
Hvor meget kan man tillade sig at kræve af sine Airbnb-gæster?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma.
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Hvor meget kan man tillade sig at kræve af sine Airbnb-gæster?
Jeg elsker min andelslejlighed og vil gerne passe rigtig godt på den og mine møbler, men jeg er også fristet af muligheden for at tjene (potentielt) mange penge. Jeg står nemlig i en situation, hvor jeg ofte er ude at rejse og derfor har mulighed for at leje min lejlighed ud.
Men jeg er samtidig ikke særlig vild med tanken om, at fremmede mennesker skal bo i mine ting. Kort sagt går mit dilemma ud på: Hvad kan jeg tillade mig at kræve af gæsterne?
Er det eksempelvis okay at bede dem om at lufte ud og skrabe vandet af fliser og glas i brusekabinen efter bad? Og at rulle gardinerne for, når solen skinner direkte ind på møblerne i stuen? Eller skal jeg slappe af?
Hilsen den kommende udlejer
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk
Svar 1
Kære kommende udlejer
Min første indskydelse er: Du må vænne dig til tanken om, at fremmede mennesker skal bo i dine ting – hvis du altså ønsker at tjene (potentielt) mange penge, som du selv formulerer det.
Jeg forstår godt, at du er glad for din lejlighed og dine møbler, men du må finde ud af med dig selv, om der ligger så meget negativ tankevirksomhed forbundet med det her, at det bliver et forstyrrende element for din rejse – hvis du lejer den ud.
Hvis jeg selv stod i dit dilemma, ville jeg nok lægge mine yndlingspuder og arvestykker som kopper i kælderen. Måske har du mulighed for det?
Det er helt normal pli og almindelig god opdragelse, at lejeren selvfølgelig sørger for, at der bliver gjort rent, ruller gardiner op eller ned efter anvisning, tømmer skraldespande osv., når de efterlader lejligheden.
Så for at svare på dit spørgsmål: Du kan godt stille krav om THE BASICS.
Jeg har også hørt fra venner, der udlejer, at man kan klage til Airbnb, hvis noget går helt galt. Men hvis du, med det i mente, stadig ikke har ro i maven over at udleje, så synes jeg ærligt, du skal lade være med at lægge den op på Airbnb – og i stedet bare tage på ferie i fred.
Hilsen Maj Bredahl Skånstrøm
Osteelsker – også de blå, nysgerrig ordnørd og det eneste unge medlem i en bogklub med syv mennesker over 75. Når det går vildt for sig en fredag aften, dykker jeg ned i hudplejeingredienser på the dark web, til mine øjne falder ud – altid klar på en snak om retinols oversete potentiale til mere end bare at udglatte fine linjer. Jeg er storesøster med stort S til to, hvoraf jeg bor med den ene – måske præger det mine svar?
Svar 2
Kære kommende udlejer
Hvor er det dejligt, at du står et sted, hvor du har mulighed for at udleje din skønne lejlighed, tjene nogle penge og rejse. Win-win-win!
Jeg kender udmærket godt følelsen af, at ens hjem er ens baby, som med sin sarte hud let kan få en skramme, men som det forholder sig med det meste her i livet, så må man tage det sure med det søde: Hvis du vil have goderne, altså pengene, så må du acceptere, at der følger nogle ulemper med: fremmede mennesker skal putte sig under din dyne - hvem ved, måske med deres nøgne kroppe, de skal gnaske sig oppustede i fedtede burgere i din sofa og opvarme toiletbrættet med deres bare baller - det er ikke for at skræmme dig, men det er nu altså en del af pakken. Og hvis lejerne i værste fald skulle komme til at ødelægge noget, har Airbnb heldigvis en forsikring, der dækker det.
Nu til et konkret råd: Hvis jeg var dig, ville jeg finde farveblyanterne frem fra gemmerne og lave en lille, hyggelig krea-date for mig selv. Sæt en kop te over og tegn eksempelvis nogle søde blomster rundt i kanterne af papiret som en slags ramme. Skriv så en venlig tekst, hvor du formulerer, at det virkelig glæder dig, at de vil bruge deres ferie lige netop i dit hjem, og at du vil blive glad, hvis de vil passe godt på det. Skriv til sidst, at du håber, at de får et skønt ophold. Hæng papiret i gangen, så de læser det som noget af det første, når de ankommer.
Lav så nogle mindre Post-its til de steder, der skal passes lidt ekstra på, og skriv for eksempel “Tør mig af:)” på den, der skal klistres op på badeværelset.
Det eneste, jeg vil råde dig til at droppe, er det med at bede gæsterne om at rulle for, når solstrålerne står ind ad vinduet - jeg tror, at nogle vil synes, at det bliver en tand for kontrollerende, og derudover er jeg rimelig sikker på, at det nok alligevel ikke vil blive overholdt.
Jeg håber, at du får alt det, du ønsker dig - både ordentlige lejere, og nye penge og oplevelser på kontoen.
Hilsen Selma Abourrida Elkadmiri
Frossenpind, der bærer vanter og uldsokker fra start september til slut maj, stor fan af at gå på jagt i genbrugens børneafdeling (jeg er åbenbart en størrelse 13 år) og knap så stor fan af dagen, jeg frygter hver uge: Hårvask-dag, hvor mine krøller har uglet sig sammen til en slags dreadlocks i nakken, så jeg må stå ude i badet i over en time og forsøge at rive det fra hinanden uden at bryde sammen – det er ikke altid, det lykkes.

Udvalgt indhold

Cana Buttenschøn gik i overgangsalderen, da hun var 35 år. Og det var ikke kun hormonoerne, hun skulle vænne sig til

For få år siden levede Anne-Marthe et almindeligt liv. Et flåtbid blev starten på et mareridt, hun stadig er påvirket af i dag
