Hver gang min mor ringer, magter jeg nærmest ikke længere at tage telefonen

Kære Anna

Jeg skriver til dig, fordi det er blevet sådan, at hver gang min mor ringer, magter jeg nærmest ikke længere at tage telefonen. For jeg ved, hvilken klagesang der venter. Så besøger jeg hende ikke tit nok, hjælper ikke nok, ringer ikke nok og som regel runder hun af med at sige, at jeg lige skal huske på, at hun er ved at blive gammel, og at det hurtigt kan blive for sent. Hun er dog kun 76 år og ved godt helbred.

Mine børn og jeg bor halvanden times tid med det offentlige fra min mor, så det er lidt svært at smutte forbi hele tiden. Hver eneste gang, jeg har talt med hende, er jeg så fyldt med skyldfølelse, at jeg nærmest ikke kan være i mig selv. Jeg skal afsætte det meste af en dag til at besøge hende, for går jeg efter en times tid, selv om jeg også var der få dage før, bebrejder min mor mig, at jeg altid er så ”forjaget”.

Men jeg har også en hverdag, der skal hænge sammen med job og hjemmeboende børn, og denne konstante dårlige samvittighed stresser mig. Kan du komme på et eller andet, jeg kan sige til min mor, eller noget, der kan hjælpe mig til at slippe den dårlige samvittighed?

Jeg gør jo mit bedste, og der går maksimalt en uge imellem, at jeg besøger hende. Mine børn og jeg plejede at tage over til mormor alle sammen, når vi havde fri, men børnene er blevet svære at lokke med, for dem fylder hun også med bebrejdelser.

Mange hilsner Janne

Kære Janne

Jeg kan virkelig godt forstå, at du slider med kontakten til din mor. Det er uendelig trist, at hun skubber både dig og sine børnebørn fra sig på denne her måde. For der er ingen tvivl om, at det ødelægger en relation, når vi konstant har følelsen af, aldrig at slå til.

Jeg kan nu godt være i tvivl om, hvorvidt din mor ville bebrejde dig mindre, om så du besøgte hende dobbelt så meget som nu. For jeg tror, at det her handler om noget andet og mere end dig. Den ensomhed, det lyder til, at din mor plages af, kan du nemlig aldrig fjerne helt.

Dit brev rejser derfor nogle spørgsmål, for har din mor slet ikke andre mennesker i sit liv? Du kan jo ikke bære hele hendes samlede livsindhold på dine skuldre. Hvis du har overskud til det, var det så en ide at hjælpe din mor ind i nogle flere fællesskaber? Måske har hun en interesse eller en hobby, hun kunne dele med nogen i sit nærområde? Selv om det nok ikke får din mors bitterhed og alle hendes dystre tanker til at forsvinde med et trylleslag, så hjælper det, at de får mindre tid og plads at vokse i.

På det sted, din mor står lige nu, er det ikke sikkert, at hun er i stand til at sætte sig ind i, hvad det er, hun gør ved dig. Men at hun ikke selv kan se, at hun forlanger det umulige, betyder ikke, at du skal slide dig selv op i forsøget på at give hende det.

Bliv stædigt ved med at fortælle din mor, at du elsker hende. Det er mit håb, at det budskab på et eller andet tidspunkt vil trænge ind også der, hvor din mor spærrer alting af med sine anklager.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.