af, at familielivet drøner derudaf?

Kære far. Har du ikke fået børn for at være sammen med dem?

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:x